Ungdomsmusical: Efter Nimbus Film i går offentliggjorde soundtracket til efterårets nye, danske ungdomsmusical ‘BORA BORA’, er forventningerne blevet skyhøje. Det er et brag af ung, dansk musik, der én gang for alle gør op med danske ‘Bøllebob’-traditioner, så vi kan knække blokfløjten, bruge LP-pladerne til frisbees, og komme videre med en nutidig ungdomsmusical-kultur, hvor unge endelig kan genkende sig selv.
Det her er ‘BORA BORA’ musikanmeldelsen, vil du læse filmanmeldelsen fra premieren, skal du klikke her
Af Peter Kock Henrichsen
Traileren ser allerede vildt fed ud, skuespillerne er charmerende, nutidige og ikke noget i strikkesweaters fra 70’ernes ‘Bøllebob, som har fået hjertestarter alt for mange gange. Nu er soundtracket så endelig frigivet fra Goodsongs/MBO, og det er måske den aller største overraskelse: Et album fyldt med det nyeste, moderne dansemusik fra de bedste danske musikere og sangere lige nu!
Det bærende element i en musical er og bliver musikken uanset hvor fedt alt andet er. Og musikken i ‘BORA BORA’ holder, fordi det er en god blanding af musical-numre, scores (altså filmmusik) og så popnumre med kendte kunstnere.
Et mere danseindbydende soundtrack
Musikken i filmen er ikke helt den samme som på soundtracket, så nu skal du holde tungen lige i munden: Der er 7 musical-numre mere med i filmen end på soundtracket. Til gengæld har soundtracket 7 ekstra bonus pop-numre med, som ikke er i filmen.
Måske er din første tanke ‘Øv! Jeg vil ha’ det hele!’, men jeg kan sagtens følge idéen bag kombinationen på soundtracket, for de stille musicalnumre, som virker godt i biografen til historien, kan virke helt anderledes, dæmpende og måske for stille, når man spiller dem hjemme. Med det bedste musik fra filmen samt 7 ekstra pop-numre, får du et ‘BORA BORA’-album, som egner sig bedre til fest- og dansemusik, og det er måske slet ikke så ringe en fredag eller lørdag nat. 😉
Pop-numrene i filmen
De numre der er med i filmen, er: Forført — Sukkerchok, Mit Rette Element — Jasmin, Dans For Mig — Jeffrey, Colors — Turboweekend og From Me To You — Sarah West.
BORA BORA SOUNDTRACK
01 Bora Bora — Bora Bora Allstars —1:28
02 Forført — Sukkerchok —3:37
03 Mit Rette Element — Jasmin— 3:12
04 Mia Løber— Bora Bora Soundtrack —1:38
05 Dans For Mig — Jeffrey —3:29
06 Colors — Turboweekend —4:45
07 Soulmate — Mia & Zack —2:25
08 From Me To You — Sarah West —3:45
09 Stadion — Bora Bora Soundtrack —1:26
10 Piger Med Pistoler— Flødeklinikken —3:08
11 Ingen Ejer Mig (Zacks Rap) — Zack —2:08
12 New Tomorrow — A Friend In London —3:03
13 Undskyld Pernille — Silja —3:33
14 Pengene Eller Livet — Bora Bora Soundtrack —1:03
15 Skakmat — Joey Moe —3:48
16 Popular — Siná —3:18
17 Mia & Zack — Bora Bora Soundtrack —1:32
18 Sleepless — Anne Noa —3:01
19 Silja Show Off — Bora Bora Soundtrack —1:17
20 Lidt For Lidt — Thomas Holm —3:55
℗ 2011 Good Songs Publishing/Nimbus Film/Copy Control
Den vigtigste musik i filmen:
”1 Bora Bora”
‘Bora Bora’ er soundtrackets intro. Første indskydelse er, at det nok kommer til at lyde fladt, når de synger på dansk. Men jeg ændrer hurtigt opfattelse, da en super hård drum’n’base rytme lægger stilen og krydrer med indiske citar-lignende instrumenter. Det er simpelthen umuligt ikke at følge rytmen med en fod eller en hånd i det utrolig catchy Bollywood-inspirerede nummer. Hvordan skal man overhovedet kunne sidde stille i et biografsæde til det her!? 😀 Kor og hovedvokal svarer hinanden som ekko, det fungerer simpelthen super godt. Som break kommer der de smukkeste flydende synth-strygere, der giver et drømmepræg. Vi ved nu, at vi skal ud på et virkeligt eventyr. Genial start!
