‘Ghostgirl’-serien: Det vigtigste i ‘Ghostgirl’ er ikke spøgelserne, men kærligheden. Ikke bare kærligheden til den kæreste man så ofte savner, men også hvor svært det kan være i skolen og gymnasiet, når man føler sig helt overset, ikke accepteret og uden veninder blandt klassekammeraterne. Tonya Hurley fortæller en hyggelig morsom, men også morbid og barsk historie om, hvordan det er at være ung, overset og forelsket.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Ghostgirl’

Forfatter:

Tonya Hurley

Oversat af:

Rasmus Klitgaard Hansen

Sider:

342

Udkom:

2009

Forlag:

People’s Press Junior

Følelses-barometer:









Charlotte Usher er hverken upopulær eller hadet på Hawthorne High — havde det bare været så vel. Næ, Charlotte er fuldstændig overset – det værste man overhovedet kan blive. Hun kunne have hadet sig selv for det, men hun har valgt den sværeste løsning, nemlig at gøre noget ved det. Så i sommerferien op til hendes andet år på skolen, har hun luret alle de populære pigers tricks af. Nu vil hun forsøge at lægge make-up som Petula, skolens allermest populære pige, og hun vil være lige så modbydelig som veninderne Wendy A og Wendy T. For hvis hun kommer til at ligne dem, vil skolens lækreste fyr, Damen, helt sikkert også få øjnene op for hende, som han har det for Petula.

Selv om det intet har at gøre med Charlottes plan, smiler lykken til hende allerede på første dag, for ved et tilfælde bliver hun Damens fysikmakker. Lykken kan ikke blive større, lige indtil Charlotte får en vingummibamse galt i halsen, en dør i hovedet, og bliver overladt til ensomheden og kvælningsdøden i et tomt klasseværelse!

Men at skulle gå i de døde skoleelevers klasse i kælderen, bo på kadaverkollegie og i det hele taget være usynlig for Damen, huer ikke Charlotte. Det kan godt være, at hendes nye klasselærer Mr. Brain siger, at de alle sammen skal løse deres problemer og arbejde sammen, for at “komme videre”, men den eneste plan Charlotte vil videre med, er planen om at kysse Damen, og hun skal nok udtænke og udføre den, selv om det strider fuldstændig mod alle normale retningslinjer for døde skoleelever.

Et High School-miljø der bare kører

Det spændende, morsomme og klassiske amerikanske High School-miljø, som for eksempel forfatteren Sienna Mercer ikke rigtig kan få til at glide i ‘Min søster vampyren’-serien, lykkedes Tonya Hurley virkelig godt med i ‘Ghostgirl’. Det var min allerførste tanke, da jeg mødte Charlotte Usher og hendes klassekammerater for første gang.

The Princess, The Jock, The Rebel, The Geek

Hvis man skal genskabe en troværdig og moderne high school, skal den først og fremmest bestå af veldefinerede, knivskarpe og lidt stereotype karakterer, såsom ‘The Princess’ = Petula, ‘The Rebel’ = Scarlet (Petulas fuldstændig modsatte goth-søster), ‘The Jock & The Heartthrob’ = Damen (altså sportsidioten og hjerteknuseren, her i én og samme person), og endelig ‘The Geek’ = Charlotte.

Dernæst skal de morsomme og spydige replikker flyve om ørerne på én, som bordtennisboldene gør det, når man spiller med Michael Maze. Også det kan jeg sige ‘tjek’ til, og endelig skal personerne være flerdimensionelle og besidde både gode og dårlige egenskaber og kunne vende på en tallerken, så man alligevel ikke helt ved hvor man har dem. De mange forskellige følelser, er Tonya Hurley rigtig god til at afspejle, de overraskende momenter kniber det dog lidt med, da både handlingen og slutningen er lidt forudsigelig.

Uddrag af ‘Ghostgirl’:

Charlotte havde det, som om hun var ved at eksplodere. Hun var lykkelig over, at de gik i klasse sammen, men fysikmakkere? Skete det her virkelig? Det lykkedes hendes at bevare fatningen nogenlunde, da Damen opgivende gik hen til hende.
Mr. Widget kom hen for at veksle et par ord med Damen, men hans glasøje gjorde, at det så ud, som om han også henvendte sig til Charlotte, så de hørte begge to efter.
“Jeg tror, det her kan blive til din fordel. Det må være Skæbnen,” sagde mr. Widget med et glimt i det ægte øje.

