For anden gang åbnede TIVOLI dørene for deres ekstra sæson, Halloween, som nok må siges at være en tradition allerede. Halloween-temaet åbnes om fredagen, når børnenes efterårsferie begynder og Kulturnatten i København løber af stablen.

Vejret har været helt utrolig godt indtil videre, og derfor var der i første weekend også ekstra mange besøgende i haven; en popularitet som allerede kan sidestilles med TIVOLIs julemarked.

En keltisk tradition

Mange vil nok tro, at Danmark er ved at blive mere og mere “amerikaniseret”, ved at vi nu ikke længere kalder den 31. oktober for Allehelgens Aften, men nu kalder det Halloween.

Men rent faktisk kommer traditionen fra Kelterne i Irland og Skotland, der fejrede aftenen, fordi det er den tid på året, hvor der er størst mulighed for kontakt med den spirituelle verden og det magiske.

Traditionen blev sidst i det nittende århundrede bragt til Nordamerika med immigranterne, og næsten hundrede år efter tog enkelte vestlige lande dagen til sig som en helligdag, hvilket vi dog endnu ikke har gjort i Danmark.

Navnet “Halloween” er afledt af ”All Hallows’ Eve”, som er aftenen før ”All Hallows Day” eller ”All Saints Day”.

Happy Halloween