Den unge forfatter Frederikke har netop debuteret med fantasyromanen ‘Rytteren’, som er en klassisk fantasy om en krig mellem det gode og det onde. De mange synsvinkelskift og sideløbende historier, der gør historien spændende fra start til slut, overskygger dog ikke helt de sproglige fejl i værket.
| AF CAMILLA LÆRKE LÆRKESEN, 16 ÅR |  |
Titel:
‘Rytteren’
Forfatter:
Sider:
468
Udkom:
23. juli 2012
Forlag:
Mellemgaard
Følelses-barometer:
Ask Ingenssøn lever som bondedreng hos sin onkel og kusine i landsbyen Tiar. Han kender ikke sine forældre og længes efter at vide, hvor han stammer fra. Da han en dag finder en mystisk sten i skoven, som viser sig at være et drageæg, ændres alting. Ask må stikke af fra Tiar og rejse ud for at kæmpe sammen med Den Magiske Hær i en krig mellem det gode og det onde. Undervejs møder han både nye venner, gammel familie og en spirende kærlighed.
Har man læst ‘Eragon’ af Christopher Paolini, vil man opdage, at første del af handlingsforløbet lader til at være inspireret af den første roman i Paolinis kvardrologi. De to bøger adskiller sig dog særligt ved ‘Rytterens’ mere romantiske og familiære aspekt mod ”Eragons” meget magi-tekniske beskrivelser.
Som brikker i et puslespil
”Rytteren” starter med en spændende prolog om en kvinde, der flygter med sine to spædbørn gennem natten. Allerede her på de første sider er jeg blevet præsenteret for de første løse ender og brudstykker, som skal vise sig at blive bogens mest spændende historie, for nu er jeg blevet nysgerrig. Hele vejen igennem bogen gives små informationsbrikker, der til sidst kan bruges til at samle puslespillet. Det giver en god effekt, at man selv får lov at gætte lidt med undervejs, inden det bliver afsløret i historien.
Jeg har aldrig oplevet, at en historie har skiftet mellem så mange forskellige synsvinkler, men det fungerer rigtig godt! Stort set alle de vigtige personer i romanen kommer til orde. Der er op mod 10 forskellige synsvinkler. Som læser ved man nogle ting fra én fortæller, som de andre fortællere ikke ved endnu, og her har Frederikke virkelig holdt tungen lige i munden for ikke at filtre trådene sammen. Jeg synes det er meget imponerende, at det er lykkedes hende så godt. De mange sideløbende historier bindes sammen til én yndig sløjfe til sidst, og da jeg var færdig med bogen havde jeg en følelse af, at alt var gået op i en højere enhed.
Less is more
For at opnå den form for klarhed i fortællingen, er det vigtigt at forfatteren sørger for, at læseren ikke går glip af vigtige henvisninger mellem linjerne. Her er der til gengæld gjort lidt rigeligt for at vinde læserens forståelse. De vigtige pointer bliver til tider skåret lidt for meget ud i pap. Det påvirker især dialogerne, som af og til kommer til at virke lidt for kunstige, fordi samtalerne bliver så eksplicitte, at læseren ikke kan være i tvivl. Det gør, at jeg dels føler mig lidt talt ned til og dels, at der bliver mange kedelige, overflødige sætninger.
Kvinden med det ravnesorte hår
Frederikkes sprog er meget flot, beskrivende og malerisk. Med beskrivelser som ”ravnesort hår” og ”solen kysser horisonten” frembringes med få ord præcise billeder af omgivelser og personer. Jeg kan helt tydeligt mærke stemningen og lyset i skoven, uden at den bliver beskrevet side op og side ned. Det kan jeg rigtig godt lide. Hun formår også at gøre et meget stort persongalleri overskueligt ved at tilegne dem hver især særlige træk og navne, som gør dem let genkendelige og mulige at adskille fra hinanden. De velanrettede beskrivelser gav mig også en helt særlig medfølelse, særligt for hovedpersonen Ask. Det var lige før, jeg selv blev lidt småforelsket i ham. Jeg kan virkelig mærke, hvordan han udvikler sig fra at være en tilfældig bondedreng til at tage ansvar på sine skuldre og vise ømhed for sine kære.
”Og de sender en dreng ud for at gøre en mands arbejde.” Så rettede hun øjnene direkte mod ham. Vinden tog i hendes ravnesorte hår og løvgrønne kappe, og den rødbrune hest flyttede nervøst på sig. Hun kunne mærke, hvordan kræften sivede fra skoven op i hende og tilbage igen. Hun talte direkte til den unge soldat med stærk røst. Alle tårer var væk. ”Han giver aldrig op vel?” Hendes øjne strålede. ”Han vil påføre min mand så mange tab så muligt, og hvis det i sig selv ikke slår ham ihjel, vil din herre ikke helme, før en af dem er død.” Hun stod med rank ryg, mens vinden legede med træernes blade, hendes hår og begges kapper.”
Men til trods for det flotte sprog skinner det til tider igennem, at det nu engang er en debutroman. Forstået på den måde at selvom sproget langt hen ad vejen er imponerende, så er det også blandet med klicheer og gentagelser. Der mangler lidt variation og lidt mod til at fjerne overflødige sætninger og skabe mere flow i teksten. Det skærer mig for eksempel lidt i øjnene, når flere sætninger i træk indledes med et ”men”, eller når de virkelig lækre sproglige beskrivelser går igen og igen.
Hvem er Aks?
Når man skriver en roman på 468 sider, kan det ikke undgås, at der smutter er par stavefejl gennem nåleøjet. Dem har man heldigvis forlagets korrekturlæser til at finde inden manuskriptet går i trykken. Desværre er der gået noget galt i den proces, for der er ganske mange stave- og tastefejl gennem det meste af bogen. Værst er det dog på de første 40 sider, hvor der faktisk gik lidt sport i at tælle dem. 13 blandede stave-, taste- og grammatikfejl blev det til. Jeg studsede for eksempel over om Aks var en nytilkommen person eller om det bare var Ask. Herefter aftager mængden dog. Heldigvis. For det forstyrrer altså øjet, når man læser, og det stjæler fokus fra historien. Det håber jeg forlaget vil huske næste gang.
Klassisk fantasy
Jeg synes egentlig, at ‘Rytteren er en underholdende historie. Den meget Eragon-inspirerede begyndelse ødelægger dog noget originalitet, som den ikke rigtig formår at genskabe siden hen. Frederikkes sprog falder generelt godt ind i fantasy-genrens fortællestil, men alligevel er det også sproget, der ender med at trække ned i den samlede bedømmelse. Det er nemlig irriterende, når de samme vendinger går igen og igen. ”Du har sikkert ret”, lader til at være alle karakterernes yndlingssætning, for den afslutter godt nok mange samtaler og kapitler. I sin næste roman kan det også være, at Frederikke har fået mere tillid til, at hendes læsere kan læse mellem linjerne i stedet for at give os det ind med ske.
Jeg kan nu meget godt lide at have i tankerne, at det er så ung en pige, der har skrevet den. Det gør den på en måde speciel og i øjenhøjde – selvom der er plads til forbedring.
Skriv et svar