‘Pirates of the Caribbean – i ukendt farvand’ på blu-ray

‘Pirates of the Caribbean’: Endelig kom skønne Johnny Depp på blu-ray. Filmen er lige så dejlig som i biografen i High Definition, men det ekstramateriale man forventede at få når man købte blu-ray-udgaven af filmen, er fuldstændig skrabet og et tegn på, at man ikke har gidet forkæle de danske fans.

Af Sofie Sejr Ravn Jensen, 13 år

Titel:

‘Pirates of the Caribbean – i ukendt farvand’

Instruktør:

Rob Marshall

Land:

USA

Distributør:

Disney

Premieredato:

27. september 2011

Denne gang er vores alle sammens Kaptajn Jack Sparrow (Johnny Depp) ude efter ungdommens kilde. Det varer ikke længe, før Jack roder sig ud i en masse problemer, og snart befinder han sig ombord på det berygtede skib ’Dronning Annes hævn’, hvorpå Kaptajnen er selveste Blackbeard (Ian McShane), og ikke nok med det er Blackbeards datter, og Jacks ekskæreste Angelica (Penélope Cruz), førstestyrmand på skibet! Blackbeard og Angelica er begge ude efter ungdommens kilde, så de kan redde Blackbeards sjæl, da det er blevet spået at han snart skal dræbes af en etbenet mand. Imens er Jacks gamle sørøverfjende, Barbossa (Geoffrey Rush), ude at lede efter kilden til den engelske konge, som vil have fat i kilden før den spanske konge. Hvem kommer først til kilden? Det bliver et farligt kapløb mod tiden, hvor ingen kan vide sig sikre på hinandens motiver!

Geniale Depp – nu med kærlighed

Som altid er Johnny Depp simpelthen genial i rollen som den skøre pirat Jack Sparrow. Johnny spiller Jacks skæve karakter så godt, at jeg nogle gange mere føler, at Johnny er Jack. En stor del af Pirates-filmene er Jacks skøre og ikke altid helt forståelige kommentarer, og selvfølgelig er de med igen, desværre dog i mindre grad. I stedet er Jack nu lige pludselig begyndt at bekymre sig for en anden person – hans gamle kæreste og Blackbeards datter – Angelica. Om det bare er mig, som der ikke kan lide forandringer med en af mine yndlings-fiktive-karakterer eller ej, vides ikke, men jeg synes ikke ligefrem det klæder Jack. Men nu skal jeg heller ikke dømme for hårdt for i nogle af de scener hvor jeg føler, at jeg begynder at miste den virkelige Jack, bliver han pludselig og helt uventet sig selv igen, til stor morskab for publikum.

De nye Bloom og Knightley

I den nye ’Pirates of the Carribean’-film er to af de vigtigste roller i de andre tre film ikke med: Will Turner (Orlando Bloom) og Elisabeth Swan (Keira Knightley). Så derfor var den nye instruktør (Rob Marshall) selvfølgelig også nødt til at finde sig et andet par, der forelsker sig og må kæmpe hårdt for deres kærlighed. Og det har han så gjort i henholdsvis i den unge kristne missionær, der bliver holdt fanget af Blackbeard, Philip Swift (Sam Claflin), og den smukke havfrue, som også bliver holdt fanget af Blackbeard, Syrena (Astrid Bergès-Frisbey).

Philip bliver holdt fanget fordi Angelica håber, at han måske kan være med til at redde Blackbeards sjæl. Mens Syrena bliver holdt fanget, fordi Blackbeard skal bruge en havfrue tåre til et bestemt ritual for at kunne bruge ungdommens kilde. Selvom havfruer og mennesker normalt afskyr hinanden (med mindre, at havfruen tryllebinder manden), finder de to noget anderledes i hinanden, og de bliver forelskede.

Om det igen bare er fordi jeg ikke kan lide de store forandringer med mine yndlingskarakterer eller ej, så savner jeg stadig Bloom og Knightley.
For selvom de to nye skuespillere gør et godt job, og man får ondt af dem, når de ikke kan få hinanden, så rammer det mig ikke så meget. Måske er det bare fordi at jeg ikke kender dem godt nok endnu. Så jeg glæder mig meget til at se, hvad der sker mellem dem i en eventuel 5’er.

