Anmeldelse: Kærestesorger

Ungdomsanmeldelse: Efter seks år er Nils Malmros klar med filmen ”Kærestesorger”. Den har krævet en af de mest omfattende castings i dansk filmhistorie og har taget 3 år at filme. Det er en historie om kærlighed, og angsten for at binde sig for tidligt.

Af Mikkel Hilgart, 17 år

Titel:

‘Kærestesorger’

Instruktør:

Nils Malmros

Land:

Danmark

Distributør:

Nordisk Film

Premieredato:

13. marts 2009

Året er 1961, til en fest hos Liselotte bliver Jonas og Agnete kærester. Men kærligheden er en besværlig størrelse, og angsten for at binde sig for tidligt, gør det svært for de to at blive sammen.

Med gymnasiet som ramme følger vi Jonas, Agnete og de nærmeste venner gennem gymnasietiden.

Det skal vise sig at blive tre aldeles besværlige år med snesevis af forviklinger, forvirringer og ikke mindst forbandede kærestesorger. Som der bliver sagt i filmen; ”Man er først rigtig forelsket, når man er ulykkeligt forelsket” og det må Jonas sande til sidst.

Undervejs bliver vennerne Birger, Liselotte og især Toke, på hver deres måde viklet ind i Agnete og Jonas’ affærer og deres venskab sættes på en gevaldig prøve.

Spændende effekt

Seks år er gået siden at vi sidst kunne nyde en film instrueret af et af dansk films mest veletablerede instruktørnavne, Nils Malmros, manden bag, eksempelvis ‘Kundskabens Træ’. Men han har ikke spildt tiden, tre år har det nemlig taget at optage filmen ‘Kærestesorger’. Hvilket altså er ligeså lang tid som filmen egentlig strækker sig over. At filmen er optaget i en slags ’realtid’, bevirker at de medvirkende skuespillere – over de to timer filmen varer – reelt bliver tre år ældre for øjnene af os. En utrolig spændende og virkningsfuld effekt, som gør fortællingen ganske troværdig.

Ypperligt skuespil

Ydermere har filmen haft en af de største og mest omfattende castings i Danmark nogensinde, hvilket betyder at stort set alle skuespillere er ukendte. Dette er dog overhovedet ingen anke, tværtimod er det utrolig flot og troværdigt skuespil vi bliver præsenteret for. Især filmens to hovedpersoner Jonas (Thomas Ernst) og Agnete (Simone Tang) gør et fantastisk stykke arbejde.

Spændende Biroller

Men også birollerne er interessante, og Birger (Jacob Grosen Pedersen) brillerer i rollen som gymnasieeleven der bliver alt for tidlig far. Blandt de få kendte ansigter finder vi Søren Pilmark, i rollen som Agnetes hjertevarme men psykisk ustabile far, og Finn Nørbygaard som den humoristiske matematiklærer, der fortæller lumre sengekantshistorier til eleverne efter skole.

Ikke kun en ungdomsfilm

Stil- og temamæssigt ligger ‘Kærestesorger’ i klar forlængelse af Nils Malmros’ prisbelønnede ‘Kundskabens Træ’ fra 1981. Men hvor ‘Kundskabens træ’ forgik i realskolen, er omgivelserne nu skiftet ud med gymnasiet. Der er gennem tiden blevet lavet rigtig mange film, med temaer som ungdom og kærlighed, men hvor film som eksempelvis ‘Vil du se min smukke navle’ primært henvender sig til de unge filmen også handler om, er ‘Kærestesorger’ ikke en film der kun taler til de unge. De sideløbende historier, om eksempelvis Agnetes fars langsomme psykiske deroute, gør at filmen har meget mere at byde på.

Eventuelt en opstrammer

Hvis nogen skulle være i tvivl, er det på ingen måde action fyldte scener der bærer historien, i stedet er det en ærlig og smuk portrættering af ungdommen, og den første forelske. Filmen falder på intet tidspunkt ned i lommefilosofiens kvalme, eller bliver for moraliserende. Faktisk vil jeg mene at filmens eneste anke, er længden! Filmen varer over to timer, og det er nu engang for lang tid, ikke mindst fordi filmens tempo ikke er særlig højt. Jeg tror godt filmen kunne have været fortalt strammere, og uden helt så mange sideløbende historier som det er gjort. Men ‘Kærestesorger’ er en varm historie, der for en gangs skyld ikke ender som forventet, eller forfalder til den amerikanske happy-ending man konstant bombarderes med. Og samtidig præsenteres vi for en hel bunke nye og rigtig dygtige skuespillere, man ikke har set hundrede gange før.

Camilla, 17 år, Dragør

Kærestesorger handler om alle de konflikter, jeg selv kender fra hverdagen, så jeg kan virkelig relatere til den, hvilket bare gjorde den endnu mere spændende at se. Det var sjovt at opdage, hvordan det er de samme problemer, der stadig går igen i dag, selvom tiden er en helt anden.

Skuespillerne var hamrende dygtige. De fik virkelig skabt nogle markante personligheder, og så var det sjovt at se dem udvikle sig – både psykisk og fysisk. På den måde kom jeg virkelig til at holde af personerne, og jeg interesserede mig oprigtigt for, hvordan det skulle gå dem.

Det bedste ved filmen er, at det aldrig går som jeg forventer. Hver eneste gang jeg tror, jeg har gennemskuet den, så ændrer handlingen kurs. Den er så realistisk at den – præcis ligesom livet – er fuldstændig uforudsigelig

Andrea, 15 år, Valby

Da vi trådte ud af biografmørket var det som at komme tilbage til nutiden. Før havde vi befundet os i 60’ernes hverdag sammen med Agnete, Jonas og alle de andre.

Jeg havde let ved at sætte mig ind i Agnetes og Jonas tankegang og væremåde, så det var som at være der selv. Nogle gange tænkte jeg at replikkerne blev lidt stive i det, men nu jeg tænker over det gjorde det det bare mere realistisk, da jeg kan forestille mig at man talte mere sådan dengang.

Jeg synes det var en rigtig god film. Man kunne se, at der var brugt lang tid på filmen, og at fortælleren havde noget på hjertet. Jeg synes især det er en fin detalje, at filmen er optaget over tre år, så skuespillerne bliver ældre, det passer jo med filmen som forløber over tre år.

Læs vores store filmografi, samt portræt af Nils Malmros, med kommentarer af blandt andre Simone Tang og Thomas Ernst: kulturforunge.dk/2009/02/17/2009-bliver-endnu-et-stort-malmros-aar