‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : I nogle bøger sidder jeg og kigger på bogstaver og tjekker sidetal for at se hvor meget “arbejde”, der er tilbage. I “Stjerneskælv” blev jeg taget i kraven, flået ind i bogen og først spyttet ud igen på allersidste side med tårer løbende ned ad kinderne. Og jeg var parat til straks at begynde forfra igen. Wauh – for en god oplevelse! Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ rammer så præcist alle de følelser unge piger går og gemmer på, og som nogen pludselig bliver rigtig syge af at gemme på. Det handler nemlig ikke om mad og hobbyknive – det handler om følelser.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Stjerneskælv’

Forfatter:

Anders Johansen

Sider:

233

Udkom:

30. maj 2008

Forlag:

Modtryk

Følelses-barometer:









Liv er 16 år og vejer 41,5 kilo, da hun bliver indlagt på Slusegården – et bosted for unge med spiseforstyrrelser og selvskade inde på livet. Egentlig var hun ret godt på vej ind i teenagealderen med søde men afdæmpede forældre og en elskelig storesøster, som støtte, tryghed og forbillede. Bedsteveninden, Majken, og Liv har også altid klaret sig godt i skolen, men omgivelserne og de andre fra klassen ændrer sig. Nu gælder det pludselig ikke om at være dygtig og flink længere, nu skal man snarere være led, smart og oprørsk. Liv og Majken underskriver en pagt om, at de aldrig vil være sådan, for de mistrives simpelthen, når det hele handler om fester, tøj, druk og hvem, der har dusket hvem.

Ved nogle voldsomme begivenheder ændrer alting sig omkring Liv, og hun bliver slået helt ud i et kaos, hvor hun føler tilfældighederne styrer hendes verden. Hun må genvinde kontrollen, og første kontrolpunkt er nødt til at være meget målbart: hendes lår må ikke længere røre hinanden. Det er hun nemlig pludselig blevet opmærksom på, at de gør, og hendes jeans er helt slidt på indersiderne. Samtidig har hun fået nogle grimme sms’er fra en dreng, hun ikke ville give et blowjob, og indholdet i de beskeder siger direkte, at hun er fed.

Liv bliver en kalorieregnemaskine. For hvis man ikke engang kan kontrollere sin vægt og sit udseende, hvad kan man så kontrollere? Hver gang hun får øje på noget, der kan spises eller drikkes, sætter hun kalorie-værdi på i hovedet. Det bliver nemt at afgøre, om det kan spises eller det er alt for fedt. Majken bliver også udskiftet som løbepartner. Sebastian løber meget hurtigere og længere, og det kan man i den grad tabe sig af, specielt hvis man kun drikker Cola Zero efter træningen.

Liv bliver dygtig til at kontrollere. Så dygtig, at hun lige pludselig befinder sig på Slusegården med spiseforstyrrede piger og en masse psykologer, pædagoger og terapeuter. Men der skal også meget mere til, før Liv giver kontrollen fra sig dér. Hun er knivskarp på øverste etage og har snart regnet hele personalets taktikker og strategier ud, så hun kan modarbejde dem.

Men så en dag er der pladsmangel på Slusegården. Den lidt kraftige goth-pige Nikie skal bo midlertidigt på Livs eneværelse. Men Nickie ikke bare spiser mad. Hun æder. Pomfritter, slik, cola, junk. Nickie laver buler i Livs perfekt redte seng og propper Livs øretelefoner i sine sikkert ikke særlig rene ører. Pludselig kan Liv intet længere kontrollere, og selv om hun er verdensmester i at holde sine følelser inde, er Nickie så meget ‘for meget’, at tremmerne bliver sprængt i Livs perfekte bur af selvbeherskelse — og så begynder det pludselig at rykke for Liv.

En historie i flere lag

Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ er faktisk ikke verdens nemmeste bog at give et resumé fra uden at lave spoilers. Historien er nemlig pakket ind i mange forskellige lag, der gør, at vi hopper frem og tilbage mellem nutiden på Slusegården og selve optaktshistorien omkring, hvordan Liv kom så langt ned. Mange af de hændelser Liv kommer ud for i begyndelsen, hører vi nemlig først om til sidst – og omvendt.

