I ’Skolen’ bliver en skole afgrænset fra resten af verdenen med hegn og bliver udstyret med mad, medicin og ligposer. Elever såvel som lærere dør på stribe, og over hele mareridtet svæver en stor, sort, mekanisk fugl. Det hele virker som et forsøg på en slags realistisk version af ‘The Hunger Games’ eller ‘Fluernes Herre’, som dog aldrig rigtig når over forsøget. Jesper Wung-Sung, forfatteren bag ’En – To – Tre – NU!’ og ’To ryk og en aflevering’, er tilbage med endnu en bog, som din dansklærer sikkert vil elske, men det vil du nok ikke!

Af Signe, 23 år

Titel:

‘Skolen’

Forfatter:

Jesper Wung-Sung

Sider:

140

Udkom:

20. september 2013

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:








Benjamin går, som de fleste drenge på hans alder, i skole. Til forskel fra de fleste andre drenge på hans alder, er det dog hans far, der er skoleinspektør. Benjamin plejede at være stolt af sin far og følte måske endda, at farens status gav ham selv en form for prestige. Men nu er Benjamin blevet ældre, og nu er han faktisk bare hamrende træt af sin inspektør-far.

Da en lærer besvimer på skolen, får både elever og lærere fri. Men inden de kan få lov at komme ud og nyde deres nyfundne frihed, dukker tre sortklædte mænd op. De fortæller Benjamins far, at alle skal blive på skolen, indtil de får andet at vide.

Men de få timer, inspektøren havde gættet på, det hele ville vare, bliver til dage. Skolen bliver lukket inde bag et højt hegn, mad, medicin og ligposer bliver afleveret skolegården, folk bliver pludseligt dødeligt syge og højt over det hele flyver en mørk, fuglelignende skikkelse, der skyder folk, der forsøger at flygte fra mareridtet.

Pesten i Bergamo

Da jeg havde læst ’Skolen’ færdig, var jeg fanget i en slags ”hvad-fa’en-var-det?!”-humør. Jeg sad i lang tid og stirrede surt på bogen, mens jeg desperat prøvede at få styr på, hvad det hele egentlig skulle betyde. Efter alt for lang tid uden et gennembrud, besluttede jeg mig for at stille mine spørgsmål til Google, og her var der fangst.

Det viser sig nemlig, at ’Skolen’ åbenbart er en slags moderne, fri fortolkning af ‘Pesten i Bergamo’. Og nej, jeg vidste heller ikke hvad ‘Pesten i Bergamo’ var, så det måtte jeg også slå op – og endte med at læse en 7-sider lang novelle fra 1880’erne om, ja, du gættede det, pest i byen Bergamo. Og pludselig gav det hele lidt mere mening.

‘Pesten i Bergamo’ var dog, undskyld mig, røv-kedelig, men inspirationen var tydelig at se. Ligesom i novellen, synes jeg nemlig, at Jesper Wung-Sung har alt for meget fokus på sproget og alt for lidt fokus på plottet.

En realistisk ’Hunger Games’

Selve ideen bag ’Skolen’ er jeg virkelig vild med. Det der med at samle en masse mennesker i en dødelig situation og se, hvordan de håndterer det, kan blive super spændende, og jeg håbede nærmest på noget á la ‘en mere realistisk ’Hunger Games’’.

Men ’Skolen’ når aldrig over ideen. Jo, folk dør da. Ja, der sker da den ene forfærdelige ting efter den anden. Men i stedet for hjerteskærende, hadfyldte, tårevædede reaktioner, får vi yndige beskrivelser af, hvordan solen ser ud, hvordan varmen er eller hvordan blomsten svajer i vinden.
Jo da, det kan skam være ganske udmærket med flotte beskrivelser og lækkert sprog, men det virker fuldstændig tumpet i sammenhæng med historien. Desuden er bogen propfyldt med sammenligninger, der nærmest virker helt amatøragtige. Stort set alt bliver beskrevet med et efterfølgende ”… som var det …”, og det ødelægger mine læseoplevelse.

Dansklærernes Golden Child fungerer ikke denne gang

’Skolen’ er dog ikke fuldstændig ulæselig. Der er endda tidspunkter, hvor jeg må indrømme, at jeg blev interesseret og fik lyst til at læse videre — kun for hurtigt at blive skuffet over endnu en sammenligning: ”Nogle lange rør blev håndteret, som drejede det sig om at foretage jordboringer. Så kom trådnet, der glimtede som fiskegarn, der bliver trukket op af vandet. Johannes kom mod dem, som hang han sprællende i dets midte.”

Som tidligere nævnt er jeg vild med ideen. Jeg synes virkelig, den kan udføres på en spændende og uhyggelig måde, men i denne sammenhæng fungerer den simpelthen ikke. Jesper Wung-Sung er lidt blevet dansklærerernes golden child, og selvom det måske burde være et kvalitetsstempel, synes jeg bestemt ikke, det er det i denne sammenhæng. For i stedet for at sidde tilbage med en følelse af ”Arh! Det var jo DET, det hele handlede om!”, så ender jeg med at sidde og føle mig dum, fordi jeg åbenbart ikke kan forstå hans intentioner. Det virker nærmest som en joke, der mangler en punchline!

Selvfølgelig skal temaet eller budskabet ikke foræres til læseren, men jeg kender få mennesker, der gider læse en ungdomsbog, hvor de – for at forstå den – bliver nødt til at google den efterfølgende.

Og med hensyn til referencen til ’Pesten i Bergamo’, så synes jeg endda, det hele bliver bare en lille smule højrøvet.

Som man siger: Mor er ikke sur, mor er skuffet.

Uddrag af ‘Skolen’

Lærere og elever skyggede for solen med hånden og så mod himlen. De vidste ikke, hvad de skulle men, hvad dét betød. Men Simon kluklo ved siden af Benjamin, som var lyet skolens undervisningsmateriale, der var sendt i kredsløb uden for menneskelig rækkevidde. På en måde så det også komisk ud, som var et mekanisk fly blevet forelsket i en gammel skole, og på en måde lignede det, at det var en rovfugl, der tålmodigt ventede på sit bytte, der gemte sig i græsset eller skyggen på skolens område.