Efter at have læst ‘The Book Thief’ fik jeg et helt nyt syn på, hvordan det var at leve i Tyskland under 2. Verdenskrig. Det er selveste døden, der fortæller historien om Liesel Meminger, og det er både hjertevarmende og hjerteskærende på samme tid.

Af Coralie, 16 år

Titel:

‘The Book Thief’

Forfatter:

Markus Zusak

Sider:

526

Udgivet første gang:

2005

Forlag:

Alfred A. Knopf/Random House

Pris:

US $12.99
Paperback

Følelsesbarometer:







Nazi-Tyskland: En Januardag 1939 begraves Liesel Memingers kun 6-årige lillebror, der ellers skulle have fulgt med hende til den lille by Molching, hvor et nyt liv ventede dem. Ved gravstedet ser hun midt i sneen en lille sort bog. På trods af at Liesel ikke kan læse, bliver hun nysgerrig og tager bogen med sig. Dette bliver Liesels første, men ikke sidste forsøg som bogtyv.

Da hun når Molching og sit nye hjem på Himmel Strasse 33, hvor plejeforældrene Hans og Rosa Hubermann venter, bliver det starten på en både hård men også spændingsfyldt tid. En tid hvor krig, fattigdom og ikke mindst død rammer alle en efter en. Også beboerne i Molching.

Med hjælp fra Hans og jøden, Hubermann’s skjuler i deres kælder, introduceres Liesel for litteraturens verden og ordenes magt. Med krigen i hælene, en jøde i kælderen og en trang til at stjæle bøger, er intet sikkert på Himmel Strasse 33.

Kedelig start, men så skete der noget

Til at starte med, fandt jeg bogen god, men jeg var ikke blæst omkuld. Jeg følte for Liesel, der lige havde mistet sin bror, og jeg fandt døden som fortæller interessant, men ellers havde jeg svært ved oprigtigt at forstå alle de rosende ord der står på for- og bagsiden af bogen. Som jeg læste videre, begyndte jeg at forstå mere og mere, miljøet føltes mere naturligt og jeg kunne så småt begynde at se hvor historien ville hen.

Man kan ikke blive andet end forelsket i de realistiske og naturlige karakterer i ‘The Book Thief’. Især var jeg glad for Liesels plejefar, Hans Hubermann. Hans hjælper Liesel igennem de hårde nætter, hvor mareridt om blandt andet broderens død plager hende, og så lærer han hende at læse, selvom han ikke er den bedste læser selv. Han er bare en så varm og dejlig person, sådan en man godt gad kende i virkeligheden. Karaktererne i bogen er meget forskellige, og de har vidt forskellige baggrunde, alligevel er der ting, man individuelt kommer til at elske dem for.

Med døden som fortæller

Det er selveste døden, der fortæller historien om Liesel Meminger. Som Gud, kigger døden ned på Molching og følger med i Liesels liv. At skrive fra dødens perspektiv giver et meget flot og unikt aspekt til historien. Dødens arbejde er at samle de døde kroppe op og slippe de vildfarende sjæle fri, så den har meget at se til gennem 2. Verdenskrig.

Døden er vidne til al den rædsel, menneskene forårsager mod hinanden, men den prøver også at se det smukke i mennesket, blandet andet gennem Liesel og personerne omkring hende. Det lyder måske meget depressivt med døden som fortæller, men fordi Markus Zusak har givet døden personlighed og en meget finurlig måde at se verdenen på med et strejf af humor, bliver det en meget smuk ting.

En meget stemningsfuld og smuk bog

Efter at have læst ‘The Book Thief’ fik jeg et helt nyt syn på det at være midt i vingesuset af denne forfærdelige krig. Fra perspektivet af døden gennem en lille pige skildrer den på en meget spændende og anderledes måde dette lille samfund, der stilles overfor hårde tider, og takler det på forskelligt vis.

‘The Book Thief’ er en bog om sammenhold, familie, venskab, kærlighed og de svære emner, krig og død, men det er også en bog om ord og hvilken magt ord har. Det gik pludseligt op for mig, hvor stor en betydning ord faktisk havde gennem krigen.
På trods af at historien finder sted under 2. Verdenskrig, er det ikke en action-pakket bog. Den bygger mere på en masse små episoder, sjove som triste, og så de meget interessante og realistiske karakterer. Det er klart en fordel at have lidt viden omkring perioden, for den fulde læseoplevelse.

‘The Book Thief’gik lige i hjertet på mig. Jeg græd, jeg grinte, jeg snøftede, jeg smilede … ja, jeg passerede hele følelsesregistret. Jeg tror virkelig, at jeg i et stykke tid vil få svært ved at blive oprigtigt begejstret for en bog efter at have læst den her. Hjertevarmende og hjerteskærende på samme tid, det er ordene for ‘The Book Thief’.

Uddrag af ‘The Book Thief’
“Anything good to eat at your place tonight?” he asked.
“I doubt it.
“Me neither. It’s a shame you can’t eat books. Arthur Berg said something like that once. Remember?
They recounted the good old days for the remainder of the walk, Liesel often glancing down at The Whistler, at the grey cover and the black imprinted title.

Before they went into their respective homes, Rudy stopped a moment af said, “Goodbye Saumench.” He laughed “Good night, book thief.”
It was the first time Liesel had been branded with her title, and she couldn’t hide the fact that she liked it very much. As we’re both aware, she’d stolen books previously, but in late October 1941, it became official. That night, Liesel Meminger truly became the book thief.