En (knap så) frygtindgydende skurk, en smuk journalist og en kikset superhelt. Filmen Megamind giver et godt grin med på vejen. Jeg havde et smil på læben selv efter, at lyset i biografen tændtes.
| Anmeldt af Andra Jeanina Liu, 17 år |  |
Titel:
“Megamind”
Instruktør:
Tom McGrath
Land:
USA
Distributør:
Uip
Premieredato:
16. december 2010
Animationsfilmen Megamind følger den blå skurk, Megamind, der altid formår at spænde ben for sig selv. Når han ikke gør det, gør hans hjælper, Følgesvend, det for ham. En dag slår Megamind endelig superhelten, Metro Man, ihjel, dog ved lidt af en fejltagelse. Til at begynde med er han chokeret, men lykkelig over endelig at have vundet. Men som tiden går, begynder Megamind at kede sig. For uden en at kæmpe imod, virker verden trist og grå. Derfor går han i gang med at skabe sig en ny nemesis, der viser sig at være hans værste plan hidtil.
Ikke den typiske superheltefilm
Da man følger skurken – og ikke helten – behøver man ikke at frygte endnu klichéfyldt superheltefilm. Megamind bliver som barn overbevist om, at han ikke dur til andet end at være ond. Men det er kun, fordi han prøver at konkurrere med Metro Man, der er alles yndlings – og også lidt af en pralhals. Dette lyder velkendt, men igennem hele filmen sidder man og hepper på skurken. Og dét er nyt. Jeg har altid holdt af, at komme bag om skurkene, fordi de trods alt er dem, der medfører krydderier til en ellers kedelig historie.
Vildledende på den gode måde
Filmen vises kun i biograferne med danske stemmer. Er man typen, der kun plejer at animationsfilm (og film i det hele taget) på originalsprog, synes jeg ikke, at man skal gå glip af Megamind af den grund. Stemmerne passer nemlig udmærket til karaktererne, og især Følgesvends stemme (Christian Damsgaard) er troværdig. Metro Man og den smukke, kvindelige journalist Roxanne Ritchi minder en hel del om Clark Kent (Superman) og Lois Lane, og det er en sjov, ironisk lighed, der vildleder de eventuelle ældre seere, der synes at have set den slags historie før.
Undværlig effekt
Animationsfilmen var uden tvivl flot i 3D, men effekten var undværlig efter min mening. I 2D ville alle de gode pointer og replikker alligevel være gået igennem, hvilket jeg syntes var noget af det bedste ved Megamind. Én gang skete det dog, at jeg under en slåskamp lænede mig tilbage i biografstolen, fordi spidsen af et tårn ragede ud af skærmen. Så hvis man er fan af alt i 3D, kan den stadig være værd at opleve, men ens forventninger bør ikke være høje til effekten.
Humoren i front
Der er en let og luftig stemning, der fik mig til at grine igennem næsten hele filmen. Kærlighedshistorien imellem Roxanne og Megamind var især med til at bidrage til dette. Jeg smilede stadig, da jeg trådte ud af biografen. Derfor bedømmer jeg den til fire stjerner. Grunden til, at den ikke kommer lidt højere op, skyldes 3D-effekten, som var overflødig. ”Megamind” er overordnet en sød familiefilm, der fortæller om at gå imod skæbnen, men samtidig værdsætte nogle af de ting, som man alligevel ikke kan ændre på.
Skriv et svar