Den første kærlighed: : Bent Haller har skrevet en ny børneroman, hvor Adrian – i en sommerferie på Læsø – oplever sin første kærlighed. Det specielle er, at Andrian forelsker sig en gipsstatue af Venus, der pludselig bliver til kød og blod. Set-up’et lød utrolig spændende, men jeg blev kastet så meget rundt i forskellige genrer, at jeg egentlig aldrig fandt ud af om jeg læste fantasy, et drama, en kærlighedshistorie eller en skæbnefortælling med gys.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘En tordenagtig
forelskelse’

Forfatter:

Bent Haller

Sider:

216

Udkom:

15. april 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:






Adrian holder som vanligt sommerferie på rolige Læsø hos sine bedsteforældre, som han kalder Granfar og Birkemor. Granfar er kunsthåndværker af den gamle type, der kun fremstiller pæne ting, der ligner noget, og ikke klatmalerier, der ligner marmelade. Han arbejder på en gipsskulptur og en ung pige fra “fastlandet” har stået model. Meningen er, at skulpturen til sidst skal laves i porcelæn og sendes til en rig oliesheik i Dubai, som har bestilt den.

Figuren forestiller ‘Venus med den smukke mås’, som Granfar kalder den, og Adrian bliver fuldstændig betaget af den fra første øjeblik. Han er dog ikke meget for at indrømme, at han ligefrem bliver forelsket i Venus. Han må ind og røre ved hende og kysse hende, og i løbet af få timer kan han slet ikke bære, at Venus skal sejles ind til fastlandet allerede dagen efter. Adrian udtænker derfor en plan så Venus kan blive, men pludselig bliver gipsen til kød og blod, Venus bliver levende og Adrian fortæller hende som noget af det første, at de er kærester.

Dengang en sommerferie føltes som et år

‘En tordenagtig forelskelse’ er skrevet i et nemt sprog og med store typer, og er let at læse sig igennem rent teknisk. Skildringen af det rolige Læsø, gør at man gearer fuldstændig ned, og kan mærke roen som man selv havde som barn i ferierne. Det var dengang en sommerferie føltes som et helt år, og man kunne nå indtil flere vilde udforskende ekspeditioner i nabokvarteret, blot på en enkelt dag.

Granfar og Birkemor er skildret meget tydeligt, og et par klippefaste bedsteforældre, der hviler så meget i sig selv, og som har faste normer, regler og menuer, der ikke kan laves om på, er i den grad med til at tegne Adrians trygge univers. Det er den trygge barndom, som mange af os husker og savner når vi bliver voksne, og derfor er gensynet dejligt.

Blanding af realisme og fantasi

Men selve historien bliver en underlig blanding af realisme og fantasi, da Venus vækkes til live. Alle opfører sig egentlig helt normalt undtagen Adrian, og desværre fik jeg store problemer med at forstå hvilken genre jeg befandt mig i. Mine tanker gik på, om jeg skulle acceptere et pudsigt fantasi-univers, om vi måske blot var inde i en drøm, eller om Adrian faktisk var alvorligt psykotisk. Den tryghed jeg først fik i sommerferieparadiset, blev spoleret af Adrians meget dramatiske og spontane handlinger. Jo længere vi kom frem i bogen, desto mere virkede det som en skæbnefortælling og til sidst måske ligefrem en gyser!?

Træk fra ‘Den lille prins’

Der var temaer om venskaber, den første kærlighed og om jalousien, når man mister den man holder af. Og hvis man er til bøger som Antoine de Saint-Exupéry ‘Den lille prins’, hvor næsten alle handlinger er symbolske, så tror jeg man kan gå hen og blive rigtig glad for ‘En tordenagtig forelskelse’.

Desværre fungerede den ikke for mig. Jeg havde meget store forventninger til bogen, da jeg er vokset op med og elsker Bent Hallers ‘Griseøjet’. Jeg er fuldstændig betaget af det unikke univers Bent Haller har skabt, når hovedpersonen i ‘Griseøjet’, Bjørn, bevæger sig ned i dødsriget til sin mormor, og møder alle mulige skæve eksistenser på sin vej. I ‘Griseøjet’ er der dog meget skarpe linjer mellem den realistiske/rigtige verden og fantasy-verdenen.

Genreforvirring

I ‘En tordenagtig forelskelse’ smelter tingende derimod sammen. Blandingen af de helt strikte og regelrette bedsteforældres hjem, på det ligeså konservative Læsø, og Adrians hallucinations-agtige oplevelser, forvirrer mig totalt. Det ene øjeblik føles det som fantasy, det andet som en kærlighedsroman, det tredje som en gyser og det fjerde som et drama fra William Shakespeares tid. Der er mange følelser involveret. Det er sørgeligt, det er morsomt og det er smukt, men det er også langtrukkent. Da Adrian endelig bliver sat i et dilemma, som han vælger at kæmpe sig ud af, begynder det at blive voldsomt spændende. Men da er der kun 20 sider tilbage af bogen, og min frustration skreg: “Hvorfor kommer det spændende plot først nu!?”

Uddrag af ‘En tordenagtig forelskelse’:

– Jeg ved godt, hvem du er, mumlede Adrian.
– Hvem er jeg så?
– Du er Primula, min kæreste, mere behøver du ikke at vide.
– Men hvor kommer jeg fra? Hvordan er jeg havnet her?
Han kunne ikke sige det, at det var ham Adrian, med hjælp fra Gud, som havde givet hende liv, fordi han elskede hende så tordenagtigt højt, at det kun var døden, som kunne skille dem.
– Nu må du ikke blive forskrækket.
– Nej, fortæl mig det. Primula tog hans hånd. – Sig det.

Ikke ligefrem et moderne børnesprog

Måske er der dansklærere, der tager sig til hovedet over at jeg ikke har analyseret mig dybere ind i ‘En tordenagtig forelskelse’, men den her historie efterlod mig mere forvirret end underholdt. Jeg oplevede og forstod mange af Adrians blandede følelser undervejs, men identificerede mig aldrig med ham som person. Han taler heller ikke ligefrem som et barn i 2012, når han siger “Aldrig i mit liv har jeg fået sådan en gardinprædiken” eller “… din manglende skolegang lader meget tilbage at ønske.” Af og til følte jeg det næsten som om jeg læste en roman fra 70’erne. Jeg forelskede mig til gengæld lidt i Venus/Primula midtvejs, men mere blev det ikke til – et samlet billede eller en endelig forløsning fik jeg aldrig ud af ‘En tordenagtig forelskelse’. Jeg vil hellere læse ‘Griseøjet’ en gang mere.