‘Beautiful Creatures – Stormvind’ (Caster Chronicles 1) af Kami Garcia og Margaret Stohl

‘Beautiful Creatures’/’Caster Chronicles’: Der er ikke noget, der kan erstatte ’Harry Potter’ eller ’Twilight’, men det betyder ikke, at der ikke kan komme noget nyt. Jeg tror godt, at ’Beautiful Creatures’ kan blive den næste store franchise – den har den forbudte kærlighed, fantasy og spændingen. ‘Twilight’ var en stor del af mit liv, men jeg tror bestemt, at jeg vil være en af dem der bliver vild med ’Beautiful Creatures’-serien. Jeg synes, den er utrolig godt fundet på, og den har en meget smuk og god historie.

Af Natacha

Titel:

‘Beautiful Creatures – Stormvind’

Forfatter:

Kami Garcia
Margaret Stohl

Oversat af:

Stig W. Jørgensen

Originaltitel:

‘Beautiful Creatures’ (Caster Chronicles #1)

Sider:

576

Udkom:

November 2012

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:








Ethan Wate er 16 år gammel. Han har mistet sin mor, og hans far har låst sig væk fra resten af verden. Den eneste han har tilbage, er hans erstatningsmor Amma. Ethan har på det seneste drømt om en helt fantastisk pige, og da Lena Duchannes flytter til Gatlin, finder Ethan ud af, at hun ikke bare er en drømmepige, men virkelig.

Der går ikke lang tid, før Ethan og Lena forelsker sig og finder ud af, at de er som skabt for hinanden. De kan læse hinandens tanker, og sammen ser de 150 år tilbage i tiden på et par fra den amerikanske borgerkrig. Men Lena er ikke en helt almindelig pige, og på hendes 16 års fødselsdag sker der noget, der vil ændre hendes liv for evigt — og Lenas fødselsdag kommer tættere og tættere på.

Sker ikke så meget først

Det første stykke af bogen, synes jeg var lidt kedeligt. Jeg ved godt, at bogen er på næsten 600 sider, så den er lang, men eftersom Ethan og Lena er hele bogens handling, synes jeg, at de skulle have fundet sammen før. Der var flere gange, hvor jeg sad og kørte lidt træt i bogen, fordi jeg vidste de ville finde sammen, men bare ikke havde gjort det endnu. Da jeg nåede igennem 200 sider, vendte det så op og ned på det hele. Historien blev mere og mere spændende.

Anderledes

‘Beautiful Creatures’ er en anderledes bog i forhold til andre. For mig var der især tre ting, der skilte sig ud: Den første ting der fangede mig var, at man ser det hele gennem Ethans øjne. Det er meget normalt, at det er en jeg-fortæller, men hvis man sammenligner med ’Twilight’ og ’The Hunger Games’, er det en pige, der fortæller. Jeg synes, det fungerer utrolig godt, at man for en gang skyld ser det gennem en drengs øjne. Du hører om, hvor forelsket han er i Lena, og at han vil gøre alt for hende. Mange tror, det kun er piger, der er sådan, men her finder man ud af, at det er begge køn.

Den anden ting jeg lagde mærke til er, at der er mange detaljer med. Selvfølgelig er der også mange detaljer med i andre bøger, men så synes jeg, at det mest er hvordan der ser ud. Her er det om personerne. Ethan bruger meget tid på at fortælle hvordan personerne ser ud, især hvordan Lena ser ud. Han fortæller meget om hendes kulsorte hår og hendes skønhed.

Den tredje og sidste ting jeg lagde mærke til er, at der er en historie i en historie. Som skrevet, ser Ethan og Lena 150 år tilbage i tiden: de ser et par fra den amerikanske borgerkrig og deres lykkelige og ulykkelige kærlighedshistorie. Historien i historien er én af mine yndlingsting i bogen. Jeg elskede når der kom et tilbageblik, for jeg vidste, at det var vigtigt for historien.

