Anne-Marie Donslund: Saras stil

Saras stil: Når ens mor bliver syg og man skal bo hos nogle andre man ikke kan lide.

AF PETER HENRICHSEN

Sara er næsten 13 år, da hun og hendes bror, William, må flytte over til morens kusine for en periode. Saras mor er nemlig blevet skudt ved et røveri på pizzeriaet hvor hun arbejder. Heldigvis er hun ikke livsfarligt såret, så Sara ved godt at hun ikke mister sin mor.

Opholdet hos Dorthe er rædselsfuldt

Alligevel er det en ret stor krise for Sara, for opholdet hos Dorthe er nemlig rædselsfuldt. For det første er Dorthe meget kristen, og læser højt af Guds ord for dem inden de skal sove, og for det andet er Dorthe mest på sin egen datters, Lauras, side. Det bliver ikke bedre af, at Sara synes at Laura svigtede hende på deres sidste ridelejr, og nu er Laura virkelig kommet i puberteten, har fået menstruation, store bryster, går i G-strengstrusser og fjanter rundt med den meget ældre Christian henne på rideskolen. Når man bliver så tosset i hovedet af puberteten, ønsker Sara, at hun aldrig selv kommer det!

Hvordan det er at være 12 år

Saras stil er ikke, som nogen måske kunne tro, en børnekrimi hvor Sara skal opklare hvem der skød hendes mor og røvede pizzariet. Heldigvis er det kun en sidehistorie, for hovedhistorien er meget mere spændende. Den handler nemlig om hvordan det er at være 12 år, når man endnu ikke er trådt rigtigt ind i puberteten, mens alle andre ikke snakker om andet.

Den nysgerrige lillesøster der vil lege

Sara er stadig den nysgerrige lillesøster, der har opsnappet at storebror lurer på internetporno, og som hellere vil lege med Laura. Men Laura gider hende ikke mere, og dét, at veninderne skifter i den periode, er en stor udfordring for Sara. Når hendes mor så hele tiden fortæller historien om hendes egen første menstruation, blive det selvfølgelig for meget. Det handler om, at man selvfølgelig skal være forberedt på at der sker nogle ting med én, når man kommer i puberteten, men at man også skal have lov til at være i fred, være sig selv og være barn, indtil man får sin første menstruation.

Selve krimigåden der er indlagt i historien, synes jeg bliver lidt komisk og skiller sig ud fra de ellers utrolig flotte socialrealistiske skildringer. På den anden side er jeg heller ikke i målgruppen, og der skal selvfølgelig også være noget spænding der holder de yngre læsere fast. Jeg havde bare håbet på et lidt mere realistisk plot.

En vigtig bog om at stå lige før puberteten

Saras stil er en rigtig vigtig bog. Som oftest skildrer ungdomsbøger hvordan det er, at træde ind i puberteten, mens Anne-Marie Donslund griber fat i emnet et niveau før, nemlig i denne børnebog om hvordan det føles at stå tilbage i ensomhed, når veninderne overhaler en, og kommer først i puberteten. Både med hensyn til puberteten, morens skudulykke, og det sorte arbejde i pizzeriaet, får Anne-Marie Donslund vist, at alle dem der står tilbage og er tilskuere til livets store begivenheder, har lige så mange følelser i klemme, som dem tingene går direkte ud over. Og at frihedshungrende mødre måske bør tænke lidt mere på deres børn, end på sig selv.

Saras stil er første bog i serien om Sara. Der er indtil videre to bøger, den anden bog hedder Sara og rideskolens musical . Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.


Comments

2 svar til “Anne-Marie Donslund: Saras stil”

  1. min kommentar er at jeg syntes det er en rigtig god side hvor man kan finde meget om bogen den passer meget god til mig fordi jeg skulle lige presis skrive en boganmeldese og saras stil

    1. Peter Kock Henrichsen Avatar
      Peter Kock Henrichsen

      Hej Maria 🙂

      Det er super dejligt at høre! Mange tak skal du have. Rigtig god fornøjelse med din boganmeldelse. 🙂 Hvis du får lyst til at læse andre bøger af Anne Marie Donslund, så har vi faktisk anmeldt dem alle sammen. Næste bog om Sara hedder “Sara og rideskolens musical”. Du kan finde dem her: https://kulturforunge.dk/boganmeldelser/

      Mange hilsner Peter, Kultur For Unge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.