Forventningerne var høje da min veninde Cille, vores små brødre og jeg drog i biffen for at se filmen om det lille rensdyr Niko, der skal ud på en lang rejse for at finde sin far.

Anmeldt af Andrea Due, 15 år

Instruktør: Michael Hegner, Kari Juusonen

Genre: 3D Computeranimation

Land: Danmark/Finland

Distributør: Nordisk Film

Premieredato: 12. december 2008

Vi havde fået de perfekte pladser i CinemaxX – allerbagerste række, lige i midten.

Der sad vi så, med en kæmpe bøtte popcorn, samt sodavand til alle. Filmen startede, til stor begejstring, men vi opdagede snart at noget var galt. Lyd og billede stemte ikke overens.

Vi kom ud at rejse før Niko

Mundbevægelserne kom før stemmerne. Meget forvirrende! Efter et stykke tid besluttede Cille og jeg os for at løbe ned til billetkontoret og fortælle at noget måtte være galt.

Operatøren stoppede filmen, og da det hele blev lidt for kedeligt, begyndte de fleste af børnene at lege nede foran lærredet. De startede filmen op igen, men problemet var stadig det samme.

På farten med os igen. Nu med kurs mod Palads. Vi baksede popcorn, halvdrukkede colaer og to små tissetrængende drenge ind i toget mod Vesterport. Og til sidst måtte vi løbe med drengene på ryggen, for at nå Palads-toilettet inden det gik helt galt. Vi fik billetter til filmen som kørte allerede fem minutter efter, og endelig kunne vi få lov at nyde Niko og de flyvende rensdyr – dog med halvkolde popcorn.

Julemand og rensdyr tæt på at blive ædt

Julefilmen handler om det lille rensdyr Niko, hvis far arbejder i Kanekorpset. Niko har derfor aldrig set sin far, og drager en dag hvor alle er sure på ham, af sted for at finde julemanden og sin far. Rejsen bliver farefuld, men han og det søde omsorgsfulde jordegern Julius, får følgeskab af den sangglade ilder Wilma, som Kaya Brüel lægger stemme til. På rejsen skal både krydses store floder og klares onde ulve, som har planer om at æde både rensdyr og julemand, og selv blive det nye kanekorps. Alt løser sig dog til sidst som i et rigtigt juleeventyr.

Niko – en computeranimationsfilm

Filmen, som har været meget oppe i medierne, er lavet i 3D computeranimation.
Filmens instruktør, Michael Hegner, har tidligere lavet to andre film: ”Hjælp! Jeg er en fisk” som er en 2D animationsfilm, og ”Den grimme ælling og MIG” som er en 3D animationsfilm. Michael Hegners tredje film, Niko, er som den forrige også animeret i 3D. Det gør filmen mere realistisk med hensyn til belysning og baggrund.

Søde figurer

Filmen byder på en masse søde figurer. Især Spjæt, den lidt anderledes ulv, og Effie, den lille puddel, hvis stemme lægges af Vicki Berlin. Kanekorpsets slogan ”Vi rensdyr ikke heste, vi flyver vi de bedste, ho ho!” fik også salen til at smågrine.

De ellers lidt arrogante rensdyr i Kanekorpset tøede også op i slutningen af filmen. Deres mange forskellige nationaliteter, gjorde at de talte med ret sjove accenter. Der var een som talte rigtig meget som Chris McDonald, sundhedseksperten fra USA.

Det søde omsorgsfulde jordegern Julius’ følelser af både gode og dårlige gjorde det lettere at sætte sig i hans sted.

“Andrea! Ulvene kommer!”

Min veninde Cille, og vores små brødre sad helt ude på kanten af sædet under det meste af filmen. ”Andrea! Andrea! ULVENE KOMMER!” råbte min lillebror også ret højt, så et par biografgæster smågrinede. Så ingen tvivl om at de syntes, filmen var ret så nervepirrende.

Min veninde Cille, og vores små brødre sad helt ude på kanten af sædet under det meste af filmen.