Levede mig ind i bogen

’Beautiful Creatures’ gjorde et eller andet ved mig, da jeg læste den. Jeg levede mig fuldstændigt ind i bogen. Lena er den nye pige, og hun bliver derfor udstødt af den lille by Gatlin. Jeg sad og blev indebrændt og rystede i hele kroppen – jeg ønskede virkelig, at der var nogen der ville gøre noget, for jeg fik ondt at Lena. Jeg sad for det meste og læste bogen om aftenen, og lad mig bare sige: Lad være med det. Jeg sad flere gange og måtte kigge mig over skulderen; ikke fordi bogen er ekstremt uhyggelig, men fordi forfatterne har beskrevet det så godt, at jeg troede på det.
Nogle kapitler læste jeg også op for mig selv, jeg gjorde det endda med stemmer. Jeg tror, folk ville have syntes, at jeg var underlig, men det gjorde bare bogen så fed at læse!

Uddrag af ‘Beautiful Creatures – Stormvind’

”Ups.” Emily bøjede sig ned efter en slidt spiralnotesbog, der kun var en enkelt flænge fra at miste omslaget. Hun holdt den væk fra sig, som om det var en død mus. ”Lena Duchannes. Hedder du det? Jeg troede, du hed Ravenwood.”
Lena hævede langsomt blikket. ”Må jeg få min bog igen?” Emily bladrede i den, som om hun ikke havde hørt hende. ”Er det din dagbog? Eller er du forfatter? Hvor er det lige sejt.”
Lena rakte hånden frem. ”Må jeg få den?” Emily smækkede bogen i og holdt den væk fra hende. ”Kan jeg lige låne den et øjeblik? Jeg vil bare så gerne læse noget, du har skrevet.”
”Jeg vil gerne have den tilbage nu. Tak.” Lena rejste sig. Det var ved at blive interessant. Gamle Ravenwoods niece var ved at grave sig en grav, som man ikke kunne slippe op fra igen. Ingen havde en hukommelse som Emily.
”Først skal du nok lære at læse.” Jeg snuppede notesbogen ud af hånden på Emily og rakte den tilbage til Lena.
Så satte jeg mig ned ved bordet ved siden af hende, lige midt i ingenmandsland. Siden med det gode øje.

Filmatisering

Selvom der kunne have været lidt mere spænding i starten, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg gerne vil læse de næste bøger. ’Beautiful Creatures’ er en serie på fire bøger, og jeg tror kun, at de kan blive bedre. De næste tre bøger er kortere og så har Ethan og Lena jo fundet sammen/lært hinanden at kende, det er de to ting der trak ned i den første bog, og det er lavet om i de næste. ’Beautiful Creatures’ er blevet filmatiseret og får biografpræmiere i februar 2013. Da jeg så traileren, fik jeg næsten kuldegysninger. Nogle af skuespillerne er slet ikke i nærheden af, hvad jeg havde forestillet mig, mens andre af dem var præcis, som jeg havde tænkt.


Comments

2 svar til “‘Beautiful Creatures – Stormvind’ (Caster Chronicles 1) af Kami Garcia og Margaret Stohl”

  1. Hej Natascha
    Jeg har også selv skrevet en boganmeldelse af Beautiful Creatures, og jeg synes at du kommer med nogle rigtig gode begrundelser. Jeg har det også på samme måde som dig, altså jeg synes og at den er lidt langtrukket i starten, men jeg er stadigvæk også helt vild med Beautiful Creatures. Du kunne dog godt have skrevet mere om personerne. Super godt med et citat fra bogen.
    Mvh
    Laura

    1. Natacha Avatar
      Natacha

      Hej Laura!
      Dejligt at høre, at du synes godt om min anmeldelse og at jeg har gode begrundelser. Jeg vil meget gerne læse din, også. 🙂
      Ja, jeg kunne måske have skrevet om personerne, men jeg valgte andre vigtige elementer også, synes jeg. Personerne var efter min mening kedeligt beskrevet, men spændende som personer, deres handlinger f. eks.
      Ja, jeg synes at historien er helt fantastisk, men de laver desværre bøgerne for lange i forhold til deres indhold. Har du læst de sidste? For jeg har kun læst de to første, og er i tvivl, hvorvidt om jeg vil læse videre.
      Mvh. Natacha

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.