‘Den 4. parallel’-serien: Slut med lange døde beskrivende monologer og ind med spænding og mystik i høj klasse. ”Wauw”-effekten er på sit højeste i ‘Lazarusfænomenet’.
| Anmeldt af Josefine Mariendal Huus |  |
Titel:
‘Lazarusfænomenet’ (Den 4. parallel 1)
Forfatter:
Oversat af:
Nanna Gyldenkærne
Sider:
296
Udkom:
13. april 2011
Forlag:
Høst & Søn
Følelses-barometer:
Da 17-årige Emma slår øjnene op i en hospitalsseng, vågner hun op til et mareridt uden lige: forældrene er døde i en trafikulykke, som Emma husker absolut intet om, og hendes onkel Harry behandler hende, som om deres død er hendes skyld. Nu er hendes liv vendt på hovedet, og intet er som før. Hendes bedste veninde vil ikke kendes ved hende, og lillebroren er blevet stum og bleg. Emma må nu flytte ind i et nyt hus med sin onkel og en fremmed sygeplejerske, som han har ansat til at passe hende.
Men ingen er, hvem de ser ud til at være, og op til flere personer og organisationer er ude efter Emma, deriblandt forsvarsministeriet. Hvorfor? Sporene peger på det mystiske biluheld, noget, der skete under Emmas ophold på hospitalet, som selv lægerne ikke vil fortælle om og den afdøde fars forskning om kvante-mekanik i en tophemmelig militærbase i Nevada-ørkenen.
Virkelighed og drømme smelter sammen til en stor klumpet masse for Emma – gang på gang rammer flashbacks, onde mareridt og følelsen af deja-vu hende, uden hun eller læseren bliver særlig meget klogere på, hvad der egentlig er sket. Flere spørgsmål bliver rejst end besvaret.
Hvem er hun, og hvad er der galt med hende?
”Hvad sker der egentlig her?”
Den norske forfatter Kjetil Johnsen er forrygende til at skrive. Tonen bliver hurtigt slået an i prologen, og man ved, at det her — det her er en virkelig god bog. Den er rig på ubrugte sproglige billeder, og man oplever tit det, hvor man må stoppe op og tænke ”hvad sker der egentlig her?”. Den effekt fortsætter gennem hele bogen, for Johnsen vil nødig give ud af detaljer om det store scenarie i bogen indtil sidste ende, men selv der står der ubesvarede spørgsmål tilbage, som klart ligger op til en fortsættelse.
Små ”kicks” af spænding
Langsomt udfoldes situationerne og deres miljø i bogen med små ”kicks” af spænding, så interessen forbliver vakt. På samme tid virker handlingen hurtig og langt fra monoton, og man hænger i hvert et ord og har hjernen med hele vejen. Bogen er velskrevet og velovervejet – plottet er næsten lige så kompliceret som kvantefysik, som er et af hovedtemaerne i bogen. Jeg fatter ikke, hvordan et menneske kan have hoved til at sammensætte sådan en handling med så mange overraskelser, men det har Kjetil Johnsen virkelig formået på en flot og elegant måde, og jeg har udviklet stor respekt for ham.
Uddrag af ‘Lazarusfænomenet’
”Og så mærker hun det for første gang.
Noget siler gennem hendes tanker, som sand siler gennem fingrene på en åben hånd.
Hvad?
Hun vender sig overrasket om, ser sig omkring. Hun når ikke at gribe det.
Hvad var det?
Men det er for sent. Sandkornene er væk, hånden er tom. Tanken, følelsen, kan ikke kaldes tilbage.”
Emma er ægte, tænkende og håndgribelig
Læserens medlidenhed ligger hos Emma, som har mistet næsten alt og står med meget lidt tilbage. Hun er en typisk teenager med typiske teenageønsker. Nogen gange kan man godt opleve, at ældre forfattere skriver deres unge karakterer helt forkert og ”over-unge”, men sådan er det slet ikke i ‘Lazarusfænomenet’. Emma er viljefast og kræver svar på sine spørgsmål – men onkel Harry er ikke lige villig til at give dem til hende. Man undrer sig en overgang over, hvorfor hun ikke sørger mere over sine forældre. Man føler lidt, at det ødelægger den ellers perfekte troværdighed, der ligger over hende. Men så begynder Emma selv at undre sig over, at hun ikke sørger mere over dem, hvilket gør hende bare endnu mere ægte, tænkende og håndgribelig.
Det er ikke til at forstå, hvorfor i al verden det skulle være hendes skyld, at hendes familie er død, og man føler en smule modvilje mod onkel Harry for at synes det. Dog blødes den op hen af vejen i takt med, at han knytter tættere bånd med Emma. Til sidst kom jeg faktisk til at holde af ham.
Uddrag af ‘Lazarusfænomenet’
”Emma rynker panden og føler pludselig … Hun ved ikke. Det føles stærkt, men hun er ikke i stand til at sætte ord på det.
En slags tab?
Ja, måske.
At hun skulle have vidst, at hun skulle have været i stand til at holde fast. At hun er gået glip af noget vigtigt.
Begyndelsen, tænker hun, og de næste ord kommer så let, at hun et øjeblik tror, der står nogen ved siden af hende og hvisker. Det her er begyndelsen til enden.”
Én stor kernehandling
Der er næsten 70 kapitler på lidt under 300 sider, så vi er nede i kapitler, der i gennemsnit er helt nede på omkring fire – fem sider. Dette synes jeg dog ikke er negativt – langt fra – for kapitlerne er alle fyldt med spænding og mystik, som rammer ens interesse hårdt og pågående. Der er flere forskellige synsvinkler, og de skifter næsten hvert kapitel. Der er lige fra Emma og hendes onkel Harry til chefkirurg MacDonald og en hemmelig agent fra forsvarsministeriet. På den måde kører der flere handlinger på en gang, men det sensationelle ved dette er, at det hele alligevel omhandler en stor kernehandling – Emma. Med alle de synsvinkler får man meget viden, men så alligevel ikke, for Johnsen holder en hver slags afslørende indsigt i stram snor, og der bliver kun uddelt bider af gangen. I bogen er næsten hver kapitel afslutning som et slag ansigt: chokerende, men også ret spændende.
Lidt for voldsom cliffhanger
Bogens slutning tigger om at blive fortsat – måske næsten lidt for meget, for jeg havde i forvejen tænkt mig at læse den næste. Efter min mening ender man altså bare ikke en bog med sætningen ”vi skal væk, inden de æder os.” Det bliver bare på en eller anden måde alt for meget.
Jeg havde virkelig brug for bare at gribe den næste bog i serien, da jeg var færdig med ‘Lazarusfænomenet’. Begrave mig i de talrige sider fyldt med spændende ord og vendinger. Hav den næste bog, ‘Carringtonkatastrofen’, klar, når du læser ‘Lazarusfænomenet’ og forbered dig på en hæsblæsende og tankevækkende bog, som højst sandsynligt vil sætte spor af forundring og forargelse i din hukommelse.
Skriv et svar