Animation: Jeg havde håbet på en lille skotsk Ronja Røverdatter, der skulle på en farefuld – og måske romantisk – færd ud i den smukke, animerede natur, men ‘Modig’ rummer kun en skuffende fortryllelseshistorie. Det er børnefilm med stort B, det er flot, men fjollet og helt uden sort teenage-humor, som normalt trækker os gamle “børn” i biografen.
Af Peter Kock Henrichsen | ![]() |

Titel:
‘Modig’ 3D
Instruktør:
Mark Andrews, Brenda Chapman
Land:
USA
Distributør:
Disney
Premieredato:
30. august 2012
Følelses-barometer:
Uanset alder plejer de fleste af os at gå i trance direkte hen til biografen, når vi ser en ny trailer fra en Disney/Pixar-animation. Sådan havde jeg det ikke helt med ‘Modig’, da jeg sammen med min veninde så det første sneak peak. Vores unge skotske prinsesse og heltinde, Merida, er nemlig animeret med forsimplede, runde og glatte ansigtstræk, der straks henleder tankerne på dukkefilm. Og er der noget, jeg ikke er vild med, er det lige præcis dukkefilm.
Heldigvis er Meridas bevægelser alt andet end snoretræk, for der har animatorerne virkelig formået at stoppe en rebelsk teenager nede i den lille, spinkle krop med det iltre, røde hår. Julie Zangenberg har fået æren af at lægge stemme til Merida, og det gør hun mere indlevende og passioneret end hun spiller Emma i ‘Fakiren fra Bilbao’ — og det er ellers min yndlingsfilm med Julie. Virkelig godt!
Ingen teenagere i biografen
Så begynder det at gå ned ad bakke for mig. De andre karakterer i ‘Modig’, faren, moren, Meridas tre helt ens og stumme drengebrødre og bejlerne, som kommer til slottet og vil giftes med Merida, er alle sammen nogle fjollede og alt for karikerede eksistenser. Selvfølgelig er de fortegnede karaktertræk nærmest hovedingrediens i tegne- og animationsfilm, men her bliver kroppenes absurde størrelser så overdrevne og urealistiske, at man som ung eller voksen straks vil tænke: børnefilm — og det med stort B.
Lige så pudsige og grimme som Meridas bejlere ser ud, ligeså fjollet opfører de sig. Det er ‘falden på halen’-komedie, og allerede i første del af filmen forstod jeg, hvorfor der ikke var en eneste teenager i salen, men udelukkende børn mellem 6 og 10 år – og deres forældre.
Ingen ironi eller sort humor
Selvfølgelig skal Disneys animationsfilm være for børn. Det er jo selve essensen i Disney, at det er film, vi vokser op med som børn og kommer til at holde af resten af livet. De plejer blot at rumme så brede temaer og følelser – for eksempel om romantik og venskab – at vi voksne får mindst lige så meget ud af filmene. Desuden har moderne animationsfilm ofte humor stoppet ind på flere planer, så børnene griner ét sted og teenagerne og forældrene, der forstår ironi og sort humor, griner andre steder — og så bliver det pludselig en stor fornøjelse at gå i biografen sammen.
Farligt at sammenligne med ‘To på flugt’
Den dobbelthed rummer ‘Modig’ dog ikke, og historien virkede så tilfældig, at man dårligt kan tale om filmens plot. Heltinden vil ikke giftes, selv om mor siger, hun skal. Så bliver det taget en fortryllelse i brug, og så går det hele amok. Det er det. I og med filmens første minutter spiller på den utrolig smukke skotske natur og en utæmmet pige, der elsker friluftslivet mere end hun elsker fyre, havde jeg håbet på noget ‘Ronja Røverdatter’-ånd, måske en lang og farefuld rejse i naturen, og jeg var ganske sikker på, at der kom en sød dreng eller fyr, noget romantik eller i det mindste et stærkt venskab, men ingen af forventningerne blev indfriet. Når man er kæmpe fan af Rapunzel, Flynn Rider og den lille kamæleon Pascal i ‘To på flugt’, er det altså en hård mundfuld at sluge.
Selvfølgelig vises ‘Modig’ ikke på amerikansk
Mange voksne Disney/Pixar-fans i Danmark har brokket sig meget over, at ‘Modig’ ikke vises i biograferne på originalsproget, men det ønske er lige så absurd, som hvis man ville se ‘Smølferne og den fortryllede fløjte’ på originalsproget. Selvfølgelig kan biograferne ikke fylde en sal med en helt igennem ren børnefilm som ‘Modig’, når selv film som ‘Find Nemo’ føles dyb i sammenligning med.
God børneunderholdning, men alt for få grin
Nu er ‘Kultur For Unge’ jo anmeldelse for teenagerne og op, men så kan man spørge sig selv, hvordan virker ‘Modig’ på børn? ja, de fem 10-årige piger, der sad ved siden af mig, virkede som om de var meget godt underholdt. Der var dog usædvanligt få grin fra dem. Kun i scenen hvor Meridas far forsøger at tale som en teenagepige, var der høj latter. Og det lidt bekymrende var, at det øjeblik, hvor de jublede allerhøjest, var lige efter forfilmene, hvor man skal tage sine 3D-briller på og en masse farvede kugler pludselig stormer ud ad lærredet og ind i hovedet på én. Der hoppede de og hvinede af fryd! Ellers må jeg sige, at de lige så godt kunne have set ‘Modig’ i 2D-versionen og brugt overskuddet på slik, popcorn eller måske en sodavand, for det var der nemlig ikke råd til, da de var med deres fritidshjem i biffen.
Danske stemmer:
Julie Zangenberg, Dick Kaysø, Nastja Arcel, Morten Grunwald, Jens Jørn Spottag, Martin Brygmann, Gordon Kennedy
Skriv et svar