‘Troldbunden’ (Sagaen om Isfolket 1) af Margit Sandemo

‘Sagaen om Isfolket’: Forestil dig, at du bliver smidt ud af dit hus, efter hele din familie er død. Der ligger mennesker, som også er blevet dræbt af pesten, rundt omkring i gaderne. Det er bidende koldt, du har ikke fået mad i flere dage, og du har ikke noget sted at gå hen, fordi ingen vil give dig husly, for de er bange for pesten. Det eneste du har i hovedet er at komme til en by, kaldet Trondheim, hvor du ikke ved, hvad der venter dig.

Af Stine, 14 år

Titel:

‘Troldbunden’ (Sagaen om Isfolket 1)

Forfatter:

Margit Sandemo

Originaltitel:

‘Trollbundet’ (Sagaen om Isfolket #1)

Oversat af:

Lilian Kingo

Sider:

284

Udkom:

1982

Forlag:

Jentas

Følelses-barometer:







‘Troldbunden’ foregår i år 1581 og handler om den kun syttenårige Silje. Siljes far var hovsmed hos en oversmed, men da pesten kom, tog den hele Siljes familie med sig. Silje var den eneste, der overlevede, men hun blev smidt ud af hytten, de havde boet i, for hvad skulle oversmeden med en pige?
Silje er kommet ind i byen Trondheim, men der er ikke nogen, som vil hjælpe hende. Hun er blå af kulde og er ved at dø af sult. Silje bliver tiltrukket af et bål, hvor ligene bliver brændt, det ligger ved et bjerg uden for byen. Bål betyder ild, og ild betyder varme, også selvom det ligger lige ved siden af henrettelsespladsen. På vej derhen møder Silje et barn, hvis moder døde af pesten, og et lille spædbarn, der ligger indpakket i fine stykker stof ude i skoven. Silje tager dem begge med. Da hun kommer hen til henrettelsespladsen, møder hun en mand af Isfolkets slægt. Silje synes, han ser ud som et slags menneskedyr. Han er skræmmende, samtidig med at han også er tiltrækkende, og han er den eneste, som hjælper hende.

Det er IKKE en vampyr-fantasy!

Når jeg klikker lidt rundt på nettet, for at finde noget om den her bog, så står der, at bogen er fantasy. Det synes jeg ikke, den er. Der er noget overnaturligt i den, men jeg ville aldrig selv sige, at det er en fantasy. Måske fordi jeg forbinder fantasy med vampyrer, mange nye væsner og så videre, men måske er det her bare en anden slags fantasy, end den jeg er vant til. Jeg ved ikke helt hvilken genre, jeg vil beskrive bogen som. Det er sådan en bog, jeg helst ikke vil sætte en mærkat på.

Mange bøger, men bare rolig

Bag på bogen står der: ”Sagaen om Isfolket, i alt 47 bind, udkom i perioden 1982-1989.” Og inden du nu udbryder: ”47 BIND??! Det når jeg da aldrig at få læst!” Så bare rolig, bøgerne hænger ikke sammen, og de fortæller hver sin historie. De 47 bøger strækker sig fra 1581-1960’erne, hvor du hører om Silje, Tengel og deres efterkommere.

Kærlighed lige som i dag

Jeg må lige nævne, at selvom bogen er fra 1980’erne, og faktisk handler om 1500-tallet, så er kærlighedskonflikten i bogen næsten den samme, som i de bøger der bliver skrevet i dag. Det med at to ikke kan få hinanden, fordi de er forskellige, det vil være farligt og andre ikke vil acceptere det. Det er jo næsten det samme som, alle de der vampyr- og andre fantasybøger i bund og grund handler om. Det gør, at jeg ikke tænkte over, at den er skrevet for mange år siden.

Vi er ikke bedre selv

Margit Sandemo fik mig til at tænke på, hvordan vi alle dømmer andre, på de rygter vi hører. Det er desværre rigtigt, at mange dømmer andre på, hvad de får at vide i stedet for at skabe deres eget indtryk af personen. I bogen blev Isfolket omtalt som nogle uhyggelige og ikke særlig rare væsner. Der er ingen, der kender dem, men når alle siger, at de er sådan, så tror næsten alle, at det er sandt. Men egentlig er de jo mennesker som alle andre, og de kan ikke selv gøre for, at de er blevet født i den slægt, de nu engang er blevet født i.

Super duper godt skrevet

Selvom jeg kun hører om Silje og de andre personer som han/hun-fortæller, så kommer jeg rigtig tæt ind på dem. Det var sjovt, at der nogle gange kom en slags alvidende fortæller. Det var som om, jeg sad og spiste en treretters menu, og selvfølgelig var jeg mest spændt på desserten. Lige pludselig kommer der en og giver et lille hint om, hvad desserten er, hvor jeg bagefter bliver endnu mere spændt.

Jeg hørte ikke kun om hovedpersons følelser i den her bog, og det virkede virkelig godt. Det er ingen spoiler, at en af personerne giver sit barn væk, og der var det godt, at jeg hørte om hendes følelser, selvom hun ikke er hovedpersonen. For det gør det mere realistisk, når jeg hører, at hun havde det svært, og var meget ked af det, selvom det ikke direkte havde noget med handlingen at gøre.