Lange kampe og sjove flugtforsøg

Selvom filmens kampscener er flotte og godt lavet, så synes jeg nogle gange godt, at de kan blive lidt for lange. Selvfølgelig er det spændende at se en svær kamp mellem piraterne, men når det er noget der kommer tit, kan man altså godt blive træt af, at se to personer fægte med et svær i flere minutter. Til gengæld elsker jeg Jacks skøre flugter og flugtforsøg, som altid er underholdende at se på, især fordi de er så opfindsomme. Man kan altså ikke lade være med at grine, når Jack svinger sig fra lysekronen op på den lille balkon, snupper bollen, der sad fast i lysekronen, og går sin vej.

Historie nok til en fortsættelse

Og så kommer de store spørgsmål: Vil der komme en ’Pirates of the Caribbean 5’? Og vil der være nok historie til en fortsættelse? Med hensyn til det første spørgsmål, er jeg ret sikker på, at der kommer en 5’er. Ikke mindst fordi ’Pirates of the Caribbean’ er så stor en pengemaskine og fordi at den trækker så mange mennesker ind i biografen.

Med hensyn til det andet spørgsmål er jeg også ret sikker på at der er nok historie til en 5’er. For det første efterlod 4’eren mig med i hvert fald ét stort ubesvaret spørgsmål og flere små, som filmfolkene sagtens vil kunne lave en ny film om. Jeg er også sikker på, at manuskriptforfatterne ikke vil have noget problem med at skrive videre på historien nu, da der er kommet så mange nye personer med, som hver især venter på at deres historie skal skrives færdigt.

A pirates life for me

Alt i alt syntes jeg, at det er gået godt af Rob Marshall, at føre ’Pirates of the Caribbean’-universet videre, som ellers godt kunne have syntes som en umulig opgave uden mange af de gamle skuespillere og med så mange nye. Jeg syntes, at Rob formår at lave en god 4’er, hvor meget af den gamle pirat-magi stadig er intakt. Og så er den ligesom de andre ‘Pirates’-film sjov, spændende og med fart over feltet – helt sikkert en film man skal se! Især når man som jeg elsker hele det forunderlige univers.

A Pirates Life for me! 😀

Blu-ray ekstramaterialet

Af Peter Kock Henrichsen

Når man som glad blu-ray-ejer får anskaffet sig ‘Pirates of the Caribbean – i ukendt farvand’, glæder man sig jo over, at man endelig kan få alt det ekstramateriale at se, som der efterhånden aldrig er plads til på dvd’erne. Men nøj for en skuffelse, for den eneste ekstrating man får med på blu-ray’en er et ikke-tekstet kommentarlydspor med instruktør Rob Marshall og produceren John DeLuca.

En dag man virkelig har tiden til det, er det da ret hyggeligt at høre sådan et kommentarspor, men da dvd-skiven kom rigtig frem for små 10 år siden, lå et kommentarspor altså som standard på de fleste storfilm. Nu er det så bare rykket over som en slags blu-ray-bonus, og det virker ikke helt fair.

Kedelige bloopeers

Der er nogle ganske få minutters bloopers, som ikke er vanvittige morsomme, for som stor ‘Pirates’-fan, havde jeg da glædet mig til en mindst 20 minutter lang dokumentar bag film, som kunne have heddet ‘The Making of Pirates of the Caribbean – On stranger Tides’. Specielt havfruerne som kendetegner denne film, havde det været utrolig spændende at se hvordan man lavede med en blanding af rigtige skuespillere og computereffekter. Nu må jeg blot nævne det her som et uopfyldt håb.

Skøn i HD men hvorfor intet ekstramateriale?

Det er rigtig dejligt, at kunne se ‘Pirates’ i high definition, men i alle de blu-ray reklamer, som også på denne dvd er fremstilet som ekstramateriale, er vi blevet lovet en masse seje bonusting, når vi endelig fik sparet sammen til en blu-ray-afspiller, og det får man så ikke alligevel på en storfilm som ‘I ukendt farvand’. Derfor bliver det til 1 stjerne for ekstramaterialet på blu-ray-versionen af ‘Pirates of the Caribbean – i ukendt farvand’ og en sur smiley fordi jeg nu aldrig får at se hvordan Industrial Light and Magic (ILM) skabte havfruerne 🙁


Ekstramateriale:

• Audio commentary By Director Rob Marshall And Executive Producer John DeLuca (not subtitled)
• Bloopers Of The Caribbean (findes også på dvd’en)

Reklamer forsøgt fremstillet som blu-ray-ekstramateriale:

• Lego® Pirates Of The Caribbean
• Discover Blu-ray 3D™ With Timon & Pumbaa



Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.