‘The Hunger Games’-trilogien: Da jeg første gang hørte om ‘Dødsspillet’ tænkte jeg at det var alt for babarisk, det med at 24 børn skulle kæmpe og slå hinanden ihjel, men da jeg endelig begyndte på bogen blev jeg utrolig overrasket. Aldrig har jeg været så besat af en bog.
‘DØDSSPILLET’
Af Mathilde Alfang Jepsen, 15 år |
Titel:
‘Dødsspillet’
Forfatter:
Oversat af:
Camilla Schierbeck
Sider:
400
Udkom:
2010
Forlag:
Gyldendal
Følelses-barometer:
Landet Panem er inddelt i tolv distrikter, og hver eneste år bliver én pige og én dreng udvalgt for at deltage i Dødsspillet. Magthaverne tvinger de fireogtyve børn til at kæmpe en nådesløs kamp mod hinanden. Vinderen bliver rig og berømt. Taberen dør. Da den 16-årige Kattuas lillesøster bliver valgt, tager Kattua frivilligt hendes plads i spillet. Lad Dødsspillet begynde.
Syntes det lød barbarisk
Inden jeg begyndte på ’Dødsspillet’ havde jeg hørt en masse om den. Den første gang jeg hørte om bogen, var jeg langt fra interesseret i den, jeg syntes det lød barbarisk, at fireogtyve børn skulle kæmpe til døden mod hinanden. Jeg gad derfor ikke læse bogen. Men langsomt blev den mere og mere populær og jeg så efterhånden bogens titel overalt, og da jeg hørte den i 2012 ville komme som film blev jeg meget nysgerrig. Jeg læste lidt om den på nettet og så en kommentar fra en der ligesom jeg, syntes at bogen lød meget barbarisk, men hun havde alligevel givet den en chancen og var blevet vild med den. Så blev jeg for alvorlig nysgerrig, og kunne næste ikke vente med at komme i gang med bogen.
Læste hele natten
Jeg blev med det samme grebet af bogen, selve historien om landet Panem og hvordan byen Capitol undertrykker menneskerne i de tolv distrikter. Jeg blev uden tvivl afhængig af bogen! Dagen efter jeg begyndte på den, skulle jeg om aften være barnepige for mine tre yngre søskende der lå og sov. Jeg satte mig ind i stuen og begyndte at læse. Jeg slap ikke bogen før fem timer senere! Først da min mobil fortalte mig at klokken var seks om morgenen gik jeg endelig i seng, jeg havde siddet oppe hele natten og læst.
Jeg fik omkring syv timers søvn, før jeg stod op igen og læste bogen færdig!
Fuld af gode beskrivelser
Bogen er skrevet med jeg-fortæller og er hele vejen igennem fra Kattuas synsvinkel. Det passer perfekt til bogen, da men identificere sig med Kattua, både hendes forhold til sin søster, men også hende foragt for Dødsspillet. Som storesøster forstår jeg det valg hun tog for at rede sin søster, og jeg forstår den kærlighed der binder de to søstre sammen.
Sproget i ’Dødsspillet’ var let at læse. Selv om man møder nogle nye ord, får man dem forklaret godt.
Bogen er fuld af gode beskrivelser, hvilket jeg syntes er vigtigt da denne bog forgår ude i fremtiden og man skal have et billede af hvordan verden nu.
Pigen med ild i
Kattua bliver hurtigt kendt som ”Pigen med ild i” da Dødsspillet skal til at begynde. For under åbningsceremonien, hvor det gælder om at gøre et godt indtryk og se godt ud, har Kattua og den anden deltager fra Distrikt tolv, Peeta, brændende slør på. Deres tema er ild, og de bliver begge meget populære blandt Capitols indbyggere, både på grund af deres tøj, men også på grund af deres charme og det indtryk de gør.
Når man læser bogen, kan man godt mærke at der er en anden grund til at Kattua har fået navnet ”Pigen med ild i.” Det er som om at hun har en indre flamme, der brænder kraftig og holder hende kørende hele vejen gennem i bogen, og det er en af de ting jeg bare elskede ved ’Dødsspillet’
Kattua lader sig ikke slukke, hun vil kæmpe, hun vil holde sig i live, ikke kun for sin egen skyld, men for sin søster, som sidder der hjemme og venter på hende. Kattua er en af de slags hovedpersoner man virkelig ser op til!
