Anmeldelse: Michael

Michael Jackson’s “Michael”: Når man udgiver et album med navnet Michael Jackson på, så afgiver man et løfte. Et løfte om kvalitet, kreativitet, genialitet og selvfølgelig at det er ham der er på albummet. Der er mange fine sange på dette album, men der er ikke mange geniale glimt, og så er der et stort problem med 3 af sangene.

Anmeldt af Christina Ihler Madsen

Titel:

“Michael”

Kunstner:

“Michael Jackson”

Distributør:

Sony Music

Udgives:

10. december 2010

Dette er nok den mest ambivalente anmeldelse jeg nogensinde kommer til at skrive. På den ene side er jeg vildt begejstret over at høre nye sange fra den mest legendariske kunstner i verden. På den anden side, så afgiver man automatisk et løfte, når man bestemmer sig for at udgive musik fra en perfektionistisk afdød superstjerne. Løfter, der på mange måder kan være blevet brudt på denne udgivelse.

Håbet om en ny æra blev revet fra os

For 2 år siden sad jeg i mit hjem fuld af glæde over at jeg havde fået reddet mig en billet til This Is It-koncerten. Endelig fik vi nyt fra Michael Jackson og med dét, et håb om at genopleve den æra som hans navn associeres med. Alt det blev revet fra os en aften i juni 2009.

Halvandet år efter ramte nyheden om at Sony nu havde samlet et album af uudgivede numre fra den afdøde konge. Som så mange andre fans, var jeg stået tidligt op for at høre en preview fra det nye album, sangen Breaking News. Mens kroppen pumpede af spænding, satte jeg mig til rette med mine BOSE hørebøffer og klikkede ind på Michael Jacksons officielle hjemmeside. Sangen startede godt ud med et beat der rykkede i kroppen, men pludselig sank mit hjerte. Stemmen var ikke det jeg havde regnet med, det var ikke Michael Jacksons stemme der ramte min øregang.

Breaking News debatten brød ud i lys lue

Fans over hele verden begyndte nu at diskutere: én gruppe med overbevisningen at det var Michael Jacksons stemme på sangen, en anden med overbevisningen at det delvist eller slet ikke var Michael Jackson og en tredje gruppe hvor tvivlen var total, og som derfor ikke anede hvad de skulle tænke.

Dette blev suppleret med indspark fra store dele af Jackson-familien og produceren Teddy Riley. Jackson-familien forklarede, at selvom de støttede albummet, så var der 3 sange som de ikke mente var Michael men en imitator. Produceren Teddy Riley som havde produceret 2 af de nævnte numre, forklarede at han ikke havde været tilstede da de blev indspillet, men at han var ret sikker på, at det var Michael Jackson der sang.

Hertil kom Sony med en laaang forklaring om alt hvad de havde gjort for at verificere sangenes ægthed. De havde haft et møde med producere og folk der havde arbejdet med Jackson, og at de havde sendt sangene til audiologer, som alle verificerede at det var ham. Problemet med dette var bare, at Jacksons nevø, Taryll Jackson, og produceren Cory Rooney, der også var til det møde, protesterede og sagde, at flere havde stillet spørgsmålstegn ved sangen til det møde, og at de ikke mente det var ham.

Navnet Jason Malachi, en MJ stemme imitator blev hurtigt nævnt som en mulig sanger, da hans sangtendenser viste sig at passe uovertruffent på de 3 sange. På trods af protester fra mange fans og Jackson-familien, valgte Sony alligevel at inkludere de 3 sange. De skulle være blevet optaget i 2007 og kommer alle fra samme producer, en mand ved navn Eddie Cascio, hvis familie var tætte på MJ i mange år.

”Michael” starter roligt ud

Albummet ”Michael” som i Danmark udkom den 10. december er prydet med et maleri, specielt bestilt af Michael Jackson selv, men som han desværre ikke selv nåede at se. Den portrætterer hans liv og karriere, samt vigtige mennesker i hans liv. Det er et flot maleri, men det havde trods alt nok passet lidt bedre til et opsamlingsalbum.

