Seksualitet: “Marcipansøstre” er en modig bog om fire pigers spirende seksualitet, som ikke mange forfattere tør skrive. Ane-Marie Kjeldberg viser i sin spændende historie fra 70’ernes Silkeborg, at kun Evas mors følelser er sort/hvide, når Eva og Caritas på 13, Dike på 14 og Arendse på 16-17, fascineres af den hyggelige, nyuddannede læge, Flemming, der er 10-12 år ældre end pigerne.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
“Marcipansøstre”
Forfatter:
Ane-Marie Kjeldberg
Sider:
211
Udkom:
2008
Forlag:
Forlaget Facet
Følelses-barometer:
Evas nye veninde Caritas er noget særligt. Faktisk er alle tre piger i Caritas’ familie noget særligt. Tynde, smidige og sportstrænede og med ansigter formet blødt som marcipan. Familien kører i folkevognsrugbrød og tygger lakridsrod, og moren mediterer og har mensendieck-gymnastikelever, der ligger nøgne og øver i hendes private konsultation. Trods dette brogede univers, der skiller sig helt ud fra de andre silkeborgenseres, bliver marcipansøstrene aldrig drillet. Det er deres personligheder alt for stærke til.
Fascineret og frastødt
Eva er på én gang fascineret og frastødt af Caritas’ernes på alle måder fremmede hjem. Specielt 16-17-årige Arendse, der på en frigjort måde solbader topløs og andre gange kærtegner lillesøsteren, den 14-årige Dike, alle steder på kroppen, får Eva til at føle sig underligt tilpas. Eva søger tryghed i sin gamle veninde – den forudsigelige og endnu ikke modne Lene – men Eva har taget hul på Caritas’ernes spændende nye verden, og der er ingen vej tilbage.
Pigebesøg hos den nyuddannede læge
Den den 26-årige nyuddannede læge, Flemming, der arbejder på Caritas’ fars hospital, flytter til byen, bliver Arendse hurtigt tiltrukket. Hun trækker Eva, Caritas og Dike med over hos Flemming og hjælper ham med at flytte ind og male køkkenskabe. Flemming hygger om pigerne og gi’r sodavand, tager dem alvorligt og diskuterer musik, filosofi og kunst med dem – erotisk kunst. Flemming-besøgene bliver en tradition for de fire piger, og hver gang snakken rammer noget seksuelt, giver Arendse ikke slip. Langsomt men direkte får hun viklet Dike, Caritas og Eva med ind i en flirt med Flemming, hvor det seksuelle ikke kun bliver ved snakken.
Prøver seksuelle grænser af
“Marcipansøstre” er en voksen- og ungdomsbog om fire teenagepigers meget forskellige spirende seksualitet, og hvordan de får de samme oplevelser med Flemming uanset deres forskelle i alder og lyst. Det handler om piger, der prøver seksuelle grænser af i de – for nogen få – flowerpower-inspirerede og frigjorte 70’ere, og om unge mænd, når de får svært ved at sige fra. Den er skrevet i et let og varieret smukt sprog, med mange finurlige og korte sætninger. Det virker rigtigt godt.
Pirrende erotisk
Beskrivelserne er stærkt erotiske og pirrende, fra Evas første erfaringer med onani, til Arendses meget bevidste prøven-grænser-af med Flemming, hvor hun gerne solbader nøgen og stiller ham personlige seksuelle spørgsmål. Beskrivelserne af både pigernes og Flemmings reaktioner er utrolig fine og præcise, og den store indsigt man får i alle hovedpersonerne gør, at man faktisk også kan identificere sig med dem alle sammen. Et smart træk, der på tidspunkter gør det nærmest umuligt at vælge side.
“Zappa” og “Drenge”
”Marcipansøstre” minder mig på positiv vis både om Bjarne Reuters ”Zappa” – hvor den dominerende akademikersøn Steen, får presset middelklassedrengen Bjørn ud på dybt vand, under den ultimative straf: udelukkelse af fællesskabet – og Nils Malmros’ nok knapt så kendte film ”Drenge” – hvor lægesønnen Ole lærer sig selv at kende igennem tabuiserede seksuelle lege. I Ane-Marie Kjeldbergs roman er turen så kommet til pigerne og deres seksualitet – og heldigvis for det.
Farligt at fornægte børns og unges seksualitet
Selvom vi i 2011 tror vi er fuldstændig seksuelt frigjorte, og sangerinden Medina kan optræde med bare bryster til et velgørenhedsshow i tv i bedste sendetid, hører det stadig til en sjældenhed, at forfattere tør bevæge sig ind på det minerede område, der hedder børn og unges seksualitet. Fordi vi pludselig er blevet så bevidste om at pædofile eksisterer, kommer nogen pludselig til at fornægte børns og unges seksualitet og fordømmer alt hvad der er skrevet om den, for at føle sig politisk korrekte og på den ”sikre side” mod seksuelle overgreb. Selv en rigtig fin, ikke-moraliserende og på ingen måder vammel bog som ”Marcipansøstre”, er blevet beskyldt for at være en opfordring til pædofili, hvilket i mine ører lyder som om, der stadig eksisterer debattører fra middelalderen (som så må være minimum 512 år i dag).