Uddrag af ‘Dødsspillet’:
I det tiltagende mørke oplyser ilden vores ansigter. Og det ser ud, som om vi har en hale af ild efter os på de svævende slår. Cinna valgte rigtigt, da han nedtonede makeuppen. Vi ser begge to godt ud og er meget genkendelige.
Husk nu at holde hovedet højt. Smil. De ville elske jer! Lyder Cinnas stemme i mit hoved. Jeg knejser med nakken, smiler bredt og vinker. Jeg er glad for at have Peeta at støtte mig til, så jeg kan holde balancen. Han står urokkelig fast. Og efterhånden som selvtilliden melder sig, sender jeg ligefrem luftkys ud til mængden.
Capitols indbyggere går amok og overdynger os med blomster, råber vores navne, vores fornavne, som de har gjort sig den ulejlighed at finde i programmet.
Den øredøvende musik, tilråbene og beundringen arbejder sig efterhånden ind under huden på mig, og jeg kan ikke længere undertrykke den spænding, jeg føler. Cinna har givet mig en kæmpe fordel. Der er ingen, der vil glemme mig. Hverken mit udseende eller mit navn.
Kattua. Pigen med ild i.”
Skønt med noget nyt
Det har uden tvivl været en fornøjelse at læse ’Dødsspillet’ og det er skønt med noget nyt, i stedet for det endeløse vampyr-kærligheds-trekant-drama-halløj som så mange bøger handler om i dag. Personligt elsker jeg vampyr-bøger, men alligevel er det rart med noget nyt, som man ikke har læst før! Jeg skal hurtigst muligt i gang med 2’eren ’Løbeild’ og 3’eren ’Oprør’ og så er der selvfølgelig filmen der kommer i 2012 der bare skal ses!
Godt råd: Hvis du er i tvivl om du skal læse ’Dødsspillet’ — gør det!
‘LØBEILD’
Af Mathilde Alfang Jepsen, 15 år |
Titel:
‘Løbeild’
Forfatter:
Oversat af:
Camilla Schierbeck
Sider:
316
Udkom:
10. juni 2010
Forlag:
Gyldendal
Følelses-barometer:
(SPOILER! Bøgerne i serien udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst ‘Dødsspillet’, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)
Kattua overlevede dødsspillet, og vender hjem til sine venner og familie i distrikt 12. Hun burde være lykkelig, men hendes medsoner Peeta har vendt hende ryggen, og samtidig hviskes der rundt i distrikterne, om et oprør mod Capitol. Kattua bliver sammen med Peeta sendt rundt i landet, hvor de skal dæmpe uroen, men inderste inde føler Kattua ikke det er nogen god ide. En ting er dog klart. Capitol vil have hævn.
Lever den mon op til Dødsspillet?
Da jeg sad med ’Løbeild’ i hånden og skulle til at begynde på den, husker jeg hvordan tusind tanker fløj rundt i hovedet på mig, og den tanke jeg tænkte igen og igen var: ”Lever den mon op til ‘Dødsspillet’?” På en eller anden måde glædede jeg mig helt vildt til at begynde på bogen, men jeg var også en smule bange, for hvad nu hvis den slet ikke var lige så god som den første? Jeg var fuldkommen væk i ‘Dødsspillet’, og bare tanken om at ’Løbeild’ måske kunne blive en skuffelse, afholdte mig fra lige at begynde på bogen med det samme.
Svær at slippe
Der var slet ingen grund til at være bange! ‘Løbeild’ overgik mine vildeste drømme! Jeg var som besat af bogen, og kunne ikke slippe den mere end få sekunder af gangen. Det var bare spænding fra start til slut! En af de ting jeg bare elskede ved ‘Løbeild var, at når et kapitel sluttede, skete der enten en dramatisk, uventet eller overraskende ting, som gjorde at jeg bare måtte læse videre. Så måske skal man passe lidt på med at læse om aftenen, for man ender med først at gå i seng langt ude på natten.
