“Aladdin”: Så bliver historien om Aladdin genudsendt på DVD. Hovedpersonerne og specielt sangen “Et helt nyt liv”, fremkalder den ægte Disney-stemning, hvor man får en tåre i øjet. Ekstramaterialet er dog næsten sparet helt væk.

AF PETER HENRICHSEN

Så er Aladdin tilbage sammen med Jasmin, ånden Genie og aben Abu. En spillefilm der fik så stor succes, at der blev udgivet yderligere to Aladdin-tegnefilm, så Aladdin faktisk er blevet en trilogi. Aladdin og ikke mindst Genie var så populære, at de også blev brugt i adskillige små selvstændige historier, som er blevet vist i igen og igen i DR’s ”Disneysjov”. Vi er tilbage til todimensionel tegnefilm fra 1992, men faktisk kan mange unge bedre lide de gamle tiders nostalgiske, og lidt mindre detaljerede tegnefilm, fremfor de moderne animationsfilm, der virker meget perfekte og rene i udtrykket.

Historien alle børn kender

Den mystiske historie fra Orienten kan de fleste børn nok udenad. Sultanens dejlige datter, Jasmin, har alt undtagen frihed og kærlighed, og en aften hun stikker af fra paladset, og møder Aladdin. De bliver forelsket i hinanden, og finder den mystiske lampe, hvori den skøre ånd Genie har til huse. Genie bliver sluppet fri, og med et flyvende tæppe som transportmiddel, bliver vores venner nu jagtet af sultanens lumske rådgiver Jafar.

Suveræne danske stemmer

De danske stemmer på en tegnefilm betyder voldsomt meget. På Aladdin kunne de ikke være bedre valgt. Søren Launbjerg er Aladdin, Ilia Swainson/Louise Nordby er Jasmin, Kurt Ravn er peddler, Ove Sprogøe er sultanen og allerbedst er Preben Kristensen som Genie.

“Instruktørerne er Ron Clements og John Musker, der også har instrueret ”Prinsessen og Frøen”, der får premiere i biograferne den 11. februar”

Bedste Disney-duet nogensinde

Instruktørerne er Ron Clements og John Musker, der også har instrueret ”Prinsessen og Frøen”, der får premiere i biograferne den 11. februar, og Aladdin vandt en Oscar og en Golden Globe i 1993 for ”Bedste Musik” og ”Bedste sang”. Tonerne fra ”Arabiens Nat” får også én til automatisk at synge med på omkvædet, uden man ved hvor ordene kommer fra. Og ”Et helt nyt liv” er måske den smukkeste Disney duet der nogen sinde er lavet.

Sing Along jo men altså

Aladdin er altså en fuldstændig toptunet tegnefilm, selv her 18 år efter førsteudgivelsen. At vi ikke udløser den sidste stjerne, skyldes at ekstramaterialet er noget af det dårligste set på en Disney-klassiker længe. På coveret står der ”Sing Along for hele familien”, og man får en forestilling om, at det næsten er en slags ”Sing Star” der er indlagt. Det er ikke andet end filmens sange med undertektster på. Fint nok at have, men absolut ikke det som det bliver peppet op til. Heller ingen små Disney-spil, bag filmen, eller noget som helst andet. Det kunne have været fedt at se sangerne synge ”A whole new world” ind i studiet. At høre instruktørernes og animatorernes kommentarer om filmens tilblivelse, men ak nej. Heldigvis er selv tegnefilmen i topklasse, og én af de Disney-film man er nødt til at vokse op med.








“Aladdin”

Disney-klassiker nr. 31

• Lyd: Dansk / norsk / engelsk / spansk
•Tekst: Dansk / norsk / engelsk / spansk

Ekstramateriale

Disney sange
• Et helt nyt liv
• Arabiens nat
• En ven som mig
• Et skridt foran
• Prins Ali