Historiske romaner: Har du lyst til at vide, hvordan dine bedsteforældre levede i 60’erne? Og kunne du for en gang skyld få lyst til at få se hvordan brødre lever sammen, og hvordan en dreng oplever den første kontakt med piger? Så skulle du helt klart hoppe ind i hovedpersonen John i Thorstein Thomsens letlæste men ganske dybe roman ‘Nowhere Kid’.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Nowhere Kid’

Forfatter:

Thorstein Thomsen

Sider:

128

Udkom:

22. september 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:








Vi er tilbage i 1962, hvor Beatles lige har udgivet singlen ‘Twist and shout’. Johns storebror og hans kammerat har opdaget den i et sommerhus i Hornbæk, og de tre unge ved inderst inde, at noget stort er på vej. At tiderne skifter nu.

Til hverdag bor John med sin mor og far, storebroren Jørgen og lillesøsteren Sanne i en 3-værelses lejlighed i byen. De har en klassisk familiestruktur for tiden, hvor faren har højeste status og hustruen og sønnerne skal respektere og ære alt han siger og beslutter. Med midt i det på overfladen pæne samliv, erfarer John langsomt, at der er noget galt. Pludselig har faren fået bank, og henne i skolen får John også prygl, fordi faren tilsyneladende har gjort et eller andet ved en anden drengs far. John ved bare ikke hvad det er.

Hjemme kommer svarene ikke. Moren gør alt for at fortrænge farens problemer og bevare familieidyllen, og de finder på historier, som de bilder alle tre børn ind. Men både John og Jørgen forstår hvad der foregår. John bliver mere og mere utryg, mens Jørgen reagerer rebelsk, køber el-guitar og lader sit hår gro så langt som Beatles-drengenes. Men alt hvad der ikke passer ind i forældrenes fantasiskabte idyl, specielt Beatles-hår og sandheden, skal knuses for enhver pris.

‘Rejsen til planeten Droj’

Jeg har ikke læst Thorstein Thomsen siden Anja i 6. klasse anbefalede mig bogen ‘Rejsen til planeten Droj’ henne på skolebiblioteket. Det var midt i 80’erne, og bogen blev straks min yndlings. Jeg læste den 4-5 gange på et år, og det var virkelig store sager for en dreng som mig. Men jeg elskede sci fi, og det var der ikke meget af dengang, slet ikke på dansk og i et nemt sprog, som man trods alt kunne komme igennem.

Go’e gamle Thorstein

Gensynsglæden var derfor stor, da ‘Nowhere Kid’ små 30 år senere dumpede ned i min brevkasse til anmeldelse. Jeg bemærkede straks, at bogen – ligesom ‘Droj’ – var skrevet i et let sprog, var trykt i et lille format og kun på 128 sider, så enhver dreng fra 5. klasse og op, skulle kunne komme igennem den. I det sidste halve år, har jeg læst meget amerikansk Young Adult på 300 sider og mere, så der var også en skepsis for om Thorstein Thomsen overhovedet kunne konkurrere med det, med så kort en historie som ‘Nowhere Kid’ er.

Grebet af tiden

Der gik dog ikke lang tid, før jeg blev grebet af tiden – begyndelsen af 60’erne – hvor selv jeg ikke var født endnu. Det er en tid, som mine forældre har talt meget om, og mange af tingene i mit barndomshjem var også fra dengang, så der var stor genkendelse i det for mig. For unge i dag, må Johns forældre være måske lige lidt ældre, end deres egne bedsteforældre. Så forbindelsen er stadig bevaret, og derfor tror jeg også stadig unge vil synes tiden er interessant — i særdeleshed fordi den også tegner opstandelsen af Mersey-beaten, altså alle de langhårede pop-bands, der opstod i England omkring floden Mersey.

Uddrag af ‘Nowhere Kid’:

Da jeg nåede ind i skolegården, havde det allerede ringet, og jeg slog over i løb. Jeg opdagede ikke før sent, at to store drenge var på vej hen mod mig. De gik i Jørgens parallelklasse. Den ene løftede hånden for, at jeg skulle standse. Stig hed han. Jeg så hen mod indgangen nede i hjørnet, hvor alle var ved at gå ind. Da jeg prøvede at løbe uden om de to, skubbede Stig mig i brystet.
Den anden sagde: “Er det ham?”
“Din far har taget røven på min far,” sagde Stig til mig.
“Men ved du hvad, det slap han bare ikke godt fra. Nu skal han i fængsel, og det har han bare skidegodt af.”
“Hvem?” sagde jeg og trådte tilbage, fordi han blev ved med at skubbe mig i brystet.
“Din far,” sagde Stig. “Han har bare rigtig godt af de bank, han fik.” Pludselig spyttede han mig i ansigtet. “Han skulle bare have haft nogle flere.”
Det var december og koldt, og nattefrosten havde også lagt is her i skolegården, hvor asfalten lå lavest. Han spyttede igen.
“Hold da op med det, din skid. Jeg har ikke gjort dig noget.”
“Jo, du har. Din far har snydt min far, og nu skal din far ind og sidde. Forhåbentlig kommer han først ud til næsten vinter.

“Hvad tror du ikke folk tænker!?”

Først troede jeg vi skulle have historien om et par drenge, der laver et band, ligesom Beatles. Det skulle vi ikke, men det er jeg så også ganske glad for, da det var kommet lige lovlig tæt på Bjarne Reuters ungdomsserie (Serietitel: Månen over Bella Bio) om teenagedrengen Bjørn, der også vokser op i Beatles-tiden i Brønshøj. Men ‘Nowhere Kid’ tager en helt anden drejning over i et voldsomt spændende emne, nemlig vores forældre og bedsteforældres veltrænede evne i at fortrænge begivenheder, der ikke var pæne. Vi er ovre i opgøret med “Hvad tror du ikke folk tænker!?”, og det som begynder som små hvide løgne, grænser sig til det virkelig uhyggelige, når billedet af den pæne, vellykkede familie skal bevares for enhver pris.

De klichéer som voksne altid sagde dengang

Personerne i ‘Nowhere Kid’ er skildret rigtig fint og realistisk. Jeg identificerede mig straks med John og hans småforelskelser, og jeg kunne genkende sproget og mange af de klichéer, som voksne altid sagde dengang. De tidsmæssige detaljer er også ganske korrekte, bortset fra en enkelt fotokopi af en sang, som John får. Den første Xerox-fotokopimaskine kom til verden i USA i 1959, og jeg mener der gik mindst et årti, før de blev rigtig populære i Danmark. Helt op i slutningen af 70’erne fik vi i hvert fald kun spritduplikerede sedler på min skole, fordi fotokopimaskinerne stadig var for dyre i indkøb og brug.

Drengeliv

‘Nowhere Kid’ er en rigtig god roman, hvor du kan lære en masse om 60’erne og dine bedsteforældres liv og normer i Danmark. Thorstein Thomsen kan derfor en masse, som de amerikanske Young Adult-forfattere ikke formår. Han kan også fortælle om drengeliv, hvordan to brødre vokser op, og hvordan det er at være teenagedreng, når den første forelskelse melder sig. Den slags skal man lede rigtig længe efter i dag, selv i danske ungdomsbøger. Det sidste jeg vil sige, ved jeg ikke rigtig om du vil bryde dig om, men hvis du ikke selv låner ‘Nowhere Kid’ på biblioteket, kunne din dansklærer meget vel sætte den på jeres undervisningsplan. Historiske romaner, der beskriver et vigtig årti i Danmark, er nemlig så sjældne og lærerige, at dansklærere bare knuselsker dem! 😉