Mere Kærlighed
Kattua bliver i denne bog mere forvirret omkring sine følelser for Gale og Peeta. Det kan måske godt minde en om de bøger, hvor der er en pige og to drenge, og hvor der altid kommer et kæmpe kærlighedsproblem, men i ’Løbeild’ er der langt vigtigere ting for Kattua at tage sig af, så derfor overskygger kærligheden ikke den spændende historie, men er kun med til at gøre den endnu mere spændende. Jeg kan ikke vente med at se hvem Kattua vælger. Begge drenge fylder en stor del i hendes liv, og jeg forstår Kattua fuldt ud omkring de tanker hun har om dem, men på den anden side kan jeg ikke lade vær med at have ondt af begge drenge, for lige meget hvem hun vælger (hvis hun overhoved vælger en), vil den anden blive så ulykkelig, og bare tanken om det kan gøre mig virkelig trist.
Uddrag af ‘Løbeild’:
Jeg løber hen til ham. Han ligger livløs mellem en masse lianer. ”Peeta?” der lugter af brændt hår. Jeg siger hans navn igen, ryster ham lidt, men han svarer ikke. Jeg famler hen over hans læber, der for et øjeblik siden prustede løs, men der kommer ingen luft ud. Jeg lægger mit øre mod hans bryst, hvor jeg altid plejer at lægge mit hoved, og hvor jeg altid plejer at høre den stærke og stabile hjerterytme. Men der er stille.
Jeg følte Kattuas vrede
I modsætningen til ‘Dødsspillet’, hvor Distrikt 12 i det mindste havde en smule frihed – eller i hvert fald ikke så stramme regler – bliver der lavet fuldkommen om på det i ‘Løbeild’. Capitol vil have hævn, de ville ramme Kattua på de mest grusomme måder, og de er ligeglade med hvor mange der skal lide på hendes bekostning.
Det vækkede utrolige mange følelser i mig, deriblandt vrede. Jeg mærkede virkelig Kattuas følelser mod Capitol, hvordan de så længe har undertrykt folk, hvor modbydelige de er og hvordan de slet ikke respekterer menneskeliv. Mere end en gang havde jeg lyst til at springe ind i bogen og råbe af de Capitol-folk og lære dem et par ting eller to! Utroligt man kan leve sig så meget ind i en bog.
Uddrag af ‘Løbeild’:
Gales hænder er bundet til en træpæl. Den vilde kalkun, han skød tidligere på dagen, er hængt op over ham med et søm gennem halsen. Hans jakke ligger på jorden ved siden af ham, og hans skjorte er flået op. Han sidder bevidstløs på knæ og bliver kun holdt oppe af rebet omkring hans håndled. Det, der før var hans ryg , er nu en blodig masse af råt kød.
Bag ham står en mand, jeg aldrig har set før, men jeg genkender hans uniform. Det er den, der tilhører vores Ovefredsvogter. Men det er ikke gamle Cray. Det her er en høj, muskuløs mand med skarpe pressefolder i bukserne.
Jeg har svært ved at forbinde tingene, indtil han hæver pisken igen.”
Collins er blevet et forbillede
Suzanne Collins har uden tvivl skabt et fantastisk univers med vidunderlige personer og en utrolig spændende historie. Jeg elsker hendes skrivestil og især hendes måde at beskrive ting på; man får et helt klart billede af hvad det er der bliver beskrevet, og det er simpelthen så skønt! Suzanne Collins er blevet en forfatter jeg ser op til. Nu vil jeg bare glæde mig til at gå i gang med ‘Oprør’, og jeg kan sige at mine forventninger til den tredje og sidste bog i serien, er skyhøje.
‘OPRØR’
Af Mathilde Alfang Jepsen, 15 år |
Titel:
‘Oprør’
Forfatter:
Oversat af:
Camilla Schierbeck
Sider:
413
Udkom:
24. marts 2011
Forlag:
Gyldendal
Følelses-barometer:
(SPOILER! Bøgerne i serien udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst ‘Dødsspillet’, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)
Kattua Everdeens hjem ligger i ruiner, men Kattua selv er i sikkerhed. Det viser sig at hendes redning ud fra jubilæumsspillet var planlagt.
