Gode NWOBHM-riffs, falset-vokal og tekster med ekstremt metal-selvforherligende warcraft-agtige temaer? Enten er det en dårlig idé eller en god vittighed, og guskelov er ’In the Night’ med Dream Evil størstedelen af tiden det sidste.
| AF ANNA HOLM SØRENSEN |  |
Som sådan er der ikke meget at analysere på hos Dream Evil. ’In the Night’ er ikke nogen voldsomt kompliceret plade – underholdende er den dog. Det er simple sange med hovedvægt på en klassisk vers-omkvæd-vers-omkvæd-solo-omkvæd –struktur. Melodierne lyder lidt som noget der er rippet fra Iron Maidens tidlige firserplader som ’Piece of Mind’ og ’Powerslave’, dog med lidt mere pedal og gas på guitarerne. Og vokalen… Åh gud, vokalen. Det er en falsetvokal af bedste Judas Priest skuffe, hvis mage kun er set siden da hos bands som Stratovarius og DragonForce (bands af den type der sjældent tages alt for seriøst).
Onwards
Der er absolut ingen mening med teksterne. Jeg kan blandt andet citere linjer som: ”Onwards I move as my enemies spread like the wind, fight by my side and the bloodletting will begin”. Ordet ‘onwards’ alene er nok til at få mig til at le. Det lugter bare så langt væk af DragonForce, at det virker som om Dream Evil har stjålet det fra dem. Gudskelov er ordene ’so far away’ ikke at finde på pladen, dog lige ved og næsten … Men helt ærligt – hvad kan man ellers forvente af et band, hvis største hit hedder ’The book of heavy metal? Måske er det lidt for langt ude i Spinal Tap-klichéerne til mig, men skidtet fungerer og ’onwards’ bliver efter flere gennemlytninger helt hjemmehørende.
Desværre formår Dream Evil bare ikke at køre klichéerne helt derud hvor de virker. Der er bare noget ikke-cool Spinal Tap-agtigt der hænger som en hale efter bandet hele pladen igennem. Jeg vælger dog at tolke det som et forsøg på at være sjove og griner med bandet, i stedet for af dem.
Further onwards
Overordnet set er pladen rene DragonForce-tekster med Judas Priest-lyd. På en eller anden måde har jeg et lettere ambivalent forhold til den ellers udmærkede opskrift. Der er mange der gør det, og Dream Evil er absolut ikke i den dårlige ende af feltet. Dog skal det pointeres at man før eller siden får nok af dem; jeg befinder mig i hver fald, efter tiende gennemlytning, på et sted hvor jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med dem. Er det genialt eller til skraldespanden? Og kan musikken overhovedet høres engang ude i fremtiden, uden at det er i et selskab af øldrikkende metalhoveder der bare skal have det sjovt?
Skriv et svar