Når man føler sig helt overset

Nok handler Tonya Hurleys ‘Ghostgirl’ om de døde skoleelevers verden, der støder sammen med de levendes. Men Tonya fortæller selv i interviews på nettet, at det vigtigste i ‘Ghostgirl’ ikke er spøgelserne, men kærligheden. Ikke bare kærligheden til den kæreste man så ofte savner, men også hvor svært det kan være i skolen og gymnasiet, når man føler sig helt overset, ikke accepteret og uden veninder blandt klassekammeraterne. Den hårde følelse af isolation, har Tonya blot vist ved at placere Charlotte i de dødes verden, og det fungerer faktisk rigtig godt.

Den “rigtige” løsning i en teenagers liv

Selvom bogen er på 342 sider, er den nem at komme igennem, fordi sproget er let, bogstaverne er store, og der er masser af flot dekorerede kapitelforsider og tekstbokse med kloge ord om livet. De sidstnævnte kan man få ret meget ud af, hvis man bruger tid på lige at tænke dem igennem i forhold til sit eget liv. I længden – for der er 25 af dem – kan de dog også virke lidt for belærende og som om Tonya Hurley har den fulde sandhed om hvad der er den rigtige løsning i en teenagers liv. Og den slags sandheder hører de fleste teenagere nok rigeligt af fra deres forældre.

Uddrag af ‘Ghostgirl’:

Charlotte ventede utålmodigt uden for gymnastiksalen af årsager, hun ikke helt kunne forklare. Hun kunne svæve ind gennem udluftningskanalen eller direkte gennem døren, men i stedet for ventede hun og fulgte efter to drenge, som var dukket lidt tidligere op til træningen. Hun trådte ind i omklædningsrummet med en blanding af frygt og nysgerrighed. Det var trods alt første gang, hun var her.
Hun havde ikke nødvendigvis lyst til at se ham splitternøgen, men hun ville gerne se lidt mere af ham. Så kom Damen og smed sin sort-hvide Adidas-taske på bænken. Charlotte satte sig ved siden af og ventede på, at showet skulle begynde, som om hun var til rockkoncert. Hun ville se hans arme, skuldre og brystkasse tæt på. Forlegenheds-faktoren var næsten ved at nå maksimum nu, men hun holdt ud. Hun ville bare gerne se ham under mere intime omstændigheder.

Kønshår i kaffen

‘Ghostgirl’ er først og fremmest hyggelig, morsom og romantisk. Men som man måske kunne fristes til at tro, er den ikke helt overfladisk, for en gang imellem stikker Tonya Hurley lige til nogle meget alvorlige og sørgelige emner. Man stopper pludselig op, når man hører om den døde pige, der mangler halvdelen af sit ansigt, fordi hun fik for meget stråling fra sin mobiltelefon, og om cutteren, der ikke overlevede en dødelige bakterie-infektion. Ingen går ram forbi, pigerne kalder hinanden “ludere”, gør nar af Britney Spears og Paula Abdul, stikker grove kommentarer om spiseforstyrrelser og ufrivillig graviditet, og Charlotte lægger til med kønshår i en anden piges kaffekrus, bare fordi hun hader hende så meget.

Mod alle amerikanske normer

Tonya Hurley fremviser altså også den realistiske verden, den onde mobning og den morbide humor, som er helt modsat Disneys perfekte, næsten kristne, ‘High School Musical’-miljø. Af og til tænkte jeg, at det lige var en tand for meget, når de unge bitchede hinanden så groft. På den anden side var det så modbydeligt, at det blev til sort humor, og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at grine. Det giver ‘Ghostgirl’ kant, og det gjorde at den aldrig blev kedelig.

Faktisk tror jeg det er første gang, at jeg har læst en amerikansk forfatterinde, der har turde give den fuld skrue i en bog for de yngre teenagere (Amerikanerne tror jo ellers ofte, at alle under 18 år vil få smadret deres liv, hvis de læser om sex, alkohol og heavy metal). Men Tonya Hurley fortæller også, at hun spillede i et punkband da hun selv var ung, så måske er Tonya allermest som Scarlet i bogen: ‘The Goth & The Rebel’. 😉