Kjeldberg tør viser teenagepigernes forskellige seksualitet
Jeg kender ikke nogen, der ikke vil gøre alt for at beskytte børn mod overgreb, og jo, det havde været enkelt, at sætte faste etiske og moralske regler for børns og unges seksualitet, hvis seksualiteten var noget vi alle fik overdraget i en smuk rød pakke på vores 15-års fødselsdag, hvor vi overtræder grænsen for den juridiske “seksuelle lavalder”.
Men virkeligheden er jo, at vi er blevet født med vores seksualitet, og sålænge man på Sex og Samfund’s flittigt besøgte hjemmeside for unge, sexlinien.dk, ugentlig bliver oversvømmet med spørgsmål fra specielt piger i 12-13-14-års alderen, der går på frygten om hvor vidt de er normale, fordi de mærker deres seksuelle lyst på mange forskellige måder, gør vi i hvert tilfælde ikke de unge nogen tjeneste ved at fortie emnet.
Derfor er det skønt, at Ane-Marie Kjeldberg tør vise teenagepigernes forskellige seksualitet og tanker så direkte i “Marcipansøstre”, hvor Evas velbefindende hverken findes i de seksuelle aktiviteter hun bliver presset ud i af søstrene, eller i hendes mors offer/gerningsmands-overbevisning, men et sted midt imellem, som hun blot ikke har fundet og fundet sig tilrette med.
Uddrag af Marcipansøstre
På andendagens eftermiddag eksploderede Arendse med ét.
“Nej,” spruttede hun, “nu er jeg altså ligeglad med, om her er gæster, Caritas, nu vil jeg have luft.”
Ved ordet gæster havde hun tilkastet mig et blik, som mærkedes som porcelæn. Jeg følte mig ikke truffet i første omgang, for rigtignok var jeg da gæst, men jeg var jo kun et barn – og desuden havde jeg intet gjort, og hvorfor havde hun ikke bare sagt til sine forældre, at hun ikke ville have en Caritas-kammerat i huset? Men i tredje omgang – da hun sagde ‘nu gør jeg det altså’ – da følte jeg mig ramt. Ramt af blødt, kurvet, fast kød, som var foruroligende ikke-hvidt, foruroligende ligeså-brunt som ansigt og arme og lår. Og ligefrem smertefuldt fuldendt af strittende rødbrune brystvorter, som var meget mindre end min mors, men meget større end mine egne kun letbulne prikker.
Hun gjorde det så elegant. Hænderne rask om bag på ryggen – og så pille og krænge i en glidende bevægelse, og så sad hun dér i solstolen i bikinitrusser. Elegancen slog mig dybt i maven, måske slog den lige så kraftigt som selve de tiltalende bryster, som trængte sig ind på mine synsnerver og ind i alle mine andre nervebaner.
Caritas gjorde det hele værre ved at stønne et fortørnet ‘Arendse!’, og endnu værre ved at tilføje:
“Du skræmmer livet af Eva. Sådan gør de altså ikke hjemme hos hende; de er sådan nogle pæne mennesker.”
Rigtig meget at lære af historien
Udover det erotiske/seksuelle hovedtema, handler ”Marcipansøstre” ligeså meget om hvordan piger begynder at skifte veninder ud i teenagealderen, og hvor langt man vil gå for at bevare sin plads i venindegruppen. Et sørgeligt bitema, er Dikes håbløse forelskelse i Flemming, hvor uskyldig kærlighed i stedet bliver til en seksuel konkurrence med storesøsteren Arendse. Bogen rummer mange af disse modsatrettede og forvirrende følelser, og her er rigtig meget at lære for de ældre teenagere.
Diskuter den i klassen eller med veninden
Selve historien om Eva, Caritas, Dike og Arendse og den rare nyuddannede læge, Flemming, kunne lige så godt være foregået i dag, som i 70’erne. Og den ville have givet præcis de samme moralske skrubler for alle de involverede parter. Som læser vil du uden tvivl også havne i et utal af dilemmaer, som kun du kan gøre op med din egen samvittighed – og måske ikke engang med den. Det er en bog, som du nemt kan diskutere i timevis i gymnasieklassen eller med dine veninder og venner, fordi den provokerer vores faste tankegang om, at vi skal nå frem til ”den rigtige konklusion”. Men som Ane-Marie så smukt og præcist udtrykker det igennem Evas far: ”Sandheden er den løgn, man bliver enige om.”
6 stjerner til “Marcipansøstre” fordi den er spændende, oplysende, realistisk, aktuel, savnet og hamrende modig.
Skriv et svar