Det kan være hårdt at se en film om et kræftsygt barn, men er du drøntræt af overfladiske film uden noget på hjerte, bør du helt klart se ‘Camino’, fordi den først og fremmest er en hyldest til livet, kærligheden, ungdommen og fantasien!
Af Peter Kock Henrichsen | ![]() |

Titel:
‘Camino’
Instruktør:
Javier Fesser
Land:
Spanien
Distributør:
Midget Entertainment
Udgivet:
6. juli 2010
Nogle få af pigerne i Caminos katolske pigeklasse i Madrid, er allerede blevet rigtige teenagere, der konstant gnasker bobletyggegummi og har mobilen gemt i skoleuniformens knæstrømper, men 12-årige Camino er kun lige ved at nærme sig puberteten. Drengene er ved at blive rigtig interessante, men hendes største helt er stadigvæk hendes far (Mariano Venancio).
Desværre er det ikke ham, der har bukserne på i hjemmet. Det har derimod den dybt katolske mor (Carme Elias), der fylder Caminos uge med med daglige bønner og tvungent kirkekor. Selv Caminos bogønsker bliver tilsidesat for de mere fromme bøger om kedelig nonners liv og død. Moren har allerede nået sit første delmål, nemlig at sende Caminos storesøster i kloster, og nu ser hun helst at Camino holder sig fra fritidsinteresser som dramaklubben, hvor man danser med drenge, så Camino kan gå samme vej.
Camino har dog allerede forelsket sig vildt og inderligt i konditorens jævnaldrende søn, Jesus, og den første forelskelse er ikke lige en man kan slette fra en 12-årig pigehjerne. Sålænge moren tror, at Jesus, er en helt anden Jesus, er alt godt. Men pludselig bliver der slået skår i Caminos store livsglæde, for en dag bliver hun alvorligt syg.
Du glemmer aldrig blikket
‘Camino’ er intet mindre end unik og uforglemmelig. Historien er fortalt på en så gribende måde, at man hænger med fra første sekund i første scene. Fotograferingen er i top, og det er virkelig iørefaldende soundtrack med melodier, der understreger de forskellige sindsstemninger. Realismen er blandet med Caminos stærke følelser og fantasi, og kan med sine eventyrlige og religiøse virkemidler minde lidt om ‘Pans Labyrint’. Den spanske instruktør Javier Fesser formår virkelig at instruere så man tror på det, og har man kun set danske børn spille skuespil i “Far til fire”-filmene, vil man mildest talt få et chok, når man ser hvor indlevende og naturligt Nerea Camacho spiller pigen Camino. Det er oven i købet hendes debuterende rolle. Replikkerne flyder fascinerende elegant (og hurtigt) på spansk, og har man først set Nerea Camacho spærre sine smukke grønne øjne op én gang, glemmer man aldrig blikket!
Kræver en halv pakke Kleenex
Nogen vil måske være bange for at se Camino, for er der noget, der rammer hundrede gange hårdere ind i følelserne, end for eksempel en gyser, er det når et drama, der bygger på virkelig begivenheder beskæftiger sig med dødeligt syge børn. Man sidder tilbage med så meget afmægtighed og sorg over Caminos triste sygdomsforløb, at det er umuligt ikke at græde. Og jeg taler ikke bare om enkelte tårer, men noget der kræver en halv pakke Kleenex. Da jeg selv er et følsomt gemyt, havde jeg faktisk mine tvivl om hvorvidt Camino blev for hård for mig, men jeg er så glad for at jeg tog chancen, for filmen er så meget andet end sygdom. ‘Camino’ viser den første kærlighed på den smukkeste måde, den fortæller om det stærke far-datter-forhold, som ingen mødre kan hamle op med, og den beretter om hvordan den spanske katolske bevægelse Opus Dei (latin af ‘Guds værk’) på kontroversiel måde gennemsyrer ellers harmoniske familiers livsstil, så der ikke bliver plads til naturlige spontane og menneskelige følelser, fordi sygdom sættes lig djævlen, og døden er en frelse og ære – selv om man dør som 12-årig – fordi man er blevet udvalgt til at komme i himmelen.
Hyldest til livet, kærligheden, ungdommen og fantasien
‘Camino’ har heldigvis og selvfølgelig vundet et utal af priser – og jeg skal love for at spanske film er blevet gode. Det kan være hårdt at se en film om et kræftsygt barn, men er du drøntræt af overfladiske film uden noget på hjerte, bør du helt klart se ‘Camino’, fordi den først og fremmest er en hyldest til livet, kærligheden, ungdommen og fantasien! Den er forløsende smuk og når man har tudet færdig, svæver man på en sky af taknemmelighed for at have fået lov til at kigge ind i Caminos liv.
Skriv et svar