‘Hesher’ er en skøn, hjertevarm beretning om troen på alt det gode i livet. Sukkersød bliver den aldrig, derimod en blanding af virkelig skægt og rigtig sørgeligt. Nogle af de bedste skuespillerpræstationer jeg har set længe. Trænger du til at se en amerikansk film, der viser det realistiske liv, og som kræver lidt hjerne og psykologisk sans før du kan forstå, bør du klart kaste dig over ‘Hesher’.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Hesher’

Instruktør:

Spencer Susser

Land:

USA

Distributør:

Midget Entertainment

Premieredato:

2. august 2011

Følelses-barometer:







TJ (Devin Brochu) bor med sin far (Rainn Wilson) og farmor (Piper Laurie) i en lille amerikansk forstad. En dag hvor han i arrigskab smadrer en rude på en byggeplads, får han ufrivilligt forstyrret den hjemløse Hesher (Joseph Gordon-Levitt), en veltrænet, langhåret gut sidst i 20’erne med jorden grimmeste, hjemmelavede tatoveringer. Da Heshers skjulested er afsløret, begynder han at stalke TJ, og lige pludselig står Hesher en dag inde i TJ’s stue og spørger efter vaskemaskinen. Tj tør ikke smide ham ud, og TJ’s far er så pacificeret af sorg og medicin, at han bare accepterer Heshers tilstedeværelse. Hurtigt flytter Hesher helt ind, hvilket egentlig kun betyder at han sætter sin guitar og sin forstærker i garagen og evigt spiser familiens mad og hænger i sofaen, og næsten ligeså hurtigt accepterer den lille familie Hesher.

I mellemtiden kæmper TJ en brav kamp for at købe familiens smadrede bil tilbage, hvilket giver ham en bølle på nakken, men som også forærer ham en ny ven i den unge kvinde Nicole (Natalie Portman), der ekspederer i ‘Charlies Food Town’. Både TJ og Nicole finder ud af, at Hesher er deres ven og allierede, på trods af at han griber sociale situationer dybt mystisk an. Men da TJ langsomt bliver forelsket i Nicole, bliver Hesher mere irriterende end en hjælp.

Rigtig meget på hjerte

Når man ser traileren til ‘Hesher’ kan den nemt forveksles med en ligegyldig B-film af den type, som man stener en søndag aften, hvor alt i forvejen er surt. Intet kunne dog være mindre sandt, for selvom Heshers sociale tilpasningsevne er så lav, at man umuligt kan forestille sig at der kunne komme noget godt ud af ham, er det modsatte netop tilfældet. For selv om normer kan rende Hesher et vist sted, ved han alligevel – eller måske netop derfor – hvad der har værdi her i livet, hvem der er de gode og hvem, der bare skal have brændt deres bil af.

Stor humor hvis du har lidt psykologisk sans

Devin Brochu spiller så troværdigt rollen som den sorgfyldte TJ, at jeg sjældent har set noget lignende. Selvom dialogerne ikke er dominerende i filmen er man aldrig i tvivl om selv den mindste tanke i TJ’s sind. Det er så flot spillet og så indlevende instrueret af Spencer Susser. Jeg ved slet ikke hvor Joseph Gordon-Levitt får det fra, men den mand er så hylende morsom, at jeg fik adskillige latterudbrud, hvor jeg næsten ikke kunne holde op med at grine. Det her er IKKE en komedie, men har du bare en lille smule sans for psykologi og hvad der ligger af tanker bag menneskers ydre fremtoning, er der så meget humor at hente i de enkelte scener. Den forbavselse man selv finder i Hesher, kan man se malet i ansigterne på alle de andre karakterer, og det giver en skøn forløsende følelse af samhørighed.

Forløsende at se bagsiden af ‘The American Dream’

Natalie Portman er mindst lige så overbevisende som den desillusionerede ‘girl next door’. Det er så rart at se en amerikansk film, hvor alt ikke er skinnende lykkeligt, men hvor folk føler sig mislykkede, tallerknerne flyver og der flyder selvmedlidenhedstårer uden at karakterene føles ynkelige.

‘Hesher’ er en virkelig hjertevarm socialrealistisk skildring af det virkelig liv i modgang. Det er forbavsende hyggeligt at overvære, for så føles det også meget nemmere, at man ikke selv er den 100 procents succes, som medierne forsøger at bilde os ind, vi skal være. En virkelig skøn og mindeværdig feel-good-film, hvis man er filmkiggeren, der ønsker en oplevelse med meget mere hjerne end de sædvanlige amerikanske konceptfilm.