Anmeldelse: A Christmas Carol – på DVD

A Christmas Carol er utrolig flot animeret ‘must see’ animation af Dickens klassiker Et Juleeventyr. Forvent en film for større børn, og en film der skaber eftertænksomhed frem for klassisk animations-underholdning.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“A Christmas Carol”

Instruktør:

Robert Zemeckis

Land:

USA

Distributør:

Disney

Udgives:

9. november 2010

A Christmas Carol hedder Et Juleeventyr på dansk og det er en gammel klassiker fra 1843, som den engelske forfatter Charles Dickens skrev. Et Juleeventyr er opført i utallige film- og teaterversioner. Disneys A Christmas Carol er så den første i 3D-animation, og den blev vist i biograferne for præcis et år siden. Nu er DVD-versionen så kommet, dog kun i 2D, og hvis man har været i biografen og se 3D-versionen, hvor man fløj hen over Londons gader, og bevægede sig op på toppen af et kirketårn, er det lidt en skuffelse at genopleve det på en almindelig fladskærm. Men at 3D-TV-teknologien endnu ikke er hvermandseje, er selvfølgelig ikke Disneys skyld.

En barsk historie kun for større børn

Historien om den nærige Ebenezer Scrooge, der har skubbet folk væk til fordel for penge, er en barsk sag, som livet jo også var dengang i 1843. Jeg havde forventet at filmen var vinklet på en hyggelig, sjov og børnevenlig måde, men det er rent faktisk ikke tilfældet. Det er en film for større børn, teenagere og voksne, med dystre skildringer af fattigdom, nød og død, og der er ikke meget julestemning. Marleys spøgelse i begyndelsen af filmen er ret uhyggeligt, så aldersgrænsen på de 11 år bør man tage alvorligt, med mindre man vil op om natten til børn der har mareridt. Af samme grund har filmen heller ikke dansk tale, og det sætter jo nok en naturlig begrænsning.

Kræver tålmodighed

A Christmas Carol er en stemnings- og oplevelsesfilm med en langsom handling, som kræver voksen tålmodighed. Scrooge har en rigtig flot animeret ansigtsmimik, og man sidder ofte og er i tvivl om det hele nu også er animation, eller der skulle være sneget sig en rigtig skuespiller ind. Jim Carrey leverer en virkelig god accent og stemmeføring til Scrooge – ofte bærer stemmer og intonation alt i animationsfilm, og her passer stemmer og personer perfekt sammen. Animationerne er virkelig flotte, og jeg elsker når Scrooge svæver rundt i sit blafrende nattøj, når spøgelserne tager ham med på flyvetur.

Skaber eftertænksomhed

A Christmas Carol skiller sig ud fra andre animationsfilm, ved at skildre det realistiske liv i 1800-tallet uden at være karikeret. Det vil nok forbavse nogen, at der kan være alvor i animationsfilm, så det skal man lige være klar over. Undervejs når nogle af de animerede personer så kunstige og stive ud i blikket, sad jeg og ønskede mig, at Disney havde filmatiseret historien som rigtig spillefilm med skuespillere, men så var der også mange fantastiske animerede scener jeg var gået glip af, så man kan aldrig se sort/hvidt på det. Computeranimationer bliver bedre og bedre, og undervejs i udviklingen må vi så leve med, at det stadig er svært at efterligne menneskelig bevægelser. Historien er god, jeg elsker Et Juleeventyr og moralerne med at være nærværende og medmenneskelige mens man har livet. A Christmas Carol er et ‘must see’, men forvent en film der skaber eftertænksomhed frem for klassisk animations-underholdning.

Ekstramateriale

• Capturing Dickens: A Novel Retelling – Journey Through The Creative Process And See How This Time-Traveling Holiday Ghost Story Came To Life
• On Set With Sammi — A Kid’s Eye View Of An “Anything-But-Average” Day
• Deleted Scenes

Lyd: Dolby Digital 5.1 Engelsk / spansk / islandsk / portugisisk
Tekst: Dansk / norsk / svensk / finsk / engelsk / spansk / islandsk / portugisisk

(Bemærk: Medierådet for børn og unge har fastsat traileren til 7 år, mens selve filmen er sat til 11 år.)


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.