I de fleste romaner synes jeg tidsspring kan være dybt forvirrende. En del forfattere bruger det mest for at skabe spænding, ved at holde tilbage på de oplysninger, man hungrer efter at høre. Men i ‘Stjerneskælv’ fungerede disse tidsspring overraskende nok som det naturligste i verden. Det fungerer så godt, fordi begge historier – både Livs fortid og Livs nutid – er rigtig spændende. Andre forfattere har ofte en lidt kedelig grundhistorie samt en spændende delhistorie, som de så springer frem eller tilbage til og kun deler sparsomt ud af – og det er dér, man føler sig snydt og holdt hen.

Man vil gøre alt for Liv

Men skriver man så godt som Anders Johansen, er der ingen grund til holde læserne hen med mindre spændende eller måske ligefrem kedelige episoder. De eksisterer nemlig slet ikke i bogen. Fra første side identificerede jeg mig med Liv. Hun stod så tydeligt, og hun var så elskelig, at jeg med det samme ville gøre alt for hende. Og der er næsten succesgaranti, når man som forfatter kan få det på plads i hovedet på læseren på så kort tid.

Uddrag af ‘Stjerneskælv’

“Hvor har du købt de smarte bukser, Mickey … eller var det Vicky?”
Nickies øjne bliver smalle.
Jeg koncentrerer mig om bladsellerien og hytteosten på min tallerken. Blander mig ikke. Man kan jo ikke undgå at høre Modedyrets spydige:
“De må godt nok have kostet kassen,”
og grinene, der sprutter over.
“Knyt sylten, eller jeg voldtager dig,” siger Nickie lavt, men tydeligt.
Modedyret står lidt og tripper forfjamsket, inden hun får sig flyttet væk.
Nickie blinker til mig. Jeg ser ned i tallerkenen.
Nogle øjeblikke er der meget stille. Så vokser stemmerne frem igen, prøvende, pirkende.
Som små drenge der absolut skal stikke en pind i myretuen. bare for at se, hvad der sker.
Christine “taler med” Tinkerbell, den oversavlede Build-a-Bear-bamse, opkaldt efter Paris Hiltons syge køter- Hendes yndlingstrick, hvor hun kan råmobbe og samtidig spille uskyldig, for hun er jo nødt til at svare, når Tinkerbell spørger med sin bamsestemme, som kun Christine kan høre.
“Jamen skat, mor ved virkelig ikke, hvad der får nogen til at maje sig sådan ud. Det er vel for at gøre sig interessant … Hvad de gør, når de skal ud og flyve? Du tænker på metaldetektoren? Nu er det nok ikke liiige de typer, der flyver mest.”
Nickie svirper med elastikken. Hun har smurt et eller andet på såret på hånden, så det næsten ikke er til at se.
Svirp. Svirp. I øvrigt spiller hun døvstum nu. Lader alting prelle af. Rollen passer mig udmærket.

Endnu bedre identifikation end ‘Hannah’ i ‘Døde piger lyver ikke’

Mange piger følte en enorm identifikation med Jay Ashers hovedperson, Hannah, i ‘Døde piger lyver ikke’, men jeg tør næsten æde mine gamle danskstile fra folkeskolen på, at danske piger vil kunne føle en endnu større identitet med Liv. For uanset om man selv har en spiseforstyrrelse eller skader sig selv, vil man kunne genkende de fleste af Livs og Nickies følelser, og fordi personerne er danske, føles det hele lige så genkendeligt som i ens egen skole.

Hvem har ikke været fuldstændig fokuseret på sit eget udseende, på de dele af én, man synes er grimme og som man gerne vil lave om? Og hvem har ikke følt fuldstændig kaos eller følt sig virkelig hårdt ramt, når en mobbende klasse-“kammerat”, har råbt et eller andet om præcis éns ømme punkt? Anders kommer ned og rører alle de tanker og følelser, vi alle sammen har eller har haft – også dér, hvor det gør rigtig ondt – og det er pudsigt nok frygtelig dejlig at få sat ord og genkendelighed på, for man får forløst den ensomhed, man selv oplevede, da man var ude for det samme.

