Anmeldelse: Rasmus Seebach – ‘Mer’ end kærlighed’

Rasmus Seebach: ‘Mer’ end kærlighed’ rummer ikke lige så mange ‘LIDT I FEM’-radiohits, som det første album. Til gengæld går det i dybden med vigtige og ærlige følelser i nogle virkelig velkomponerede numre, som man kun bliver gladere og gladere for.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Mer’ end kærlighed’

Kunstner:

Rasmus Seebach

Selskab:

ArtPeople –
Top Notch Music

Udgives:

17. oktober 2011

Der er godt nok ikke mange unge danskere popmusikere, der i dag tør være helt ligeglade med MTV, medier og mode. Der er efterhånden en fast skabelon for hvordan man skal se ud i sine musikvideoer hvert år, hvilke synth-lyde der er ‘in’ lige nu og om der skal bruges autotune/voicesynth på vokalen. Målet er jo at skabe det moderne produkt, som man mener de unge vil have, og det lykkes vel også til tider. Problemet er blot at produkterne bliver så ensformige, at det kan være svært at skelne kunstnerne fra hinanden.

Danske tekster er det bedste i verden

Derfor var det også en skønt spark tilbage i tiden, at sætte Rasmus’ ‘Mer’ end kærlighed’ i cd-afspilleren. Det er længe siden jeg har lyttet gode tekster, som ikke bare er kliché på kliché “miss you, love you, need you, la la la”, og det er virkelig længe siden at jeg har hørt DANSKE tekster, hvor singer/songwriteren vælger at udtrykke sine virkelige, sårbare følelser, uden at være bange for at virke svag. Der er nok mange hårdtpumpede actionmen, der ikke har opdaget det endnu, men det her er hvad virkeligt mandsmod handler om!

Ærlige beretninger man kan bruge til noget

‘Mer’ end kærlighed’ rummer nemlig beretninger fra Rasmus’ eget liv, og det gør den her skive så dejlig ærlig og nede på jorden. I Rasmus’ verden kan man være helt almindeligt menneske, men stadig være god nok. Det er ok at være mand og have problemer med sine kvinder. Det er normalt at have knas i parforholdet og skændes og alligevel elske hinanden. Lige så præget af modstridende følelser, som Rasmus’ tekster er, er vores parforhold jo også. Det kan godt være vi drømmer om et liv med den eneste ene og gerne i omgivelser som, nå ja, Beverly Hills, men det giver faktisk en noget større succesoplevelse af identificere sig med det virkelige liv. Det er derfor de her meget ærlige tekster suser direkte ind i pigehjerterne og bestemt også mit, og hvis machoanmeldere på Gaffa forveksler følelser med kvalme, siger det vel mere om deres følelsesliv.

Blev afhængig

Rent musikalsk havde jeg egentlig forventet lige så mange catchy radiohits af ‘LIDT I FEM’-typen på det her andet album. Efter første gennemlytning måtte jeg dog erkende, at jeg ikke slap så nemt. Letfordøjeligt pop er jo en lækkerbisken man hapser i sig indtil man alt for sent opdager, at man er kommet til at spise for meget. Men når jeg tænker rigtig efter, er det jo ikke de albums jeg lyttede 30 gange på en dag og lagde væk efter en uge, som har betydet noget for mig. Det er jo de cd’er, der ligesom gode venner, bliver nogle man holder endnu mere af, jo bedre man lærer dem at kende.

Efter 15 lytninger over tre dage, måtte jeg tage mig selv i at vågne op med omkvædet til ‘I MINE ØJNE’ i hovedet, og gud hjælpe mig om det ikke var “Jeg faaaalder”-koret fra ‘FALDER’, der sad fast i kraniet næste morgen. Eneste lyst var at stå op og lave kaffe og sætte albummet på IGEN! Det, som jeg frygtede ikke ville sige mig noget, var jeg pludselig blevet afhængig af. Fedt!

Tårer i øjnene af det klaverintro

Jeg har fundet ud af, at jeg er gladest for første halvdel af skiven. “LYS I DIN LEJLIGHED” (skøn tekst om jalousi og at fortryde), “I MINE ØJNE” (alt er så velkomponeret, vers, omkvæd, catchy og igen en vigtig tekst. Det er umuligt ikke at synge med), “FALDER” (klart omkvædet og koret ‘faaaalder’, skøn elguitar, der desværre kun næsten falder ind i en solo), ‘MER’ END KÆRLIGHED’ (hvis man ikke kan få tårer i øjnene af det klaverintro … og teksten), ‘MILLIONÆR’ (rammende tekst, øjenåbner, der får en til at tænke på alle de materielle mål man spilder sin tid med). Nå vi kommer over i det dance-inspirerede ‘VI LEVER’ falder jeg lidt af. Klart godt med et nummer til diskotekerne, men Rasmus’ styrke ligger ikke her.

Vellykket andet album

Når vi kommer hen til nummer 10 ‘VOVER PÅ AT GÅ’ har vi et intro, der er helt over i melodi grand prix-genren, catchy pop som jeg efterlyste i begyndelsen, men det er som om at det ikke er det jeg vil have alligevel, når jeg ved hvor dybt vi kommer i de andre numre. ‘SIRENERNE’ er over i dancegenren, medrivende omkvæd og det fungerer faktisk utrolig godt, selv om jeg ikke håber den er den vej Rasmus’ vil gå fremover.

Afslutningsvis får vi Tommys og Keld Heicks “UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN”, men selvfølgelig i Rasmus’ fortolkning. Det er rigtig dejligt, at der også er blevet plads til et akustisk nummer, og det er en rigtig fin afslutning på et meget vellykket andet album.

Rasmus Seebach – Mer’ end kærlighed

01 – LYS I DIN LEJLIGHED
02 – I MINE ØJNE
03 – FALDER
04 – MER’ END KÆRLIGHED
05 – MILLIONÆR
06 – VI LEVER
07 – IGEN I DAG
08 – NANGIJALA
09 – RINGE I VANDET
10 – VOVER PÅ AT GÅ
11 – SIRENERNE
12 – UNDER STJERNER PÅ HIMLEN

DVD
01 – SNAPSHOT – DOKUMENTAR
02 – I MINE ØJNE – VIDEO

DVD’en

Når man nu køber en dejlig fysisk cd og ikke bare et kedeligt download på nettet, er det så rart at blive forkælet som forbruger. Dejligt teksthæfte med alle de danske sangtekster flettet ind med fine pressefotos. Det vil helt sikkert blive sunget meget flittigt på de danske pigeværelser, og det burde være minimum i alle cd’ere – så kunne det også være der var nogle flere, der havde lyst til købe dem.

Dvd’en er helt speciel. Jeg tænkte først at den nok var spækket med musikvideoer, men der ligger kun videoen på ‘I MINE ØJNE’. Til gengæld — og hold nu fast — ligger der et af de bedste selvportrætter i dokumentarform, jeg nogensinde har set. Vi får hele 28 minutter i Rasmus’ liv, de vigtigste øjeblikke, de sværeste, men også de mest rørende. Hvis ikke man kan fælde en tåre her, så skal man have gjort noget ved sit stålpanser.

Topkarakter til ekstramaterialet! Gid der var så mange lækre sager med til hver eneste cd-udgivelse.



Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.