‘Ordenen’ af Meinke, Ørsum og Bruhn

Tre danske forfattere, Meinke, Ørsum og Bruhn, har hver indlogeret sig 14 dage på Hotel Koldingfjord for at skrive deres del af ‘Ordenen’. Første del, der foregår i 1915 på et tuberkulose-sanatorium, er ganske vellykket.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Ordenen’

Forfattere:

David Meinke
Ina Bruhn
Caroline Ørsum

Sider:

296

Udkom:

7. november 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:

Året er 1915. Den unge Erik passer ikke sine lægegerninger ordentligt i København, men bruger tiden på sine kunstneriske evner og på at feste med vennerne. Da Erik en aften begynder at tegne sin far som en dæmon, udfra præcis de samme fantasier, som hans påståede sindssyge mor finder på, bliver det for meget for Eriks far. Han sender derfor Erik i en tremåneders medicinsk praktik på Fjordsanatoriet i Jylland, et hospital for tubekuloseramte børn. Overlægen på sanatoriet, dr. Hauervig, er Eriks fars bedste kollega, og han har allerede fået historien om Eriks løsslupne liv, så Erik har kun én sidste mulighed for at få sin lægeeksamen i hus: Ved at adlyde alle ordrer.

Selvom Erik føler sig ensom på Fjordsanatoriet, fascineres han dog alligevel af de indlagte børns stærke personligheder, og fordi han har større empati for patienterne end for dr. Hauervigs forsknings- og afstraffelsesmetoder, ender han hurtigt i svær etisk loyalitetskonflikt.

Ungdomsbog af tre forfattere

‘Ordenen’ er en virkelig anderledes ungdomsbog, som er skrevet af hele tre forfattere: David Meinke (født 1974), Ina Bruhn (født 1971) og Caroline Ørsum (født 1985). De er teamet, der tidligere har skrevet ungdomskrimi-serien ‘Genstart’, og denne gang har de tre forfattere på skift indlogeret sig to uger på samme hotelværelse på Koldingfjord Hotel, som ganske rigtigt var et Julemærkesanatorium for tuberkuloseramte børn i starten 1900-tallet.

Inspirerende angrebsvinkel

Hvis man selv holder bare lidt af at skrive, kan man ikke undgå at blive fascineret af denne inspirationsmetode. Det må virkelig give en kilden i maven at vandre rundt på gange og i kældre på et tidligere hospital og indsnuse gamle stemninger, som man så kan bruge til beskrivelserne i en ny bog. Straks jeg læste idéen, kom jeg til at tænke på det berygtede og hjemsøgte ‘Waverly Hills Sanatorium’ i Louisville, Kentucky i USA, som adskillige Ghost Hunt Teams har besøgt i serien som Ghost Hunters Academy, for at dokumentere de okkulte fænomener. Så min tanke var, at hvis vi i Danmark har en næsten lige så spændende lokalitet i Hotel Koldingfjord, er det da intet mindre end genialt til en spændende ungdomsbog med okkulte undertoner.

Meget effektfuldt held i uheld

Da jeg selv var løbet ind i den lille “epidemi” af kold lungebetændelse, der har huseret her i oktober måned, havde jeg både tiden til at læse ‘Ordenen’, men det var samtidig en oplagt stemningskatalysator at ligge og hoste sig rød i hovedet, mens man læser om de daglige undersøgelser af turbekuloseramte børn i 1915. Meget effektfuldt held i uheld, som jeg sent vil glemme.

Tre tidsaldre – tre hovedpersoner

‘Ordenen’ er opdelt i tre næsten lige store dele, som forgår henholdsvis i 1915, 1952 og 2011. De tre tidsaldre følger næsten Hotel Koldingfjords historie, hvor man i 1905 byggede tuberkulosesanatorium, i 60’erne (da penicillinen efterhånden fik bugt med tuberkulosen) omdannedes stedet til hospital for psykisk handicappede børn, og endelig i perioden 1987-1900, renoverede det hele til at blive det nuværende hotel.

