‘Skammerens Datter’: Musikteaterforestillingen ‘Skammerens datter’ af Lasse Aagaard, Thomas Høg og Sune Svanekier, der baserer sig på Lene Kaaberbøls fantasyroman af samme navn, havde torsdag aften premiere på Østre Gasværk Teater. For mig betød mødet med opførelsen en oplevelse, der vækkede en række følelser i mig. Jeg kan allerede nu afsløre, at Skammerens datter – med dets spændingsfyldte og dystopiske univers – er et imponerende stykke, du ikke vil undvære at se!

Anmeldt af Ann-Katrine Myrup Andersen

Følelses-barometer:









Titel:

“Skammerens Datter”

Sted:

Østre Gasværk Teater

Dato:

30. august 2012 –
11. november 2012

Instruktør:

Frede Gulbrandsen

Dramatisering:

Thomas Høg (sangtekster),
Lasse Aagaard (musik),
Sune Svanekier (dialog)

Romanforlæg:

Lene Kaaberbøl

Medvirkende:

Nastja Arcel, Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose, Morten Hemmingsen, Simon Mathew, Nis Bank-Mikkelsen, Jens Andersen, Birgitte Raaberg, Hanne Hedelund, Kim Hammelsvang Henriksen, Allan Klie, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Zaki Nobel Mehabil, Pernille Frydendal & Mia Aunbirk

I en verden med drager, drageriddere, borge, fyrster, alkymistisk lærdom og et skamfuldt folk, må Skammeren og hendes datter med deres unikke magiske kræfter fremmane menneskets sandheder i Dunarks på en gang dystre og farlige verden. Men det har sin pris at have skammerkræfter, og Skammerens datter må overvinde megen frygt samt mange svære og ikke mindst farlige udfordringer for at se sig igennem ensomhedens snærende bånd.

Salens stemning er varm og forventningsfuld, da jeg endelig får sat mig til rette på mig plads. Scenen foran mig står ganske tom og rå, uden meget andet end en mand, der sidder med ryggen til publikum og sender stemningsfulde toner ud i rummet. Mørket har lagt sig som et tykt tæppe over scenen, der er omkranset af et varmt lys, og jeg fornemmer straks, det dystre element, stykket vil bringe med sig ind i salen.

En middelalderlig verden skabt af Gasværsk råhed

Hurtigt bliver jeg revet med ind i en middelalderlig verden præget af sang, som let skabes i Gasværks råhed og brug af få elementer. Her gribes jeg af historiens hjertebankende, spændingsfyldte og begivenhedsrige gang. For en kort stund sender hele stemningen, tøjet og sminkningen mig tilbage til fortællingen om Cyrano, der – ligesom ‘Skammerens datter’ – er præget af en slidt, beskidt og meget virkelighedsnær hverdagsfremstilling af livet som det var en gang.

Netop den minimale brug af rekvisitter, hvor der arbejdes med det Gasværksscenen har til rådighed på en spændende måde – med lys, der udgør gange og stier eller luger i gulvet, der får hele scenen til at virke endnu mere levende – synes for mig en af Gasværks styrker. Yderst opfindsomt. Og til alle tider overraskende. Det kan godt være, at ‘Skammerens datter’ ikke er et kæmpe udstyrsstykke, men det forventer jeg heller ikke, når jeg går i Østre Gasværk Tater. Gasværk er på det punkt noget helt andet og kan noget helt specielt – også rent scenografisk, hvor jeg virkelig har mulighed for at kunne se de helt små ting. Om det så er fremstillingen af en hest med to ben, der skal ride af sted med Skammerens datter Dina (Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose) og drageridderen Drakan (Morten Hemmingsen), eller en dør, der udgør det for at være et hus, så sidder jeg spændt og venter. For jeg ved bare aldrig helt, hvad jeg kan forvente, og hvordan stykket vil gøre brug af rekvisitterne — og deri ligger der for mig en kæmpe del af oplevelsen.

Skammerkræfterne river mig med

Skammerens (Nastja Arcel) tilstedeværelse på scenen er for mig noget af det mest intense ved hele stykket. Når skammerkræfterne fylder rummet, finder jeg mig selv gang på gang tryllebundet i et væld af farver, flakkende lys og fortryllende toner, der på en og samme tid virker lokkende og skræmmende. Uhyggen som breder sig, hver gang Skammeren eller Dina gør brug af deres skammerkræfter og synger sangen ‘Se mig i øjnene’, tager pusten fra mig og river mig med, som var det mig selv, der blev holdt fast ved deres blikke. Den mørke og dystre stemning, samt folkets skældsord som ”Heks!” og ”Djævleunge!”, får mig samtidigt til at tænke på Leif Esper Andersens bog ‘Heksefeber’, der beskriver heksejagten, som den tog sig ud tilbage i tiden.

