‘Her fra min himmel’ af Alice Sebold

‘Her fra min himmel’ / ‘The Lovely Bones’: Selvom ‘Her fra min himmel’ handler om døden, ender den som en unik hyldest til livet. Den røg ind på en klar top 3 over de bedste bøger jeg har læst i hele mit liv.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Her fra min himmel’

Forfatter:

Alice Sebold

Originaltitel:

‘The Lovely Bones’

Oversat af:

Time Kane

Sider:

320

Udkom:

11. marts 2010

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:









14-årige Susie Salmon har kun lige fået sit første kys af den dreng hun gerne vil være kæreste med i 70’ernes USA, da en børnelokker overtaler hende til at kravle med ham ned i en hjemmebygget hule på en majsmark tæt på den villavej, hvor hun bor.

Den midaldrende mand forgriber sig ikke kun seksuelt på Susie, han slår hende også ihjel bagefter, og det bliver ikke mere bestialsk og uhyggeligt, for morderen skærer praktisk talt Susie i småstykker og fjerner alle spor fra hende og hulen i majsmarken, så politiet og Susies familie er fuldstændig i tvivl om hvad der er sket. Det eneste de ved, er, at Susie aldrig kom hjem fra skole.

Uvisheden tærer Susies far, mor og lillesøster Lindsey fuldstændig op, men lillebror Buckley er så lille, at familien afsporer hans gentagne spørgsmål: “Hvor er Susie?”, “Hvornår kommer Susie hjem?”.

Politiets efterforsker Len Fenerman står overfor en lige så stor frustration, da han er desperat for at hjælpe familien Salmon, men mangler beviser for hvad der er sket. Langsomt begynder nogle af Susies ting at dukke op, og da en hund kommer slæbende med Susies albue, er Len ikke længere i tvivl om at de ikke finder Susie i live. Susies mor og far nægter dog at opgive håbet.

Bare rolig – vi er knapt nok begyndt

Du sidder måske og bliver frustreret over alt det, du netop har fået at vide i resuméet. Der er dog ingen grund til bekymring for spoilers, for mordet på Susie Salmon er kun set-up’et i ‘Her fra min himmel’.

Ligesom nogle kriminalfilm – som for eksempel ‘Columbo’ – bygger på, at du ser hvem der begår forbrydelsen, er det heller ikke nogen hemmelig, at det er Mr. Harvey, der dræber Susie. Det ved Mr. Harvey og det ved Susie, og hun tager hemmeligheden med op i sin himmel, hvor hun kan kigge ned på – og ind i – sin familie, skolekammerater, naboer og alle de andre mennesker i den lille forstad. Vi er vant til, at det kun er den alvidende fortæller, der kan den slags, men i ‘Her fra min himmel’ indtager Susie blot den position.

Låst inde i en glasboble

Det fungerer utrolig godt. Som læser identificerer du dig rigtig nemt med Susie, og du deler hendes store sorg og ikke mindst frustration over at se sin familie helt ude af den. Hun ved, hvor de kan finde afgørende spor, der kan fælde mr. Harvey, men hun er ikke “spøgelse” nok til at kunne flytte rundt på tingene i sin tidligere verden og må derfor leve som tilskuer låst inde i en glasboble.

Uddrag af ‘Her fra min himmel’:

“Mrs. Stead,” sagde Len enerman, “genkender De den her?” Han holdt en billigbogsudgave af ‘Dræb ikke en sangfugl’ op. “Læser de den her i skolen?”
“Ja,” sagde hun, og farven forlod hendes ansigt, da hun udtalte det lille ord.
“Har De noget imod, at jeg spørger …” begyndte han.
“Niende klasse,” sagde hun og så lige ind i Len Fenermans gråblå øjne. “Susies klasse.” Hun var terapeut og var afhængig af sin evne til at høre dårlige nyheder og føre en rationel samtale om de vanskelige detaljer i hendes patienters liv, men hun måtte støtte sig til den unge politimand, der havde hjulpet hende herhen. Jeg kunne mærke, at hun ønskede, at hun var hjemme i stuen sammen med sin mand, eller ude i baghaven sammen med sin søn.

Større indsigt end ham foroven

Alice Sebold skriver i et vidunderligt sprog, og hun har en enorm indsigt i hvordan alle personerne føler det i de forskellige situationer. Alice Sebolds største kunst er netop, at kunne hoppe fra tanker i faren, der har mistet sin datter, til en fuldstændig modsat oplevelse i for eksempel lillesøster Lindsey på 13, der står i den spæde pubertet og udaftil nægter at vise følelser, fordi alle overvåget hende konstant, men som inderst inde er lige så knækket som sin mor og far. Inden jeg læste ‘Her fra min himmel’ troede jeg faktisk kun, at det var Gud, der kunne skildre vidt forskellige personers følelser og tanker så præcist, men Alice Sebold kan altså også.

Uddrag af ‘Her fra min himmel’:

“God aften, hr.” sagde mrs. Flanagan. “Noget de vil af med?”
“Bag i bilen,” sagde mr. Harvey. Han havde en tyvedollar-seddel klar.
“Hvad har de dog deri, et lig?” sagde hun for sjov.
Det var det sidste hun forestillede sig. Hun boede i et lille, men varmt hus. hun havde en mand, der altid var hjemme, så han kunne ordne ting og være rar mod hende, fordi han aldrig behøvede at arbejde, og hun havde en søn, der stadig var så lille, at han syntes, hans mor var den bedste i verden.
Mr. Harvey smilede, og mens jeg så smilet bryde ud på hans ansigt, ville jeg ikke se væk.
“Et gammelt pengeskab af min fars, som jeg endelig har fået herud,” sagde han. “Har skullet gøre det i flere år. Ingen kan huske kombinationen længere.”
“Er der noget i det?” spurgte hun.
“Indelukket luft.”
“Så bak bare herhen. Har De brug for hjælp?”
“Det ville være dejligt,” sagde han.

Sørgelig, smuk og fuldendt

Selve mordet på Susie Salmon er yderst makabert, men frygt ej for en overfladisk gyser, ‘Her fra min himmel’ er alt andet end. Det er et vanvittigt flot drama, en familieskildring af sorgen, når man mister et barn, og så er det en kriminalgåde, hvor man sidder og håber på, at retfærdigheden kommer til at ske fyldest. Det er også en smuk skildring af 70’erne, så hvis dine forældre skulle være født deromkring, vil du få et fint indtryk af hvordan tingene var dengang omkring Vietnamkrigens afslutning. Vi kommer også så dybt ind i både Susies og lillesøster Lindseys teenage-tanker og -følelser, at det er en virkelig interessant ungdomsbog med uendelig mange emner på hjerte.

‘Her fra min himmel’ er altså kort sagt næsten umulig at genre-bestemme og heldigvis for det, for den er så sørgelig smuk og fuldendt, at det ville være en forbrydelse mod litteraturen, blot at stoppe den i en kasse.

(‘Her fra min himmel’ blev filmatiseret i 2009 under titlen ‘The Lovly Bones’. Det er ‘Ringenes Herre’-instruktøren Peter Jackson, der har instrueret, og det er Saoirse Ronan, der spiller Susie.)


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.