Som tre næsten uafhængige noveller

Jeg har ingen anelse om hvilke af forfatterne, der har skrevet hvad, men som jeg forstår det, har første mand/kvinde skrevet første del af ‘Ordenen’, er blevet afløst 14 dage senere af endnu én i forfatterteamet, der har fulgt op med midterste del, og som igen er blevet afløst af sidste forfatter, der har skrevet slutningen i 2011. Bogen virker også som tre næsten uafhængige noveller, hvilket desværre var årsag til at jeg tabte interessen helt efter første del.

Flot historisk skildring

Første del er nemlig fundamentet i bogen. Sproget som man talte og skrev i 1915 er særdeles realistisk og vellykket. De historiske detaljer er der virkelig kælet for, og jeg elsker romaner, hvor forfatteren (forfatterne) har gidet lavet så meget research, at man bliver klogere på livet i Danmark flere generationer før én selv, uden at det bliver tør historieundervisning. At første del er skrevet som en dagbog hele vejen igennem understøtter tidsalderen, men det blev virkelig stift til sidst; som at skulle læse en stak med flere hundrede breve. For at fastholde realismen i at Erik selv skriver dagbøgerne (i jeg-fortæller), mister vi også den alvidende fortæller, der efter min mening skulle have skabt dystre stemninger og malet gustne beskrivelser.

Dagbogsformen er meget stiv

Alle de hændelser, der kunne have været spændende i bogen, bliver derimod fremført af Erik som : “så skete der det og bagefter skete der det.” Kun en enkelt gang kunne jeg mærke spænding, nemlig da Erik skal ned og undersøge en kælder i en tilstødende bygning. Der kom vi et kort øjeblik op på niveau med Sir Arthur Conan Doyle ‘Baskervilles hund’, hvor Sherlock Holmes og Watson er på jagt i natten efter et grufuldt, selvlysende monster af en hund.

Ellers følte jeg at, det som kunne have været spændende, blev pillet ned af dagbogsformen. Selv de erotiske scener, hvor Erik endelig har held i sprøjten, så at sige, kan jeg overhovedet intet mærke, hverken romantikken, lysten, begæret, intet som helst. Det er virkelig ærgerligt, for det er netop Eriks romance, der skal tegne ham som det empatiske menneske, der vælger patienternes ve og vel fremfor forskningens.

Empatien lå hos børnene

Er man historisk interesseret og specielt medicinsk interesseret, er der voldsomt meget at hente i første del. Instrumenter, videnskab og undersøgelsesmetoder bliver beskrevet til mindste detalje. Det er uhyggelig men også virkelig ulækkert til tider, så hvis man er typen, der ikke kan grine lidt af opkast, galde og lange nåle, der skal stikkes ind, bør man hoppe uden om ‘Ordenen’, for det er praktisk taget ikke andet.

Erik og dr. Hauervig er på ingen måde flade hovedpersoner, alligevel kunne jeg ikke identificere mig med nogen af dem. Det handler nok mest om, at vi her 100 år efter har et helt andet syn på empati og hvad god patientpleje og omsorg betyder for børn. Derfor lå mine følelser primært hos børnene, der måtte lide, og det gjorde bogen lidt vanskelig, for så blev hovedpersonerne jo næsten mine fjender. Også Erik.

Erik virkede bekendt

Apropos navnet. Erik. Så skar det rigtig meget i ørerne, for det var hvad Kaj Holgers søn hed i ‘Krøniken’, og i ‘Ordenen’ bliver Erik ofte tiltalt af sin far og lægerne med det samme nedladende ‘Erik’ til sidst, som Kaj Holger altid brugte i ‘Krøniken’. Selvfølgelig handler det jo om tidsalderen, men navnet gav desværre hele tiden disse Kaj Holger-associationer. Desuden er det også en ‘Erik’ som Bjarne Reuter skriver om i ‘Når snerlen blomstrer’. Netop en Erik, der også har en måske psykisk syg mor, men hvor man alligevel bliver i tvivl om hun kun er syg, fordi hun bliver behandlet så dårligt af faren. Den problematik er næsten magen til i ‘Ordenen’, og det var en ærgerlig overensstemmelse.

Minder om Malmros

Selvom jeg kørte træt i dagbogsformen i første del af ‘Ordenen’, og jeg ikke kom til at føle det engagement, jeg virkelig havde håbet på, er der alligevel så mange guldkorn i den del af historien, at den er svær at slippe. Jeg elsker at lære noget, og det er de historiske og medicinske detaljer og beskrivelser, der er så spændende.

