‘Troldbunden’ (Sagaen om Isfolket 1) af Margit Sandemo

‘Sagaen om Isfolket’: Forestil dig, at du bliver smidt ud af dit hus, efter hele din familie er død. Der ligger mennesker, som også er blevet dræbt af pesten, rundt omkring i gaderne. Det er bidende koldt, du har ikke fået mad i flere dage, og du har ikke noget sted at gå hen, fordi ingen vil give dig husly, for de er bange for pesten. Det eneste du har i hovedet er at komme til en by, kaldet Trondheim, hvor du ikke ved, hvad der venter dig.

Af Stine, 14 år

Titel:

‘Troldbunden’ (Sagaen om Isfolket 1)

Forfatter:

Margit Sandemo

Originaltitel:

‘Trollbundet’ (Sagaen om Isfolket #1)

Oversat af:

Lilian Kingo

Sider:

284

Udkom:

1982

Forlag:

Jentas

Følelses-barometer:

‘Troldbunden’ foregår i år 1581 og handler om den kun syttenårige Silje. Siljes far var hovsmed hos en oversmed, men da pesten kom, tog den hele Siljes familie med sig. Silje var den eneste, der overlevede, men hun blev smidt ud af hytten, de havde boet i, for hvad skulle oversmeden med en pige?
Silje er kommet ind i byen Trondheim, men der er ikke nogen, som vil hjælpe hende. Hun er blå af kulde og er ved at dø af sult. Silje bliver tiltrukket af et bål, hvor ligene bliver brændt, det ligger ved et bjerg uden for byen. Bål betyder ild, og ild betyder varme, også selvom det ligger lige ved siden af henrettelsespladsen. På vej derhen møder Silje et barn, hvis moder døde af pesten, og et lille spædbarn, der ligger indpakket i fine stykker stof ude i skoven. Silje tager dem begge med. Da hun kommer hen til henrettelsespladsen, møder hun en mand af Isfolkets slægt. Silje synes, han ser ud som et slags menneskedyr. Han er skræmmende, samtidig med at han også er tiltrækkende, og han er den eneste, som hjælper hende.

Det er IKKE en vampyr-fantasy!

Når jeg klikker lidt rundt på nettet, for at finde noget om den her bog, så står der, at bogen er fantasy. Det synes jeg ikke, den er. Der er noget overnaturligt i den, men jeg ville aldrig selv sige, at det er en fantasy. Måske fordi jeg forbinder fantasy med vampyrer, mange nye væsner og så videre, men måske er det her bare en anden slags fantasy, end den jeg er vant til. Jeg ved ikke helt hvilken genre, jeg vil beskrive bogen som. Det er sådan en bog, jeg helst ikke vil sætte en mærkat på.

Mange bøger, men bare rolig

Bag på bogen står der: ”Sagaen om Isfolket, i alt 47 bind, udkom i perioden 1982-1989.” Og inden du nu udbryder: ”47 BIND??! Det når jeg da aldrig at få læst!” Så bare rolig, bøgerne hænger ikke sammen, og de fortæller hver sin historie. De 47 bøger strækker sig fra 1581-1960’erne, hvor du hører om Silje, Tengel og deres efterkommere.

Kærlighed lige som i dag

Jeg må lige nævne, at selvom bogen er fra 1980’erne, og faktisk handler om 1500-tallet, så er kærlighedskonflikten i bogen næsten den samme, som i de bøger der bliver skrevet i dag. Det med at to ikke kan få hinanden, fordi de er forskellige, det vil være farligt og andre ikke vil acceptere det. Det er jo næsten det samme som, alle de der vampyr- og andre fantasybøger i bund og grund handler om. Det gør, at jeg ikke tænkte over, at den er skrevet for mange år siden.

Vi er ikke bedre selv

Margit Sandemo fik mig til at tænke på, hvordan vi alle dømmer andre, på de rygter vi hører. Det er desværre rigtigt, at mange dømmer andre på, hvad de får at vide i stedet for at skabe deres eget indtryk af personen. I bogen blev Isfolket omtalt som nogle uhyggelige og ikke særlig rare væsner. Der er ingen, der kender dem, men når alle siger, at de er sådan, så tror næsten alle, at det er sandt. Men egentlig er de jo mennesker som alle andre, og de kan ikke selv gøre for, at de er blevet født i den slægt, de nu engang er blevet født i.

Super duper godt skrevet

Selvom jeg kun hører om Silje og de andre personer som han/hun-fortæller, så kommer jeg rigtig tæt ind på dem. Det var sjovt, at der nogle gange kom en slags alvidende fortæller. Det var som om, jeg sad og spiste en treretters menu, og selvfølgelig var jeg mest spændt på desserten. Lige pludselig kommer der en og giver et lille hint om, hvad desserten er, hvor jeg bagefter bliver endnu mere spændt.

Jeg hørte ikke kun om hovedpersons følelser i den her bog, og det virkede virkelig godt. Det er ingen spoiler, at en af personerne giver sit barn væk, og der var det godt, at jeg hørte om hendes følelser, selvom hun ikke er hovedpersonen. For det gør det mere realistisk, når jeg hører, at hun havde det svært, og var meget ked af det, selvom det ikke direkte havde noget med handlingen at gøre.

Margit Sandemo er også god til at beskrive følelser. Det gjorde, at jeg kunne leve mig ind i, hvordan personerne følte, i stedet for der for eksempel bare stod, at Silje frøs, for det gør vi alle engang imellem. Men jeg fik det at vide på en måde, så jeg vidste, at hun virkelig frøs og var ved at dø af kulde.

Minder om …

`Troldbunden´ er en virkelig velskrevet bog, som sagtens kan læses i dag selvom den er cirka 30 år gammel. Den er hyggelig, spændende, sørgelig og romantisk. Det vil sige, alt hvad jeg havde forventet, og jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, at jeg skal have læst 2’eren, så jeg kan se, om Margit holder den høje standard, hun har sat.

Jeg kan ikke huske, at jeg før har læst en bog som `Troldbunden´, men den kan på en måde sammenlignes med `Det lille hus på prærien´, så hvis du kunne lide de bøger, men bare manglede lidt mere spænding og noget overnaturligt, så vil `Troldbunden´ sikkert være noget for dig.