Vildheks-serien: I ‘Kimæras hævn’ bliver der skruet ned for varmen og hyggen, og op for det uhyggelige, sørgelige og gustne. Jeg synes serien springer fra sine bedste kvaliteter og bliver noget nær en børnegyser, og det er ikke i den genre, jeg holder mest af Lene Kaaberbøl.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Kimæras hævn’
(Vildheks 3)
Forfatter:
Illustrator:
Anders Walter
Sider:
158
Udkommer:
8. september 2011
Forlag:
Alvilda
Følelses-barometer:
Clara tror egentlig hun skal holde en lille pause fra vildhekse-livet, men pludselig får hun et sært mareridt, hvor hun føler, hun er en lille skovfugl, der bliver kvast ihjel af ukendte kræfter.
Hendes bedste ven, Oscar, forstår ikke, at Clara har en svær tid. Han misunder hende kun de vilde oplevelser. Da onde Martin fra 8.C. kommer meget slemt til skade, mens Clara får endnu et nyt mareridt om et egern, der skal dræbes, er hun klar over at der er noget helt galt med hende. Heldigvis kommer trofaste Kat og slæber hende ud på vildvejene, så de kan komme hurtigst muligt ud til moster Isa og få hjælp.
Hyggen er forsvundet
Tredje bind i Lene Kaaberbøls Vildheks-serie, ‘Kimæras hævn’, forbavsede mig virkelig meget. Det, som jeg synes er seriens store styrke, er absolut hyggen. Fortællingerne i bind 1 og 2 osede af hygge, og jeg havde den der varme fornemmelse af, nærmest at få læst historien op, mens jeg sad foran en pejs og drak varm kakao. Der var en enorm tryghed over det. Selvfølgelig blev det også lidt uhyggeligt for at skabe spænding, men ikke mere end man stadig kunne læse ‘Vildheks’ højt for de 7-8-årige.
Men i ‘Kimæras hævn’ er hyggen skruet helt ned på vågeblus, mens der skabes sorgfulde stemninger med døde dyr, blod og alvorlige ulykker. Clara står helt uforstående over for de væmmelige syn: En fugl får trykket livet ud af sig og mast sine knogler, og et egern dør blodigt samtidig med at en skoleelev kommer ud for en så alvorlig ulykke, at han ryger med ambulance på intensiv.
Det er så sørgeligt og uhyggeligt, at det ikke længere er en serie man kan læse op som godnathistorie for de 7-8 årige, som jeg kender mange der netop gør med ‘Vildheks’. Mange teenagere er sprunget fra serien, fordi sproget og handlingen er rettet meget mere mod mindre børn end Skammer-serien var. Og da Kimæras hævn’ nu nærmest er blevet til en børnegyser, hæver det også barren for det mindste, og målgruppen er derfor indskrænket drastisk. Det er ret synd, da jeg synes alt Kaaberbøls feel-good med en pige, der elsker dyr og stadig nyder at hygge med sin mor og sin moster, netop passer så godt til oplæsning for de mindre børn. Vil man have preteen-gys på dansk, er jeg ret sikker på at de 11-12-årige søger over til Kenneth Bøgh Andersen i stedet for — det er hans styrke.
Virker ikke glad længere
Clara er heller ikke den samme glade Clara, hvilket man selvfølgelig godt kan forstå ud fra hendes gustne oplevelser med død og ulykke, men identifikationen med hende smuldrer derfor også lidt. Som læsere er vi næsten blevet lovet, at Clara skal blive en god og dygtig vildheks, men nu er vi i tredje bind, og hun aner stadig ikke hvad der foregår omkring hende, og er egentlig ret fortvivlet over det selv. Når det ikke er tilfældigheder, der styrer slagets gang, er det Kat, moster Isa og fru Pommerans, der trækker Clara rundt i manegen og fortæller hende hvad hun skal gøre. Hun nyder heller ikke at blive trukket ud på vildvejene længere og tænker hun hellere vil være helt fri for at være vildheks, i situationen, hvor Oscar misunder hende det.