Mange har sagt, at filmens historie netop tager et meget nutidigt problem op, nemlig at mange børn ikke bor sammen med deres far. Det kan måske være rart for de børn, at opleve at der også andre som også har det sådan.

Musikken var der ikke rigtig lagt så meget vægt på. Der var ikke rigtig nogen titelmelodi der fangede og blev ved med at køre inden i hovedet bagefter. Da jeg tænkte over filmen senere, blev jeg faktisk lidt i tvivl om der om der overhovedet havde været nogen titelmelodi!?

Hellere 2D end 3D

Michael Hegners ”Hjælp! jeg er en fisk”, var en utrolig flot 2D animeret film, med fangende musik, en titelsang man havde på hjernen resten af dagen, og en meget rørende historie. Sammenholdt med det synes jeg Niko mangler en del. Og når nu filmen er lavet i 3D, synes jeg alligevel ikke den er lige så flot og detaljeret som for eksempel Disney’s Ratatouille.

Genkendelige følelser, men en smule for realistisk

Jeg synes det er fedt at man kan genkende følelser fra sit eget liv i filmen. Og at filmen tager meget nutidigt problem op. Men jeg er nok lidt af en romantiker, for når det er en en julefilm, må der gerne være masser af dejlig julestemning, små finurlige detaljer, det synes jeg ikke rigtig denne film havde. Jeg synes sagtens historien kunne have været fremført på en mere julet måde.

Jeg tror også at jeg ville have syntes bedre om filmen i 2D, for så tror jeg de ville have brugt mere tid på juledetaljer og stemning. Alt 3D’en gør at filmen får et meget realistisk udseende og julestemning bliver derfor glemt synes jeg.

Manglede melodier at nynne med på

Jeg tror filmen ville have rørt mig mere, hvis der havde været et fedt og gennemtænkt soundtrack, som kunne have givet lidt stemning til det hele. Det var som om der næsten ingen musik var i denne film. Jeg ville gerne være i julehumør når jeg kom ud af biografen. Sådan havde jeg det ikke med denne film.

Der manglede desuden en titelmelodi der bare fængede. Sådan en man går og nynner flere dage efter.

Blandede meninger

Der har været ret meget omtale om Niko – Og De Flyvende Rensdyr i medierne. Ud fra det, synes jeg måske ikke den er helt så fantastisk som vi ser på de mange trailers, interviews og plakater.

Men ellers er det en sød og spændende historie, og jeg tror også man kan få sig et godt grin, med nogle af de replikker der er i filmen. Niko og de flyvende rensdyr er et besøg værd med små søskende eller familien. En juledag. Eller måske endda en januardag, da filmen jo spiller helt ud til slutningen af januar.

Victor og Oliver, Cilles og min lillebror var vilde med filmen. Der var alt. Både uhygge i form af ulve, en helt som redder det hele og en lykkelig slutning. Victor ville allerede ind og se den dagen efter igen.

Niko og de flyvende rensdyr

Animation betyder at gøre ting levende.

Tegnefilm er animation med håndtegnede tegninger.

Computeranimation er animation hvor tegningerne er lavet på computer, og altså ikke eksisterer på papir.

2D Computeranimation
er computeranimation hvor tegningerne er to-dimensionelle. De to dimensioner er højde og bredde. I Michael Hegners første film “Hjælp! Jeg er en fisk” er computeranimationen to-dimensionel.

Man laver ofte tre-fire lag i baggrundene, for at snyde sig til en lille smule af 3D virkningen. Der er dog ingen tvivl om at tegningerne også ser lige så flade ud, som tegningerne i en billedbog.

Også helt nye Disney film som for eksempel Bambi 2, bliver lavet i 2D computer-animation. Formentlig fordi der stadig er mange der bedst kan lide at se på den gamle 2D teknik, og formentlig også fordi en film som Bambi 2 helst skal ligne den første Bambi-tegnefilm fra 1942.

3D Computeranimation
er computeranimation hvor tegningerne er tre-dimensionelle. Udover højde og brede, altså flade tegninger, er den tredje dimension dybde. I Michael Hegners anden film “Den grimme ælling og MIG” er computeranimationen tre-dimensionel.

