Jødeforfølgelsen under 2. Verdenskrig: ’De kaldte hende Sarah’ er en grusom og fantastisk film, den er virkelig værd at se! Den giver én et andet syn, ikke bare på anden verdenskrig generelt, men også på hvor stærke familiebånd kan være.

Af Sofie Peschardt

Titel:

‘De kaldte hende Sarah’

Originaltitel:

‘Elle s’appelait Sarah’

Instruktør:

Gilles Paquet-Brenner

Land:

Frankrig

Distributør:

SF Film

Release:

3. august 2011

Den 16. juli år 1942 tidligt om morgenen bliver den 10-årige jødiske Sarah (Mélusine Mayance), hendes lillebror, Michel, på 4 (Paul Mercier) og deres mor (Natasha Mashkevich) brutalt vækket af det franske politi, der hamrer på deres dør. Sarah får sin lillebror til at gemme sig i et skjult skab på deres værelse, da hun tror, det vil være sikkert for ham. Hun låser døren og tager nøglen med, sikker på at de vil være tilbage efter få timer. Imidlertid bliver Sarah og hendes forældre sammen med 8000 andre franske jøder, spærret inde i cykelarenaen Vélodrome d’Hiver (Vel d’Hiv) under umenneskelige forhold, og bliver herefter bragt til opsamlingslejren Beaune-la-Rolande, hvorfra de skal videre til Kz-lejre. Tiden går og som dagene passerer, bliver Sarah mere og mere desperat for at vende tilbage og redde sin bror.

Mange år senere, i år 2009, får den amerikanske journalist Julia Jarmond (Kristin Scott Thomas) til opgave, at skrive om massearrestationerne som det franske politi udførte. At det var fransk politi og ikke tyskerne der udførte arrestationen er en sort plet på den franske historie, som de fleste prøver at glemme. Derfor finder Julia ikke mange fakta. Hun finder ud af, at den lejlighed hun er ved at flytte ind i med sin familie, som har tilhørt hendes mands familie i mange år, som oprindeligt tilhørte Sarahs familie. Da Julia opdager, at Sarahs historie også har noget med hendes egen familie at gøre, føler hun om muligt endnu mere behov for at kende hele historien om Sarah.

Glad og uvidende

Første gang vi ser Sarah, er hun en frisk og glad pige, som leger og har det sjovt med sin lillebror. Hun er jøde og året er 1942 – 2. verdenskrig, men hun bemærker det ikke rigtig. I hvert fald ikke indtil politiet kommer og hamrer på døren til deres lejlighed. Sarah er lykkeligt uvidende om, hvad hun kommer til at gennemleve. Hun låser sin bror inde i skabet med replikken ’Det er bare noget, vi leger. Ligesom i går’. Det giver allerede én en ubehagelig fornemmelse i mellemgulvet, for vi ved jo godt, at det ikke bare er noget, der er for sjov. Det er ingen leg, hvilket det heller ikke tager Sarah lang tid at opdage. Hendes lille sind kommer ud for så meget på relativt kort tid. Det er næsten en selvfølge, at der vil sætte store præg på hende for resten af hendes liv.

Mélusine Mayance (Sarah) spiller virkelig godt i forhold til hendes unge alder. Hun udtrykker de helt rigtige ting, hvilket gør at man føler sig endnu mere opslugt af historien. Hendes lille ansigt – med de smukke, ængstelige øjne – står printet ind på nethinden og er ikke lige til at slippe af med. Det er ikke til at holde ud at være vidne til hendes skyldfølelse, det var jo hende, der låste broren inde.

Sarah oplever en masse fuldstændig forfærdelige ting, fra arrestationen til indespærringen i Vel d’Hiv og adskillelsen fra hende forældre i gennemgangslejren, som er grusomme at være vidne til som seer. Alligevel er det eneste, der optager os og driver os til vanvid tanken om hvad der er sket med broderen. Er han stadig i live, er han sluppet ud og kan Sarah nå et redde ham?

Kunne lige så godt have været virkelighed

Personerne og de detaljerede hændelser i filmen er fiktion, men rammerne og de historiske hændelser, ikke mindst det, at det var det franske politi og ikke det tyske, der arresterede dem, er sket i virkeligheden. Det er blandt andet dét, der er så fangende ved historien. Man kan uden problemer forestille sig, at der har været lignende historier i virkeligheden. Måske har der været andre børn, der på den ene eller den anden måde har efterladt nogen, de holdt af, derhjemme? Det er så godt som helt sikkert. Nøglen i sig selv er et symbol på, at Sarah ikke vil give slip på sin bror. Hun håber og vil kæmpe til sidste blodsdråbe.

Øjenåbner

I året 2009 har de fleste franskmænd glemt – eller fortrængt – de skrækkelige ting, der skete for så mange år siden. Det bliver aldrig talt om.
Derfor er det nok ikke så underligt, at jeg aldrig havde hørt om det, da jeg først faldt over historien om Sarah. Den her historie er noget af en øjenåbner, når man sidder og ser den. Derfor er det en film, jeg vil anbefale til dem, der måske har set flere film om jøder under 2. verdenskrig, for man får en lidt anden vinkel på det. Det, at det var det franske politi gør, at man oplever det anderledes, da de ikke står og snøvler noget på tysk, men i stedet snakker fransk.
Den kan også anbefales til folk, der ikke har set film om det før. De fleste ved nok godt, hvad der skete med jøderne under 2. verdenskrig, og hver enkel historie har unikke detaljer, men i den historiske helhed er det de samme rammer.

Husk Kleenex

’De kaldte hende Sarah’ er en grusom og fantastisk film, den er virkelig værd at se! Den giver én et andet syn, ikke bare på anden verdenskrig generelt, men også på hvor stærke familiebånd kan være. Jeg, som selv har flere små søskende, deriblandt en lillebror på Sarahs brors alder, blev meget berørt af Sarahs desperate forsøg på at komme tilbage til ham. Hun presser sig selv til det yderste og gør alt, hvad der står i hendes magt for at opnå det. For Sarah bliver nøglen en livline til hendes bror, og er det gennem hele hendes liv.

Jeg har kun en ting at sige: Få fat i den her film, sæt dig godt til rette i sofaen og gør dig klar til at blive fuldstændig blæst væk! Og HUSK Kleenex. Mindst et par pakker.