Musik af Morten Lambertsen/Jacob Johansen
Tekst af Per Nielsen
Fremført af Marie Keis Uhre
Kor Kim Nowak-Zorde/Lasse Lindorff/Sarah West/Marie Keis Uhre
”2 Forført”
Tidligere ‘Sukkerchok’-numre har for mig altid været lidt for søde. Til gengæld er jeg vild med Sarah West, og det er hende, der har komponeret ‘Forført’ sammen med Paolo Galgani. Igen må jeg sige, at kombinationen af vokal og melodi sidder lige, hvor den skal. Det er rigtig vellykket og catchy, fuld af energi. Synt-riffene, det høje tempo og den lidt hårde 80’er synth-bas giver poppen den råhed, som passer til den oprørske teenagepige, Mia, i filmen. Det må endelig ikke blive for popsødt i ‘BORA BORA’, for så ville plot og musik ikke hænge sammen.
‘Forført’ bliver benyttet i ‘BORA BORA’-traileren og det har allerede fået mange hundrede teenagere til at skrive desperate indlæg i debatfora, om at de ikke kan finde det på nettet! Det er alligevel supersjovt, at der er noget man ikke bare kan finde på nettet, men at man må vente – ligesom juleaften – på at soundtracket bliver udgivet sammen med filmen. Nu er ‘Forført’ så endelig udgivet, og den oprørske tekst om at komme ud!, op!, væk fra det hele! kan kun være skrevet til selve filmen. Rigtig godt gået!
Tekst & Musik: Sarah West/Paolo Galgani
Fremført af Sukkerchok
P & C Universal Music Denmark 2010
Published by Good Songs Publishing
“3 Mit Rette Element”
Efter at have set dansk melodi grand prix i 2011, hvor næsten alle kunstnere valgte at synge på engelsk, er det så forfriskende dejligt at høre, at Jasmin vælger at synger dansk og samtidig forstår at skrive en tekst, som rammer den moderne ungdom, hvor man lever for at fyre den af i weekenderne.
Det kan godt være man aldrig falder helt igennem med en engelsk tekst, men får man skrevet den rigtige danske tekst som i ‘Mit rette element’, bliver man lukket direkte ind i lytternes hjerter — og man bliver helt sikkert også sunget meget mere ude på teenageværelserne og til festerne.
Musikken: klassisk dance-nummer med trance-skabende rytme og breaks. Man tænker ikke over vers og omkvæd, men svæver bare i nummeret! Det er musikken, der blot lige understøtter en rigtig, rigtig god tekst. Velvalgt nummer til en oprørs ungdomsmusical. Jeg lurer stadig på, hvordan biograferne vil forhindre, at ‘BORA BORA’ skaber et spontant dansegulv oppe foran lærredet!? 😉
Tekst & Musik: Jacob Ubizz/Maia Daniella Andersen/Jasmin Kissow
Fremført af Jasmin
P & C Copenhagen Records 2011
Published by Good Songs Publishing
”5 Dans For Mig”
Jeffreys nummer ‘Dans for mig’ er også et klassisk dance-nummer med lidt svensk pop-krydderi i omkvædet. Skønt, at Jeffrey synger på dansk, men teksten er godt nok klichéfyldt og bringer ikke noget nyt på bane overhovedet. Syntesizer-riffene er også hørt lidt for meget. Men hørt filmmusik, hvor man får knyttet en handling til, vil nummeret helt sikkert virke.
Tekst & Music: GL Music
Fremført af Jeffrey
P & C GL Music 2011
Published by Good Songs Publishing
”6 Colors”
Lidt ærgerligt, at filmusikken ikke kunne holdes udelukkende med danske tekster, men ok, Silas, Morten og Martin er pæredanske og ‘Turboweekend’ har komponeret et rigtig godt synth-rock-nummer, der giver de bedste associationer til Sting. Virkelig lækre stemmer, specielt når de rammer de høje toner i omkvædet. Et nummer med skiftende stemninger, som jeg er meget spændt på hvor skal bruges i filmen.
Tekst & Musik: Turboweekend (Silas Bjerregaard/Morten Køie/Martin Øhlers Petersen)
Fremført af Turboweekend
P & C Mermaid Records/Sony Music Entertainment 2009
Copy Control
”8 From Me To You”
En rigtig sød kærlighedsballade på western-guitar, komponeret og sunget af Sarah West. Jeg havde jo ønsket mig, at Sarah havde sunget lige så smukt på dansk som på hele det skønne ‘Isas Stepz’-soundtrack, men nu blev det altså amerikansk, som en smuk, dansk Taylor Swift, og “det er jo OGSÅ GODT(!)”, som Anders Lund Madsen er kendt for at udtrykke det. En rigtig sød men klichéfyldt tekst, men et dejligt virkelig iørefaldende nummer. Hvis man ikke slår fuldstændig over i romantisk mode, når Sarah synger andenstemme med sig selv(?) i omkvædet, så er der intet håb for éns kærlighedsliv. En smuk sang, som passer rigtig godt til et af filmbillederne af ‘Mia og Zack’. Kan du også se det? 🙂
Tekst & Musik: Sarah West/Sune Haansbæk/Michael Møller
Fremført af Sarah West
P & C Startone Music 2011
Published by Good Songs Publishing
Skriv et svar