På samme måde er ensomheden, i Dinas sang ‘Alle kan vel trænge til en ven’, så enorm stor, at den rammer mig hårdt i brystet og gør mig tung om hjertet. Jeg kastes ved hjælp af lyset og musikken i hendes sted, med en følelse af pludselig at være helt alene, og jeg føler med eet sangens hjerteskærende tristhed og alvor.

En lysning med bud om håb i ensomheden

Det største øjeblik for mit vedkommende bliver, da Dina, og hendes nye veninde Rosa (Sara Viktoria Bjerregaard Christensen), synger duetten ‘En ven er en ven’, om ikke mere at være alene, nu da de har hinanden. Jeg ved, at et stykke, med en sang som denne, kan noget særligt, når det på den måde formår at indhylle mig i kuldegysninger og gåsehud fra top til tå — på trods af at der var super varmt i salen. Dina og Rosa rørte mig således fra inderst til yderst med deres smukke, indtagende og klare stemmer – hver for sig enestående, men intet mindre end helt igennem fantastiske, som når de forenes i duetten ‘En ven er en ven’. Noget godt sker og spreder sig i min krop, som en lysning med bud om håb i ensomhedens tætte mørke, som en blomst, der formår at blomstre på trods af strenge kår.

Helt uundværlige indslag med sjove dyr

Skammerens datter er imidlertid ikke kun dystopi og uhygge. Ved hjælp af ganske få midler, men helt uundværlige indslag med dyr, flettet ind i den ellers dystre fortælling, formår stykket yderligere at frembringe smil og grin hos mig, med en humor der falder i god jord i salen, og i det hele taget gør sig godt sammen med resten af fortællingen. Altid godt at få grinet lidt.

Lad forventningerne blive derhjemme

Min intention om at gå ‘Skammerens datter’ i møde uden for mange forventninger, har virket ganske udmærket. Jeg har kunnet lade mig både overraske og undre, og det til stor glæde og fornøjelse. Jeg er faldet pladask for Simon Mathews fortolkning af Nicodemus Ravens, også kaldet Nico. Jeg har moret mig ved synet af Drakans mor Dama Lizeas (Hanne Hedelund) overdådige kjoler og ladet mig fængsle af stykkets sange med de mange flotte stemmer, som har betaget og ramt mig, men heldigvis endnu ikke helt har fortonet sig i mit indre.

Allerede nu kan jeg sige, at musikken fra ‘Skammerens datter’ er noget af det, som jeg vil kunne sætte mig ned og lytte til igen og igen. Jeg har lyst til at lære flere af teksterne udenad, genhøre Drakans høje toner fra ‘Dommen’, titelsangen ‘Skammerens datter’ eller Nico, Rosa og Dinas fællessang ‘Min familie’, på samme måde som jeg gennem tiden har taget musikken fra Sebastians ‘Cyrano’ eller Eventyrteaterets musik til stykket ‘Elverhøj’ til mig.

Skammerens datter har for mig været en fantastisk forfriskende, berusende gennemført, overvældende nervepirrende og eventyrlig oplevelse, som jeg klart vil anbefale til alle, der tør mærke ensomhedens og uhyggens mørke og spænding, men samtidigt har øje for lyset i mørket.

Musikken til ‘Skammerens Datter’

Tracklisten på cd’en kommer til at se ud som nedenstående. Der er enkelte udeladelser af et par repriser, ellers svarer den til forestillingen angående rækkefølge:

1. DOMMEN
2. ALLE KAN VEL TRÆNGE TIL EN VEN
3. SKAMMERENS DATTER
4. ALLE KAN VEL TRÆNGE TIL EN VEN – REPRISE
5. DRIKKER NATTEN VÆK
6. MIN FAMILIE
7. SKIDENSTAD
8. REJSEN TIL DUNARK
9. DRACO, DRACO
10. SE MIG I ØJNENE
11. DRAGEKAMPEN
12. RAVNEN & DRAGEN
13. UD AD DØREN OG TIL VENSTRE
14. FINGRENE VÆK FRA DET HÅR
15. SKIDENSTAD – REPRISE
16. KAN DU SE MIG
17. JEG TA’R SKAMMEN FRA DIG
18. EN VEN ER EN VEN
19. DOMMEN – REPRISE
20. ROSAS FARVEL
21. SKAMMERENS DATTER – REPRISE