Også perfekt hvis man laver projekt

Vil man have afmystificeret alle sine fordomme (som man måske ikke engang ved, man har) om spiseforstyrrelser og selvskade, er ‘Stjerneskælv’ også den oplagte bog at gå i gang med. Skriver man for eksempel projekt om emnet, vil det være 100 gange mere relevant at begynde at læse ‘Stjerneskælv’ frem for at gå i gang med alle mulige fagbøger og websider om anoreksi, bulimi og cutting. For det vigtigste handler ikke særlig meget om maden, opkastningerne og sårene, selv om det er dét, forældre bliver mest forskrækkede over, og som læge og sygeplejersker straks går i gang med at behandle. Det handler om tankerne og følelserne bag. Smerten, som man enten vil overdøve eller kontrollere sig ud af. Og netop den del, er der ikke særlig mange fagpersoner, der vil kloge sig på på websider, fordi livhistorierne og løsningerne er vidt forskellige fra person til person, men det er netop alle de følelser Anders Johansen rammer så præcist.

Fjerner skammen

Fordi spiseforstyrrelser og selvskade udelukkende er synlige tegn på psykisk mistrivsel, er det brandgode i ‘Stjerneskælv’, at Anders Johansen får fortalt flere livshitorier, ikke kun Livs og Nickies, men også spredte indtryk fra de andre piger på Slusegården. Det er så smukt et budskab, at vi alle er vidt forskellige, oplever verden på hver vores måde og derfor også har krav på at blive behandlet forskelligt og få respekt, uanset om vi har nogle fejl eller gør nogle uhensigtsmæssige ting. Samtidig får Anders fjernet skammen fra et ellers ret tabubelagt emne igennem Nickie, fordi hun taler så åbent om alting, at selv Liv får svært ved at lave hemmeligheder, når det hele allerede er blevet nævnt ud i det åbne. Enormt forløsende, og man får virkelig lyst til at give Nickie et lige så stort knus som Liv, når man først lærer hende at kende.

Uddrag af ‘Stjerneskælv’

Den ekstra hud er flået af mig, og min egen er alt for tynd.
Jeg er som en blævrende musling uden skal.
Pirk til mig, og jeg flyder ud.

Toppen af danske ungdomsromaner

‘Stjerneskælv’ er én af de allerbedste, danske, ungdomsromaner, jeg har læst, og jeg kunne blive ved med at fortælle om den. Da jeg læste sidste side, var jeg så betaget af historien, at jeg nemt kunne være begyndt forfra lige med det samme, for jeg ville så nødigt slippe Liv og Nickie. Men hey, få fat i bogen, og læs den selv! Det er det eneste rigtige.

Til sidst rigtig stor ros til Anders, for at have allieret sig med 10 unge piger som testlæsere til ‘Stjerneskælv’, som der står skrevet på bogens tredje side. Det er godt nok sjældent, man ser det i ungdomsbøger, og hvis alle ungdomsforfattere turde modtage dén – kritikken, råt for usødet, negativt som positivt – kunne mange dårlige manuskripter af lidt for selvsikre forfattere med et kendt navn, være nået at blive stoppet inden de røg i trykken og endnu værre: sendt ud til stakkels dansk-elever i folkeskolen.

Det er nemlig alt for meget forfejlet “ung med de unge”-ungdomssprog, kvindelige forfattere, der tror de kender alt til drenges følelser men ikke gør det, og forfattere, der tror, en ungdomsbog rammer nutidens unge, bare man husker at nævne en masse med nettet, facebook og smartphones.

Så let er det heldigvis ikke, og det ved Anders Johansen. De eneste rigtige eksperter er de unge selv, så har du allerede læst ‘Stjerneskælv’: Giv os din mening om Livs historie i kommentarfeltet her nedenunder. Vi vil elske at læse den! 😀