Temaet og miljøet minder rigtig meget om Nils Malmros’ film ‘At kende sandheden’ (2002), der er en virkelig beretning om Nils’ egen far, hjernekirurgen Richard Malmros, der under 2. verdenskrig må benytte stoffet Thorotrast til sine hjerneoperationer. Et stof, der senere viser sig at være kræftfremkaldende. Hvad vi får at vide om hjerner og Thorotrast i Malmros’ film, får vi at vide om lunger og tuberkelbacillen i ‘Ordene’, dog 30 år tidligere, men stadig rigtig spændende.

Anden del i 1952

I anden og tredje del af ‘Ordenen’, måtte jeg dog melde pas. I 1952’erne følger vi Inger, der er blevet tvangsindlagt på samme hospital, der nu blot er blevet sindssygehospital, men med samme Erik som overlæge. Men der er i mine øjne ingen speciel mening med denne nye synsvinkel. Vi genoplever nogle få af de hændelser som foregik i 1915, men der er ingen motor til at drive os frem, for næsten alt blev så smukt afrundet i første del i 1915.

Ung med de unge-sprog

Da en teenageknægt, Gil, smidt ud fra Sorø Akademi igen i 2011 gæster hospitalet, nu som hotel, er det samme historie igen, blot oplevet fra en tredje synsvinkel. Sproget er forfejlet ungt med ‘fucking, fucking, fucking’ hele tiden og med engelske vendinger flettet ind som ‘Forår. My Ass‘, værre gammel lorteskole til sit besværlige offspring‘, ‘Leonora it was hell‘ og ‘zero opkobling’. Det er så overfriskt et sprog, at man måske nok vil kunne finde en enkelt gut eller to på Nørrebro, der taler sådan. Men jeg har aldrig set nogen unge skrive sådan, heller ikke på chat, og så bliver det tåkrummende ‘nu skal jeg være ung med de unge’-sprog. Ligeså meget engelsk, der er på de første sider i tredje del, lige så pludseligt holder det op igen, og bliver kun til en enkelt ord på hver fjerde side, men overgår i stedet til dansk slang.

Bare det inkonsekvente sprog og den lidt for friske attitude, gjorde det til en ørkenvandring at komme igennem , og da man allerede havde hørt tuberkulosen-historien fra to synsvinkler (Eriks og Ingers), blev det helt uoverskueligt også at skulle høre Gil’s friskfyr-beretning af samme sag. Selvom tredje del vel skulle have skabt den store forløsning, var alt jo regnet ud for længe siden, og spøgelser er kun uhyggelige, når man ikke ved hvad hvem de er og hvor de stammer fra. Men også det vidste vi jo fra første del.

En historisk og medicinsk beretning

Alt i alt bliver ‘Ordenen’ en yderst vanskelig sag at vurdere. Fremragende historisk og medicinsk beretning i første del, hvor man kan lære virkelig meget om tuberkulosen (som jo stadig dukker op i dag i 2011, for eksempel i Grønland), hospitalsverdenen og menneskesynet dengang. Selve ordenen, lægernes orden, bliver jo faktisk moraliseret på forsiden af bogen “For at løfte de mange må man nogle gange træde på de få.”, og det gør det ikke vanvittigt spændende, at man ikke engang selv må regne den del ud som læser.

Hvis ‘Ordenen’ var fortsat bogen ud som en beretning fra 1915, kunne det virkelig være blevet en fremragende roman. Men at læse tre “noveller”, der blot foregår sammen sted og med ganske få personer som bindingsled, giver mig en følelse af at være gymnasielærer, der skal læse tre elevers udlægning af det samme stilemne. Her til sidst sidder jeg med tanken om at konceptet måske havde holdt, hvis man var begyndt i nutiden og bevæget sig tilbage i tiden. Så var spøgelserne blevet uhyggelige, for så havde man ikke kendt baggrundshistorien før til sidst. Nu er det som en Columbo-krimi, hvor man ved hvem morderen er fra første scene.

Holder man af danske historiske romaner eller brænder man for at læse medicin eller til sygeplejerske, synes jeg dog absolut at man skal læse ‘Ordenen’ for første dels skyld.