Albummet sparkes ikke som traditionen tro i gang med et hurtigt hæsblæsende nummer, men med den mere opløftende duet “Hold My Hand”. Dette er en sang som MJ og Akon sammen støbte i 2008 i Las Vegas, men da den ufærdige version leak’ede på internettet lagde de projektet på hylden – heldigvis ikke for evigt. Denne velproduceret udgave er virkelig lækker, deres stemmer harmonerer overraskende godt og budskabet er meget passende. Jeg fanger mig selv i at sidde og synge med og svinge fra side til side.

Hollywood tonight kickstarter albummet

“Hollywood Tonight”, starter ud med et kirkekor og en beatbox’ende Michael, Ja han kunne også beatbox’e, og flyder hen i en club-sang om en pige som søger lykken og berømmelsen i Hollywood. Selvom vokalen til tider bliver lidt for elektrificeret for min smag, er sangen helt klart et hit.

I sangen ”(I like) the way you love me”, hører man Michael igennem et telefonrør forklarer hvordan sangen skal lyde. Dette er en skøn intro som også giver et godt indblik i hans arbejdsproces. Når han fandt ud af hvilken rytme og lyd hans sange skulle have, beatbox’ede han sangen og ledte så efter instrumenter der kunne lave den lyd. ”Best of joy” er den sang han var i gang med at arbejde på, da han desværre gik bort. Vokalen som til forveksling lyder som en blanding mellem Michael og Janet Jackson, er spændende. Selvom man godt kan høre, at han ikke var helt færdig, så er det en sød kærligheds erklæring, som afsluttes med den passende sætning ”I am forever”.

“Another day” er en rocksang som blev lavet med musikeren Lenny Kravitz. Det er et udmærket nummer men lyden er klart mere hen ad Kravitz’s stil. Der er en ganske fed guitarsole og vokalen er god, men sangen føles lidt som om at den gentager sig selv i længden, uden at man er blevet revet med.

De bedste sange kommer først til sidst

Til sidst kommer mine absolut yndlingssange som begge er fra 80erne. Uptempo-sangen “Behind the mask”, er bygget på Yellow Magic Orchestra’s sang af samme navn. Den er simpelthen genial, jeg kan ikke undlade at skråle med og blive i virkelig godt humør. Vokalen er lækker, beatet og saxofonen er forfriskende og i det hele taget lader jeg mig rive med. Ikke engang tilføjelsen af en lydfil fra History-koncerten påvirker sangen i negativ retning. For mig er dette en sang som fortjener at blive udgivet, jeg elsker den.

Alting har jo en ende, og det har denne CD også. Slutsangen “Much too soon” burde efter min mening være titelsangen til dette album. Den er den smukkeste og reneste sang på albummet. Der er ingen forstyrrende elementer, bare en lækker rørende vokal og en enkel musikalsk støtte som forenes i en skøn harmoni. Sangen ender dog desværre lige som Michaels liv: much too soon.

3 sange lyder mere som en imitator

Det er min personlige overbevisning at det ikke er Michael Jackson, der synger lead vokalen på “Breaking news”, “Keep your head up” og “Monster”. Af den simple grund, at det ikke lyder som Michael Jackson, det lyder som en der forsøger at synge som Michael Jackson. Det er svært at forklare præcis hvad det er jeg hører, men det er især vibratoen den er gal med, skiftene til højere tonelejer og måden der bliver forsøgt at synge aggressivt på. Jeg har hørt MJ synge på demoer, til live koncerter, gennem telefonrør, i lav-kvalitets videooptagelser og så videre. Aldrig har han haft tendenser til at hakke i sine vibratoer og lyde flad og forceret som på disse sange. Han kunne dog godt have haft fingrende i en hel del af beats’ne, rytmerne og nogle af teksterne.