Oprørerne vil bruge Kattua som symbol for revolutionen, for nu skal Capitol væltes og Panems befolkning have deres hævn, men det kommer til at koste Kattua frygtelige tab.
En dyster stemning
Så gik jeg også i gang med ’Oprør’. Den sidste bog i Suzanne Collins trilogi. I mine øre lyder det så trist, når man siger ”den sidste”, men sådan er det jo desværre, og jeg blev heller ikke mere glad, da jeg så gik i gang med bogen, for stemningen var virkelig dyster, og lagde sig som is om mit hjerte. Kattuas følelser, hendes sorg og smerte, smittede så meget af på mig, at jeg blev virkelig ulykkelig af at læse bogen. Jeg måtte med jævne mellemrum sige til mig selv, at det jo bare er en bog, bare en bog, det er slet ikke virkeligt. Men lige lidt hjalp det. Jeg følte mig som en del af bogen, som om jeg var til stede hele tiden.
Savnede den gamle Kattua
Og når det er sagt, må jeg også sige, at jeg virkelig savnede den Kattua man kender fra de to tidligere bøger, Pigen med ild i. Den nye sorgfulde og ulykkelige Kattua, virkede så fjern, og jeg sad hele tiden og nærmest råbte: ”Kom nu tilbage Kattua, vis hvem du er!”
Men alt den smerte hun har haft, er det klart, at hun ikke ligefrem er som da man mødte hende første gang i ‘Dødsspillet’. Hun er blevet mere voksen, men bærer stadig på alt for mange byrder for en pige på hendes alder.
Utrolig sørgelig
Det skete faktisk jeg mistede lysten til at læse et kort øjeblik, fordi Kattuas sorg og smerte var virkelig hårdt at læse om. Men så vågnede Kattua endelig op og blev sig selv igen, og nu kunne man endelig komme i gang med den store finale! Kattuas kampgejst vendte tilbage, og pigen med ild i viste igen hvem hun var. Spændingen kunne for alvor begynde, og jeg sad og læste mens jeg holdte vejret i spænding!
Desværre holdte det ikke ved. Jeg vil ikke afsløre noget, men jeg kan sige at jeg syntes bogen var så utrolig sørgelig, og jeg havde ikke meget værdighed tilbage, efter at have hulket mig selv i søvn. Som sagt vil jeg ikke spolere handlingen, men jeg kan sige at ’Oprør’ – uden den mindste smule tvivl – er en af de sørgeligste bøger jeg længe har læst.
Mangler ord
Den tomhed der kommer når man lægger ’Oprør’ fra sig og er færdig med den, kan måske måles med en ægte ‘Harry Potter’-fan, der bliver færdig med bog 7, eller en ‘Twilight’-fan der lægger Daggry på hylden.
Nogle bøger er så storslåede, at man ikke helt fatter man er færdig med dem. At der ikke kommer flere bøger, og at man kommer aldrig til at høre mere!
Jeg var måløs da jeg læste den sidste side i ’Oprør’, både en smule glad, men også dybt ulykkelig samtidig. Jeg mangle ord der kan beskrive denne serie, hvordan man knytter sig til personerne, deler deres glæde, sorg, smerte, og kærlighed.
Nu er der ikke andet for fans over hele verden, at gøre end at glæde sig til ‘Dødsspillet’ kommer i biografen, og mens vi venter, kan vi jo lige læse serien en gang mere … eller ti. 😉
Uddrag af ‘Oprør’:
”Uden for billedet bjæffer Snow: ”stop!” Beetee skaber mere kaos ved at smide billeder af mig, der står foran hospitalet, ind hvert tredje sekund. Men mellem billederne er vi vidne til den virkelighed, der udspillet sig i studiet. Peetas forsøg på at sige mere. Kameraet, der bliver vippet ned, så i kun kan se de hvide gulvfliser. Støvletramp. Slagene der efterfølges af Peetas smertefulde skrig. Og hans blod, der pletter fliserne.”
Skriv et svar