Jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig: Bogen ’Sarahs nøgle’ rørte mig dybt. Det er en af den slags bøger, man sidder og stirrer på længe, når den sidste side er vendt. Det er en af de bøger, der ligger og lurer i ens bevidsthed meget længe.
| Af Sofie Peschardt, 14 år |  |
Titel:
‘Sarahs nøgle’
Forfatter:
Originaltitel:
‘Sarahs Key’
Oversat af:
Kirsten A. Nielsen
Sider:
343
Udkom:
2011
Forlag:
Bazar
Følelses-barometer:
Den 16. juli år 1942 bliver Sarah, en tiårig jødisk pige, og hendes familie vækket, da politiet hamrer på deres dør. Inden politiet opdager ham, skynder Sarah at låse sin lillebror, Michel, som er fire år, inde i et skjult skab, som er deres ’hemmelige sted’. Michel har kun en lygte, en bamse, nogle bøger og en flaske vand. Sarah lover Michel at vende tilbage, men da hun, sammen med sin mor og far, bliver arresteret og ført bort, af det franske politi, går tiden og Sarah bliver mere og mere desperat efter at komme tilbage til sin lillebror i skabet.
Tres år senere, i år 2002, skal den amerikanske journalist Julia Jarmond skrive en artikel om den store jødeopsamling, Vel d’Hiv’, som Sarahs familie var en del af. Under sin research finder Julia frem til oplysninger om Sarah, og da hun finder ud af, at Sarahs historie også er forbundet med hendes egen familie, bliver om endnu mere opsat på at kende hele Sarahs historie.
En juli-morgen, hvor alt ændrede sig
Bogen har ingen ’blød’ start. Det syntes jeg faktisk er ret fedt, fordi det kan godt være kedeligt at læse en bog, hvor de første hundrede sider kun går med at man lærer de forskellige personer at kende. Det kan i hvert fald godt få mig til at have meget svært ved at komme i gang med en bog, hvis den har en tung start.
Det har ’Sarahs nøgle’ heldigvis overhovedet ikke. Man får oplysningerne hen af vejen, som man får brug for dem, hvilket jeg syntes er skønt! Man bliver smidt direkte ned i Sarah Starzynskis families lejlighed en varm juli-morgen. Dén morgen. Morgenen, hvor det franske politi kommer og tager Sarah og hendes forældre med til Vel d´Hiv´, morgenen hvor Sarah låser Michel inde i skabet, morgenen næsten alle parisiske jøders liv ændrede sig for evigt.
Lige et kapitel til
Det meste af bogen skifter synsvinklen fra Sarah til Julia, eller omvendt, ved hvert kapitel. Det giver den effekt at man tænker ’Ej, nu skete der jo lige noget spændende for Julia!’, men når man går i gang med næste kapitel, husker man, at man jo glædede sig til at læse mere om Sarah. Det, og så at kapitlerne også er meget korte, får det en til at tænke, at man da godt liiige kan tage et kapitel til, hver gang man egentlig havde aftalt med sig selv at stoppe med at læse mere.
Anden Verdenskrig
Jøder under 2. verdenskrig er et emne, der er skrevet massevis af bøger om. Hver enkel bog er en unik historie, men det gælder kun de mindre detaljer. Historisk set sker der det samme. Derfor burde man mene, man havde hørt det værste. Alle de forfærdelige ting med folk, der bliver slidt op både fysisk og psykisk i lejrene, folk, der bliver gasset, folk, der bliver pint og plaget.
I ’Sarahs nøgle’ er der mere end bare det. For det første er det det franske politi, der anholder dem og fører dem til lejrene. Sarah er i starten glad for at det er det franske politi, for ’Så vil der jo ikke ske hende eller hendes familie noget ondt — så længe det ikke er tyskerne’.
Gennem hele bogen har Sarah virkelig meget skyldfølelse. Hun går rundt og knuger om nøglen, der passer til skabet. Hun passer på de andre børn i lejren, fortæller historier for dem, mens hun for sit indre øje ser Michel, som sidder i skabets mørke og er bange. Michel, som stoler på hende. Michel, som hun svigter. Det piner mig at se, hvor meget smerte og sorg så lille en pige kan have. Som storesøster kan jeg sagtens sætte mig i hendes sted.
Gennem meget af handlingen der følger Sarahs forfærdelige oplevelser, er man frustreret, forfærdet, og inderligt håbefuld. Sarah er ved at miste forstanden plaget af skyldfølelse, over det hun har gjort. Hun tænker ikke på andet end sin lillebror. Det drev også mig til vanvid, da jeg læste den, for man vil jo bare have at Sarah skal skynde sig tilbage til Michel, som sidder i skabet og venter på hende.
En amerikansk journalist
Julia, som er bogens anden hovedperson, tilføjer et ret ’hverdagsagtigt’ touch til bogen. Hun er en helt almindelig gift kvinde, som har en datter og en mand. Knas med ægteskabet er der også. Jeg syntes, det er dejligt, Julia også er der. Som læser finder man langsomt ud af mere og mere om Sarah i takt med Julia laver mere research. Julia udtrykker de helt samme følelser som en selv, og det gør, at man ikke føler sig helt alene med beretningen om Sarah. Julias del tilføjer også nogle lidt humoristiske dele til bogen, hvor man kommer til at grine, til trods for den nedtrykte stemning, når man tænker på Sarah.
Uddrag fra ‘Sarahs nøgle’
(Julia interviewer en kvinde, som var vidne til Vel d’Hiv’ opsamlingen)
’Jeg husker politibetjentene. Vores egne gode parisiske politibetjente. Vores egne gode og ærlige gendarmer. De skubbede børnene ind i busserne. De råbte efter dem. De brugte deres stave mod dem.’
Hun bøjede hovedet ned mod brystet. Hun mumlede noget, jeg ikke fik fat på. Det lød som: ’Vi bør alle skamme os, fordi vi ikke standsede det.’
Uddrag fra ‘Sarahs nøgle’
’Jamen det er fint,’ sagde hun, ’han har det fint dér. Det er et stort skab, så der er luft nok derinde til ham. Og han har vand og lommelygten. Han skal nok klare sig, far.’
’Du forstår det slet ikke,’ sagde faderen, ’du forstår det ikke.’ Og til sin skræk så hun, at hans øjne fyldtes med tårer.
Hun trak ham i ærmet. Hun kunne ikke holde ud at se sin far græde.
’Far,’ sagde hun, ’vi kommer da hjem igen, gør vi ikke? Vi kommer da hjem, når de har råbt vores navne op, gør vi ikke?’
Hendes far tørrede sine tårer væk. Han så ned på hende med nogle forfærdelige triste øjne, som hun ikke kunne holde ud at se ind i.
’Nej,’ sagde han, ’vi kommer ikke hjem igen. De giver os ikke lov til at tage tilbage’
Får følelserne frem i mig
Bogen rørte mig dybt. Det er en af den slags bøger, man sidder og stirrer på længe, når den sidste side er vendt, mens man tænker over indholdet. For, hold da op, der sker mange ting! Der er meget store følelser på spil! Både i Sarahs del af bogen og i Julias. Man bliver følelsesmæssigt kastet hid og did, og ofte strømmer tårerne ned ad kinderne, mens man på andre tidspunkter griner.
Så hvis du godt kan lide bøger om Anden Verdenskrig, og hvis du kan klare at læse en meget følelsesladet bog, vil jeg klart anbefale dig at læse ‘Sarahs Nøgle’.
Skriv et svar