Den første af de 3 sange er også den mest vellykkede. Vokalen på “Keep your head up” er overbevisende godt lavet, så meget at jeg i første omgang troede det var Michael Jackson der sang, men sammenligner man vokalen og især vibratoen med den efterfølgende sang ”(I like) the way you love me”, så er det helt tydeligt, at den også er helt gal med denne sang. Michael Jackson havde en af de mest perfekte vibratoer, den var flydende, sammenhængende og naturlig. Ligegyldig hvilke omstændigheder eller lydkvalitet det er optaget i, så har jeg aldrig hørt hans stemme opfører sig hakkende, anstrengt og forceret. Men på denne sang er det netop hvad den gør. I sammenligning med Michael Jackson så er det næsten en brægende lyd vi hører.

På “Monster” er det noget mere tydeligt: igen er vibratoen helt forkert, faktisk endnu mere anstrengt og forstyrrende end i den overstående sang. Stemmen lyder fremtvungen og uden sjæl. Hører man andre aggressive sange MJ har udgivet, så er det tydeligt at der ikke er følelser med på samme måde. Sangen er egentlig en god nok, hvis vokalen havde været som den skulle være. Dog er de 30 “HA”-lyde – taget fra “Unbreakable” – forstyrrende og malplacerede. 50 Cent lægger rap til, som på trods af at det er svært at hører hvad han siger, ikke er helt dårlig. Men forventer du en ny thriller, så skal du nok hellere rette dine ører mod “Threatend” fra “Invincible”.

“Breaking News” er sangen der nok altid vil være linket til kontroverserne. Om det er MJ eller ej, så er det albummets svageste sang, hvilket gør det noget bizart at, det var den man valgte at lægge ud som preview for albummet. Denne vokal er den svageste af de tre. Fra første sløvende sætning er det tydeligt at det ikke er en vokal der bør være på et Michael Jackson album. Denne vokal er flad, hoppende og anstrengt. Det er ærgerligt for beatet i starten har virkelig potentiale, men det bliver hurtigt skiftet hen til en lidt ensformigt og kedelig melodi.

Bizar oplevelse

Selvom jeg virkelig ville ønske at det modsatte var tilfældet, så kan jeg ikke få tendenserne på disse 3 sange til at passe med noget jeg nogensinde har hørt fra Michael. Det ville være langt simplere at kunne ligge sig tilbage og nyde albummet for hvad det er, hvis der ikke var denne ubehagelige følelse af at det altså lyder som en imitator på en tredjedel af sangene. Havde du spurgt mig for 2 måneder siden, ville jeg sige at chancen for at dette kunne ske var lig nul, derfor er det så bizar en oplevelse. Er mine fornemmelser rigtige, så kan denne udgivelse være den største skandale i musikhistorien og samtidig et udtryk for en enorm udnyttelse af et ikon. Jeg forstår ikke, at Sony valgte at stole blindt på Cascio-familien og ignorere alt hvad der talte imod.

Overproduktion er selvfølgelig en mulighed, men så har de simpelthen maltrakteret vokalen på et utilgiveligt niveau, og så burde de rå filer bevise hvis det var ham der sang. Men da Jackson familien bad om de rå filer, var de forsvundet. Jeg syntes at det er bemærkelsesværdigt, at albummet er dedikeret til Michaels børn, hans mor og resten af Jackson-familien, når man har valgt ikke at tage deres protester alvorligt. For der er trods alt ingen der kender hans stemme bedre end dem.

Homogent demoalbum

På trods af det ovenstående kontrovers, syntes jeg faktisk at de har formået at få et relativt homogent album som klart har nogle kvaliteter. Det vildeste er næsten at selvom dette album – lavet af demo’er – ikke rigtig er i Michael Jackson-standarten, så er det stadig en af de bedre albums jeg har hørt de seneste år. Havde det været enhver anden end MJ så ville det klart være blevet mere anmelderrost. Men Michael havde sat barren så højt, at hans posthumane selv, ikke kan komme i nærheden af hans storhed.

Trackliste:

01 – Hold My Hand (Duet With Akon)
02 – Hollywood Tonight
03 – Keep Your Head Up
04 – (I Like) The Way You Love Me
05 – Monster (Feat. 50 Cent)
06 – Best Of Joy
07 – Breaking News
08 – (I Can’t Make It) Another Day (Feat. Lenny Kravitz)
09 – Behind The Mask
10 – Much Too Soon