‘Scre4m’: Jeg har ikke set mange gode 4’ere i biografen, men ‘Scre4m’ overraskede mig meget. Det originale cast med Neve Campbell i front, og ikke mindst den afslappede humor, der langsomt blev til blodigt alvor, gav mig en førsteklasses biooplevelse sammen med en masse henrykte teenagere.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Scream 4’

Instruktør:

Wes Craven

Land:

USA

Distributør:

Scanbox

Premieredato:

14. april 2011

Sidney Prescott (Neve Campbell) vender hjem Woodsboro, hvor hun 15 år tidligere gennemlevede sin værste mareridt på byens high school. Den gale Ghostface-morder kendt fra ‘Stab’-filmene myrdede den forældreløse Sidneys venner og veninder i en heftig, sadistisk blodrus, der mest af alt mindede om et spil for fornøjelsen skyld.

Dewey (David Arquette) – der nu er blevet Sheriff Dewey – har nu været gift i hele 10 år, med den ukuelige nyhedsreporter Gale Weathers (Courteney Cox), og der er ingen tvivl om hvem der har bukserne på i det ægteskab. Men idyllen og de glade gensyn varer ikke længe, for der er åbenbart en syg person i byen, der forsøger at gøre de uhyggelige telefonsamtaler og mordene efter, og selvfølgelig i skjul af den gammelkendt ghostface-maske og den sorte kappe. Men denne gang bliver kampene mere lige, for Sidney er i den grad blevet god til selvforsvar, og Gale, der er blevet en endnu mere hårdkogt reporter, bider sig urokkeligt fast i hvert eneste spor morderen efterlader sig.

Gymnasieleveler på Woodsboro High er mere oppe at køre end skræmt. Endelig sker der noget i deres kedelige by, og videooptagelser og reportager om Ghostface-mordene, er noget der giver gode læsertal på elevernes hjemmesider. Nogle af dem skifter dog mening, da en klassekammeraternes villa bliver omdannet til det rene slagtehus.

Gyser-komedie med overraskelse – hele 3 ting

Historien er mægtig rodet i begyndelsen, fordi vi skal præsenteres for en masse af de gamle ‘Stab’-film, men det understreger også at det her jo er en komedie. Scream-filmene har aldrig været ren horror, men snarere en gyser-komedie for alle unge – også dem der egentlig hader gysere. Jeg frygtede, at filmen ville blive ved med at være så pjattet, som når Dewey atter engang optræder som politi-klovnen på glatis, men Scream 4 voksede sig glædeligt nok mere og mere uhyggelig, og til sidst var det ikke kun teenagepigerne der hoppede i sædet, men også mig. En bonus og ikke mindst en hel fantastisk slutning, jeg slet ikke havde turde håbe på.

Ville aldrig være gået uden det originale cast

Instruktøren, Wes Craven, er den samme for fjerde gang i træk, og det er ganske flot, at det er lykkedes ham at samle det originale cast, her 15 år efter den første Scream (1996): Neve Campbell som Sidney, Courteney Cox som Gale og David Arquette som Dewey. Og Scream 4 havde absolut ikke været det samme uden. Gossip girls – ja sådan nogen som dig – ved formentlig også, at Cox og Arquette blev gift i 1999, to år efter Scream 2 (1997). Kærligheden kan næsten kun være blomstret frem på settet til Scream-filmene, og i 2004 fik betjenten og nyhedsreporteren også en datter sammen, Coco. I dag er parret separeret, og det må være en forholdsvis lykkelig skilsmisse, siden de stadig kan holde ud at spille ægtefolk på samme set.

Krampagtige benpositioner

‘Scream 4’ er rigtig teenage-underholdning, når det er allerbedst! Der gik ikke mange minutter før de første piger skreg, og deres fyre efterfølgende grinede af dem, og langsomt forvandlede de normale siddestillinger sig til alle mulige krampagtige benpositioner, så specielt pigerne kunne følge med i filmen, mens de med fødder, arme, popcorn eller jakker, beskyttede sig mod Ghostface. Det var et vidunderligt syn, og jeg sad flere gang og ærgrede mig over, at jeg ikke havde købt en stor blodrød slush-ice (man kunne stænke lidt med) og havde snuppet Ghostface-masken ude i foryeren, så side-pigerne kunne have fået sig en ekstra overraskelse.

Freja, Nykøbing Falster

5 stjerner
Scream var en film der først skuffede. Jeg havde ikke forventet det store gys, men den første scene var bare unødvendig splatter. Men det blev kun bedre. Mig og mine veninder sad og holdt om hinanden, fik popcorn galt i halsen og skreg så den halve sal vendte sig og gloede surt. For Scream kunne bare noget, der fik os til at skrige. Der var gode effekter, men måske en overdrivelse i brugen af teaterblod, stemningsfuldt lydspor og så er Ghostface bare klam. Især den evne han havde til at dukke op ud af ingenting høstede skrig i min lille pigeflok. Så det var en klam film for alle der vil se gyser, men ikke gider at skulle forholde sig til små japanske spøgelser eller frygten for at se i et spejl. For det er en realistisk film der er til at følge med i. Selv for dem der, som mig, ikke har set nogen af de andre Scream film.

Rikke, Faaborg

4 stjerner
Ghostface er tilbage og spillereglerne er ændret… Den her film er en værdig efterfølger og plottet holder! Wes Craven har det stadig væk og han formod sig virkelig, at gøre mig forskrækket, nysgerrig, bange og endda skrige! Hvis denne film virkelig er begyndelsen på en ny trilogi, som der går rygter om, så håber jeg blot, at de sidste to film lever op til de andre. Men tror ikke, at jeg har noget at frygte! Jeg havde ingen forventninger til Scream 4, men den tog sgu vejret fra mig! Hvis man er fan af Scream filmene, så kan den i hvert fald anbefales! Jeg ville have givet den 3 ud af 6 stjerner men den får sgu 4, fordi historien holder, skuespillerne kan deres roller og fordi jeg rent faktisk skreg! Handlingen holder hele vejen igennem filmen!