Margit Sandemo er også god til at beskrive følelser. Det gjorde, at jeg kunne leve mig ind i, hvordan personerne følte, i stedet for der for eksempel bare stod, at Silje frøs, for det gør vi alle engang imellem. Men jeg fik det at vide på en måde, så jeg vidste, at hun virkelig frøs og var ved at dø af kulde.

Uddrag af ‘Troldbunden’

Kruset. Hun rystede på det. Noget skvulpede. Silje stak en finger ned i det og mærkede noget vådt, som ikke var blevet iskoldt endnu.
Hun slikkede på det.
Mælk. Åh, Gud i Himlen, det var mælk!
Med et ryk vågnede hun af den rus, der havde besat hende, og opdagede, at hun havde sat kruset for munden, parat til at drikke det hele i én slurk.
Børnene. Dem måtte hun ikke glemme!
Men bare en lille slurk?
Nej, så ville hun ikke kunne holde inde.
Pigen først. En tredjedel måtte hun få.
Hun hørte de dybe, lykkelige kluk fra barnet, der drak. Det skar hende i hjertet, så svært var det at tage kruset fra hende, men hun var nødt til det. Pigen reagerede med et raseri, der næsten skræmte Silje.
”Nadda skal have,” hviskede hun, og det beroligede pigen. Desuden havde mælken gjort sin virkning på den lille krop. Der skulle ikke så meget til for at mætte sådan en lille stakkel.

Minder om …

`Troldbunden´ er en virkelig velskrevet bog, som sagtens kan læses i dag selvom den er cirka 30 år gammel. Den er hyggelig, spændende, sørgelig og romantisk. Det vil sige, alt hvad jeg havde forventet, og jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, at jeg skal have læst 2’eren, så jeg kan se, om Margit holder den høje standard, hun har sat.

Jeg kan ikke huske, at jeg før har læst en bog som `Troldbunden´, men den kan på en måde sammenlignes med `Det lille hus på prærien´, så hvis du kunne lide de bøger, men bare manglede lidt mere spænding og noget overnaturligt, så vil `Troldbunden´ sikkert være noget for dig.


Comments

5 svar til “‘Troldbunden’ (Sagaen om Isfolket 1) af Margit Sandemo”

  1. Ah! Kære Margit Sandemo er en god forfatter med en bred fantasi og en god fortællerstemme. Alle hendes bogserier er læseværdige. Bedst vil første generation af Isfolket dog altid være – derudover Dominic og Villemo.

    Jeg vil dog tilføje til din anmeldelse, at Troldbunden helt bestemt ER en fantasy 🙂

    1. Årh, Dominic og Villemo! Og Cecilie og Alexander! <3

      Sagaen om Isfolket skal man ikke kimse ad. Dejlig serie! Glæd dig til nr. 5! 😉

      1. Peter Kock Henrichsen Avatar
        Peter Kock Henrichsen

        Skønt, I skriver det. Vi fik nemlig at vide af adskillige børnebibliotekarer, at ‘Isfolket’ udelukkende var litteratur for ældre damer og nok også mest pga. de erotiske scener, som de fik røde kinder af. Derfor blev bøgerne også kun placeret i voksen-afdelingen.

        Det lød meget underligt i vores ører. Også fordi Majasol har læst meget Sandemo og talt virkelig positivt for det.

        Forlaget fortæller dog også, at de unge piger er kernegruppe til bøgerne.

        Så lad os håbe, de snart får lov til at komme ind på børnebiblioteket – i al fald på ungdomshylderne.

        🙂 Peter

        1. Jeg ved ikke, om de skal ind på børnebiblioteket, men ungdomshylderne; helt klart!

          Selvfølgelig er der et par scener her og der, men jeg synes ikke, at de, som fx i knaldromaner og alt sådan noget, virker malplaceret og ude af kontekst. De er der, fordi det er en naturlig del af historien, og sådan skal det også være! 🙂

  2. Peter Kock Henrichsen Avatar
    Peter Kock Henrichsen

    Da der er en overvægt på det historiske, og bøgerne følger mange generationer, vil jeg kalde genren for en historisk roman eller en slægtsroman, med mytologiske islæt. 🙂

    Der er en stigende tendens til, at blot der sker én overnaturlig ting i en roman, så bliver den kaldt for fantasy. På den måde bliver næsten alle romaner, på nær de socialrealistiske, fantasy. Og så skal vi til at diskutere, om det er low-fantasy eller high-fantasy. Ja, der er sågar nogle, der begynder at tale om historical fantasy og science fantasy. Pludselig bliver alle kendte genrer på nær socialrealismen, til undergenrer til fantasy, og det synes jeg er en helt forkert måde at anskue bøgernes verden på. Alt det, som vi normalt kalder fiktion, må ikke pludselig blive defineret som fantasy.

    Da næsten alle bøger har flere temaer, må det være dét, der er mest af i en roman, der sætter genren, ifølge min overbevisning. Ellers bliver fx også gys og sci-fi, undergenrer til fantasy, fordi de indeholder eksistenser med overnaturlige kræfter, og det mener jeg bestemt ikke, de er.

    Desuden begyndte man først at bruge genren fantasy fra omkring midt i 90’erne i Danmark på bibliotekerne, det er hele 10 år efter denne bog er skrevet. Så Margit Sandemo har heller aldrig udgivet denne her bog som fantasy.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.