Clara aner stadig ikke hvad hun skal lære
Trækker man en parallel til Ron, Hermione og Harry i Potter-bøgerne — der jo også er blevet placeret i fantasy-genren, hvor de som børn skal oplæres i magi og trolddom — får de altid lov til at bruge deres oplærte færdigheder til en aktion sidst i bøgerne, så de får nogle succesoplevelser på deres eget niveau. I ‘Vildheks’ er indlæringskurven imidlertid så stejl for Clara, at man godt forstår hun mest af alt har lyst til at opgive. Hun har ingen læreplan eller lærebøger og lider under den store frustration, at hun ikke ved hvad hendes oplæring består i. Og den frustration er jeg også begyndt at mærke som læser, for nok er Clara kommet i mesterlære, hvor hun bliver taget med på gustent eventyr i ‘Kimæras hævn’, men hun bliver aldrig rigtig heltinden, fordi hun ikke har fået nogle hekse-færdigheder, så hun kan træde i karakter og vise hvad hun kan som vildhekse-lærling.
Vidunderlige tegninger
Anders Walters tegninger bliver jeg aldrig træt af. Det er nogle af de bedste børnebogstegninger, jeg nogen sinde har set. De sprudler af varme, hygge og overskud, og med dem har han sat en standard for hyggen i ‘Vildheks’-serien. Men tegninger forpligter også, og derfor bliver det lidt malplaceret, da indholdet i ‘Kimæras Hævn’ som sagt næsten er blevet en børnegyser. Tegning og indhold stemmer ikke overens. Sammenligner man for eksempel Claras grævlinge-oplevelse i bogen, med Anders’ hyggetegning nedenfor, hvor Clara og grævling ser ud til at være de bedste venner, er der bestemt noget galt.
Uddrag af ‘Kimæras hævn’
Egernkroppen gled mellem mine kløer. Jeg skreg. Egernet peb. Pludselig var der skrigende stemmer overalt omkring os, og jorden kom styrtende op imod mig, dødt, forkert, jeg slap byttet helt og så det falde ned mod den døde plet mens jeg selv i sidste øjeblik fik vingerne igen og rettede op, steg, baskede og fløj, et bytte fattigere, men i live.
De skrigende stemmer holdt ikke op.
Og jeg fløj ingen steder. Jeg lå på jorden og stirrede op i himlen og hørte Josefine K hulke hysterisk, mens Markus’ blege ansigt svømmede et eller andet sted over mig med en meget stor rund mørk og åben mund.
“Hent en lærer!” var der en der råbte.
“Vi skal ikke bruge en lærer,” sagde Oscar sammenbidt og var allerede ved at taste noget på sin mobil. “Vi skal bruge en ambulance.”
Jeg troede egentlig godt jeg kunne sige noget. Lige om lidt kunne jeg også rejse mig op, det var jeg ret sikker på.
“Jeg tror …” gispede jeg, “jeg tror ikke jeg … behøver …”
Ambulance, hospital, alt det der. “Ikke nødvendigt …”
“Ikke til dig,” sagde Oscar. “Til ham.”
Først da opdagede jeg at der lå nogen ved siden af mig. Det var Martin. Og det eneste jeg kunne tænke på, var at han duftede af frisk blod — præcis ligesom egernet.
En gusten omgang
Hvis ‘Kimæras hævn’ havde været en solo-bog, tror jeg ikke den ville have skuffet mig lige så meget, som den nu gjorde som 3’eren i ‘Vildheks’-serien. Selvfølgelig er Lene Kaaberbøls dejlige sprog og fortællestil stadig skøn, og idéen med Clara, der skal oplæres som Vildheks, ikke mindst karakteren Kat og vildvejene, er rigtig godt strikket sammen. Men vi har bare oplevet det i bind 1 og 2, så rammerne kan ikke overraske os og give spænding længere. Samtidig er Claras vildhekse-udvikling gået i stå, og det er svært at se hvornår hun virkelig begynder at kunne nogle tricks, fremfor at tingene bliver løst ved tilfældigheder og af andre.
I forhold til Claras person, føles det lidt som om, der er byttet rundt på bind 2 og 3, for når jeg husker tilbage på, hvor sej Clara var i ‘Viridians blod’, hvor hun ikke hele tiden behøvede opsyn og hjælp af Isa og Kahla, men alene udkæmpede en voldsomt spændende kamp i Kimæras hus på Vestmark, håber jeg virkelig, at det er præcis dén Clara vi får tilbage i bind 4 ‘Blodsungen’, der udkommer til efteråret 2012. Og så håber jeg der igen bliver plads til varme og hygge og en lille smule humor, for ‘Kimæras hævn’ var bestemt en gusten og kold omgang.
Vildheks: © Lene Kaaberbøl, Anders Walter og Forlaget Alvilda
Skriv et svar