Så er det snart tid! Jeg har glædet mig som et lille barn i snart et år. Men nu er ventetiden næsten forbi. Og det er ikke julen, jeg taler om. Næh nej, det er noget endnu bedre. Det er nemlig om 12 dage Harry Potter og Dødsregalierne Del 1, kommer i biografen, og jeg varmer derfor op med at genanmelde Harry Potter og Halvblodsprinsen.

Anmeldt af Lise Theill Warming, 18 år

Titel:

“Harry Potter og Halvblodsprinsen”

Instruktør:

David Yates

Land:

England, USA

Distributør:

Warner Bros.

Premieredato:

17. november 2009

Da min lillesøster var 4 år og jeg var 6 år, fik vi fik læst Harry Potter og de Vises Sten højt af vores mor. Det var i 1998 da bogen lige var kommet på bibliotekerne, og lige siden har jeg været solgt. Jeg blev fra starten draget ind i den fantastiske parallelverden Harry lever i, så anderledes og spændende, og alligevel så familiær og genkendelig, at jeg kunne se mig selv i den. Og det er også derfor jeg er så glad for, at have fået det privilegium at skrive en anmeldelse af Harry Potter og Halvblodsprinsen, som optakt den nært forstående premiere på 7. og (heldigvis alligevel ikke helt) sidste del af filmatiseringen af Harry Potter serien.

Mange grunde til at elske Harry potter

Der er mange grunde til at elske Harry Potter. Historien er absolut fantastisk og indeholder alt hvad en ægte fantasyroman skal. Vi har helten (Harry) og hans hjælpere (Ron og Hermione), vi har den onde (Voldemort), og vi har kærlighedsdramaer (Harry – Cho, og Harry -… Ja, hvis i ikke ved hvem den sidste er, så skal i til at have set 6’eren!). J.K. Rowling formår, med disse grundteknikker, at skabe et helt og sammenhængende univers og en gribende historie, der foregår over 7 store romaner. I sig selv lidt at et mesterværk.

Et mesterværk af detaljer

Men er man nørd som jeg, så ved man at de 7 bøger hænger mere sammen end som så. J.K. Rowling brugte nemlig hele to år på at planlægge bøgerne ned til mindste detalje, før hun gik i gang med skrivearbejdet. Dét bevirker, at man for eksempel i 1’eren, i en lille sidebemærkning, hører om Sirius Black, som har lånt sin motorcykel ud til Hagrid da han henter baby-Harry ud af ruinerne. Et navn man ikke tænkere nærmere over, før han pludselig bliver omdrejningspunktet i hele bog 3. Et andet eksempel er da Dumbeldore i 4’eren, sender noget sølvstrålende af sted med en besked til Hagrid, da Krum ligger bevidstløs i skovkanten efter sit møde med Bartimus Ferm Junior. En detalje vi først får forklaret i 6’eren, hvor det bliver afsløret, at de sølvskinnende patronusser også kan bruges som budbringere.

Aktuelle emner

Noget andet der fascinerer mig, er både bøgernes og filmenes evne til at tage aktuelle emner op. Her tænker jeg både evigt aktuelle emner som kærlighed, identitetsdannelse, loyalitet, venskab m.m., men også emner som terrorisme. Voldemort er en klar terrorist, der ved hjælp af vold, magt og frygt, forsøger at omstyrte den verdensorden troldmændene møjsommeligt har opbygget. En super og anderledes måde at behandle et ellers svært emne på.

“Øh, jeg troede det her var en anmeldelse?”

Du har helt ret kære læser, og jeg skal nok komme til sagen nu! Den sjette Harry Potter film – Harry Potter og Halvblodsprinsen – er, efter min mening, en smule anderledes end de første 5. Dette skyldes at denne film meget er en optakt til den handling der skal foregå i 7’eren, hvorimod de andre bøger har haft mere selvstændige handlinger. I Halvblodsprinsen følger vi igen Harry, Ron, Hermione og co. på troldmandsskolen Hogwarts. Den er mere dyster end de tidligere film, hvilket selvfølgelig hænger sammen med Voldemorts tilbagevenden til de levende i slutningen af 5’eren, men også at Harry jo bliver ældre og mere moden, og hans ansvar dermed er blevet større. Handlingen er en blanding mellem Harrys sociale liv på skolen, og Dumbeldores forsøg på at forberede Harry på, hvad der er i vente.

Teenagehormoner for alle pengene

Ligesom sine fans, er Harry Potter også blevet ældre igennem filmene. Og dette illustreres super fint, og med en god portion humor, i Halvblodsprinsen. Filmen formår at vise de forvirrende forelskelser, og den afgrundsdybe sorg man som ung føler når kærligheden ikke er gengældt – men på en rigtig sjov måde. Selv efter at have set filmen flere gange, sidder jeg og klukker over de kommentarer der flyver rundt mellem alle de mere eller mindre forelskede karakterer. Netop denne humor, godt understøttet af fantastisk musik (masser af harpespil), er med til at gøre filmen mindre dyster, selvom handlingen er blevet mere alvorlig end i de første film.

Det går ikke, kun at rose …

Så derfor vil jeg lige pointere nogle af de meget få mangler Halvblodsprinsen har. Til sidst i bogen er der en ret vild kampscene, som jeg egentlig havde glædet mig super meget til at se. Men den er faktisk sprunget helt over, sikkert grundet tidsmangel. Det er jo forståeligt nok at de ikke kan have alt med, men jeg savnede bare lige et minut eller to, hvor luften blev fyldt af besværgelser og forbandelser. Derudover må jeg lige pointere min irritation over at Lupus har overskæg. Det havde både han og Sirius fra første færd, og det er ualmindelig grimt og upassende. Basta. Som det ses er jeg lidt løbet tør for dårlige ting, så hvis du vil forsøge at finde på nogle selv, så bliver du nødt til at se filmen!

Filmen får selvfølgelig 6 stjerner, inkarneret Harry Potter–fan som jeg nu engang er.

God fornøjelse!

HARRY POTTER OG DØDSREGALIERNE DEL 1