Nu har alle figurer og alle omgivelser højde, bredde og dybde ligesom i virkeligheden, og man sætter computere til at beregne hvordan alle elementer flytter sig i forhold til hinanden, og hvordan deres skygger falder.

Selvfølgelig er et biograflærred fladt og to-dimensionelt, men når vi blot sidder stille i vores biografsæde og ikke bevæger os i forhold til lærredet, får computeren alligevel vores øje og hjerne til at tro det er tre-dimensionelt det vi ser.

“Niko og de flyvende rensdyr” er også 3D Computeranimation.

– Hvad synes du om Niko og de flyvende rensdyr?

Nadja, 16 år, Ølstykke

Niko og de flyvende rensdyr kan klart anbefales, især hvis der er børn i familien. Den har charme, spænding og humør, og kan ses af både børn og barnlige sjæle. Den handler i store træk om et rensdyr der drømmer om at møde sin far, der er en del af julemandens julekorps. Men på vejen kommer der forhindringer, og han er ikke den eneste der er ude efter julekorpset.

Handlingen er rigtig god, og man kan næsten ikke lade være med at blive revet med og føle sympati for det lille rensdyr. Jeg kedede mig bestemt ikke på noget tidspunkt, for den er både fyldt med gode jokes, rørende øjeblikke, eventyr og ikke mindst kærlighed. Og udover at være en sød film, har den bestemt et budskab. Niko drager ud for at finde sin far, men han ender med at finde sig selv og sit sted, lidt ligesom andre børn og unge.

Filmen har flere rigtig søde ansigter, og hvert dyr har sin egen personlighed. Især flyveegernet Julius træder i karakter med sin klodsethed, man ikke kan lade være med at grine ad. Men også en lidt anderledes ulv Spjæt fik mig til at grine op til flere gange. Stemmerne er også lagt rigtig godt og passer godt til de forskellige personligheder, og man vil kunne høre flere velkendte stemmer, så som sangeren Kaya Brüel og Jens Jacob Tychsen der ligger stemme til Julius. Niko og de flyvende rensdyr er altså en velykket animationsfilm, man klart kan ofre en eftermiddag på.

Cecilie, 14 år, Valby/Sydhavnen

Jeg synes filmen var god, fordi jeg elsker sådan nogle animation-film og fordi det var en sød historie. Den var også ret sjov, især nogle af replikkerne, som bl.a. ”Så skal vi ned og have noget mås.. øh mos!” som ulven Spjæt siger, og Kanekorpsets slogan ”Vi er rensdyr ikke heste, vi flyver vi de bedste.. Ho Ho ..”

Jeg synes også filmen var ret rørende. Jeg fik meget sympati for Niko, da selv hans mor gik imod ham, fordi de alle mente han havde fået lokket ulvene efter hele flokken. Det var ret trist!
Jeg kunne godt lide at rensdyrene havde forskellige nationaliteter, det gjorde det nemlig ret sjovt at høre dem snakke.

Hvis jeg skal sige noget mindre godt om filmen, så synes jeg at animationen godt kunne have været lidt mere detaljeret.

De bedste scener synes jeg var da Niko og hans mor snakkede om Nikos far, en af de første scener. For der fik man hele historien om Nikos far fortalt, og det minder meget om virkeligheden. Hvor der jo også er fædre der bare skrider fra kone og børn. Børnene som måske aldrig har mødt ham, synes alligevel at han er en ”helt.” Og en anden bedste scene, da Niko flyver med kanekorpset. Hans store drøm går i opfyldelse. Det er meget typisk – vi ved det vil ske, men det skulle det jo helst også. Endnu en scene jeg godt kunne lide, var da Julius redder dem alle fra ulvene.

Nogle gange synes jeg filmen var lidt for forudsigelig. Der måtte gerne have været flere overraskelser. Musik måtte der også gerne have været mere af. Men udover det, synes jeg det var en rigtig sød og hyggelig film. Jeg vil klart anbefale den til andre. Både familier, kærestepar, veninder og unge.