New Moon 2 disc special edition: Så kom New Moon endelig på DVD, og denne gang har man husket alt ekstramaterialet: hele to fantastiske timer udover selve filmen. Det triste er, at man igen har man valgt ikke at tekste ekstramaterialet.

‘New Moon’

Instruktør: Chris Weitz

Genre: Romantisk drama

Spilletid: Film: 125 min. Ekstramateriale: 122 min.

Distributør: Nordisk Film

Premieredato: 23. marts 2010

Af Peter Kock Henrichsen

Med udgivelsen af New Moon på DVD har man nu lært at smide alt ekstramaterialet på første gang. Twilight blev jo først udgivet på DVD med en skrabet omgang ekstramateriale. Selv om der eksisterede en 2 disc special edition i udlandet, gik der yderligere et halvt år før de mange fans store ønske blev til virkelighed, og man i Danmark udgav Twiligth Deluxe 2 disc edition. Med udgivelsen af New Moon har man nu lært, at Twilight-fans vil have ekstramateriale, MEGET ekstramateriale, og derfor er der nu smækket over to timers ekstramateriale på New Moon 2 disc special edition.

Ekstramateriale uden tekster

Ekstramaterialet på New Moon har dog samme fejl som Twilight-ekstramaterialet har: der er ikke mulighed for at få tekster på! Selvfølgelig har man engelsk-undervisning i folkeskolen, men der er stor forskel på at læse og forstå engelsk i 6. – 9. klasse, og så forstå hurtig talt amerikansk direkte på TV. Der vil gå mange detaljer tabt for de yngste af de unge seere, og det er ikke fair når man har købt en 2 disc special edition af filmen.

Stuntkvinder og ulve af pap

Først og fremmest indholder ekstra-disc’en seks korte og lange dokumentarer om hvordan film-holdet har lavet New Moon. Alle skuespillerne fortæller hver især om hvordan de har lavet mange af deres scener. Vi ser hvordan en stuntkvinde laver et enormt spring fra en silo, for at computere derefter kan lave det om til Bella’s klippespring i havet. De computeranimerede varulve er er selvfølgelig heller ikke med i optagelserne, så vi ser også hvordan skuespillerne spiller mod papfigurer af ulve. Virkelig spændende alt sammen.

Musikvideoerne

Jeg synes det er ret fedt, at have musikvideoer i høj, flot opløsning, som man kan afspille på et stort fladskærms-TV når vennerne er på besøg, modsat den elendige YouTube-kvalitet vi til daglig lader os nøje med. Death cab for cutie “Meet me on the Equinox” er klart den bedste, Anya Maria’s “Satellite Heart” er godt nok vag og kedelig, næsten kun med billeder fra filmen, og ligeledes Muse’s øvevideo i sort/hvid – intet engagement, blot en øver. Muth Math der spiller mens de kører rundt i en varevogn er ok, men det er et nummer fra Twilight, så samlet set er det lidt tyndt, at kun én video ud af fire, rigtig holder.

“Vi ser hvordan alle de veltrænede varulve med sixpack-maver laver de intense scener med Bella. Her damper det virkelig af varme overkroppe og sex.”

Varulve med sixpacks

De 25 minutter med “Extended scenes”, viser alt det som blev klippet bort fra filmen, hvilket også er enormt spændende. Så kan man selv vurdere om redigeringsteknikeren har lavet sit arbejde ordentligt, eller om man gerne ville have haft scenen med i filmen. “Becoming Jacob” har vi allerede set på Deluxe udgaven af Twilight. “Introducing the wolfpack” er nok det aller hotteste klip for pigerne. Vi ser hvordan alle de veltrænede varulve med sixpack-maver laver de intense scener med Bella. Her damper det virkelig af varme overkroppe og sex.

Bag om filmen i Toscana

“Shooting in Italy” er en skøn dokumentar fra det idylliske Toscana i Italien, hvor filmens sidste scener foregår. Der er over 1000 statister i røde kåber, der skal tage sig rigtigt ud mens Bella redder Edward. Vi ser hvordan de styrer lyset, kameraerne og følger story-board’et trin for trin. Fascinerende. Sidst på DVD’en med ekstramateriale ligger der et “sneak peak”, altså et smugkig, fra optagelserne til den tredje film, Eclipse. Der er masser af action, romance og jalousi på vej.

Vurdering

Alt i alt er “New Moon 2 disc special edition” en udgivelse hvor man får virkelig meget for pengene. Som Twilight-fan skal man jo have filmen alligevel, og når man så kan få to timers ekstramateriale med, der er så spækket med detaljer, at det kan ses mange, mange gange, ja, så er der rigtig mange timers underholdning samlet set. Hvorfor man ikke har tekstet ekstramaterialet er os en gåde — det ryger der en stjerne på.

Læs også anmeldelsen af “New Moon”

New Moon – 2 disc special edition DVD

Disc 1:

  • New Moon, filmen
  • Kommentarspor med instruktør Chris Weitz og redigeringstekniker Peter Lambert


Disc 2:

  • Documentary: Life after Twilight (4:16)
  • Documentary: Chris Weitz takes the Helm (3:53)
  • Documentary: The Subtle Details (7:24)
  • Documentary: Time to shine (28:51)
  • Documentary: Tricks of the trade (9:54)
  • Documentary: Ready for the world (7:56)
  • Extended scenes (School Corridor , English Class, Carlisle stitches Bella, Scrap metal, Start of cinema lobby, meeting Laurent, Jack in Bella’s room, Outside Emily’s, Leaving for Italy, Edward meets Volturi, I see you’re still alive) (25:01)
  • Music Videos (Death cab for cutie: Meet me on the Equinox, Anya Marina: Satellite heart, Muse: B&W rehearsal footage of I belong to you, Mute Math: Spotlight (from Twilight soundtrack)) (12:28)
  • Becoming Jacob (5:11)
  • Introducing the wolf pack (8:33)
  • Shooting in Italy (6:43)
  • Eclipse sneak peak (1:56)