‘Kirkegården i Prag’ minder mig en hel del om en bog jeg læste i da jeg gik i gymnasiet, ‘Dumas-klubben’ af Arturo Perez Reverte. Begge omhandler de en enspænder uden rent mel i posen, begge krydrer den egentlige historie med sataniske sekter, begge har lange afsnit om historie, hvor man mister orienteringen undervejs, og begge har de svært ved at få de forskellige handlingsforsøg til at gå op i en større helhed.


Af Linda Larsen

Titel:

‘Kirkegården i Prag’

Forfatter:

Umberto Eco

Oversat af:

Lorens Juul Madsen

Originaltitel:

‘Il Cimitero di Praga’

Sider:

512

Udkom:

18. maj 2012

Forlag:

Rosinante

Følelses-barometer:








I ‘Kirkegården i Prag’ af Umberto Eco (forfatteren til ‘Rosens navn’) følger vi Kaptajn Simone Simonini der hader jøder, frimurere og jesuitter meget højt. Han hader desuden også kvinder, franskmænd og tyskere og egentlig hvem som helst. Men hvem er han, det er han faktisk gået hen og er blevet helt i tvivl om, så en dag sætter han sig ned og prøver at gennemgå hele sit liv, ved at skrive det ned på papir. Året er 1897, og han kan se tilbage på et halvt århundrede med masser af eventyr, men ingen nære relationer.

Simonini er uddannet jurist, men fik hurtigt en karriere med at udføre falske dokumenter, hvilket får den norditalienske efterretningstjeneste til at benytte sig af hans tjenester. De sender ham i krig (den krig der skal samle hele Italien under én konge) for at skaffe “beviser”, for hvad er dog ikke helt klart, og Simonini dummer sig da også og bliver sendt i eksil i Frankrig. I Frankrig kommer både de franske, tyske og russiske efterretningstjenester til at være ude efter hans evner, og så bliver historien for alvor indviklet. Simonini har også sin egen agenda for at skaffe tilhørere til hans “beviser” mod jøderne og frimurene, og for at gøre det må han alliere sig med de jesuitter han hader så meget.

Er det bare mig der er dum?

Der er rigtig meget i den her bog som jeg ikke forstår, men er det bare mig der er dum? Nej, det er ikke, det er bare en hulens svær bog, faktisk er den så svær, at der bliver introduceret en uvildig fortæller, for ligesom at fortælle nogle af de ekstra indviklede handlingsforløb i kortere træk, og selv da er det svært. For helt at kunne følge med i bogen bør man på forhånd vide en hel del om hvordan Italien blev samlet til ét land, om Frankrigs kamp for at blive en republik og om Rusland før den rusiske revolution. Det er desuden også godt at vide lidt om jødisk historie, frimueri og om visse af den katolske kirkes interne anliggender. Der er i det hele taget mange ting man formodes at vide, og det lægger et stort pres på én som læser, for selvom man følger godt med i historieundervisningen så er disse emner ikke en del af pensum i de danske skoler. Jo, vi har da hørt om jødehadet under nazismen, men ikke om hvor udbredt det var over hele Europa og i Rusland i tiden op til.

Jeg har da gennem tiden fået læst et par af Umberto Ecos romaner, og hver gang er jeg stolt fordi der er en lille smule prestige i det, men hver gang har det også efterladt mig en lille smule tom og udmattet, fordi det har taget på mine kræfter, (“Dronning Loanas mystiske flamme” og “Baudolino”)og en enkelt gang måtte jeg endda lægge bogen fra mig efter første kapitel, fordi den simpelthen var for svær (“Faucould’s pendul”)

Historiebog eller roman?

I den første halvdel af bogen var jeg faktisk lidt i tvivl om hvorvidt det hele bare ville ende med at blive en lang gennemgang af Europas historie, men lige så stille bliver det faktisk interessant at finde ud af hvem denne abbed Dalla Piccola er som hele tiden blander sig i Simoninis fortælling og vi bliver ført igennem en spændende fortælling om sataniske messer, spion intriger og et sindssygt pigebarn.

Der bliver lagt meget op i at dette skulle være en roman om hvordan ét ondt geni nærmest fik fremtryllet jødehadet i Europa, men meget at tiden er det mere som om Simonini blot er en kastebold mellem forskellige interesse organisationer, så helt spændende lykkes den dog aldrig at blive.

Uddrag af ‘Kirkegården i Prag’

Tyskerne har jeg til gengæld truffet, og jeg har endda arbejdet for dem. En laverestående del af menneskeheden kan man næppe forestille sig. En tysker producerer gennemsnitligt dobbelt så meget afføring som en franskmand. Denne fordøjelsesmæssige hyperaktivitet sker på bekostning af hjerneaktiviteten og vidner om deres fysiologiske underlegenhed. På folkevandringstiden spredte de germanske horder ufattelige mængder af fækalier på deres vej. Men selv i de senere århundreder kunne en rejsende franskmand ud fra den abnorme størrelse af de ekskrementer, der lå i vejkanten, straks overtyde sig om, at han havde krydset grænsen til Alsace. Og som om det ikke var nok, er tyskerne typisk kendetegnet ved bromidrose eller ildelugtende svedsekretioner, og man har bevist, at en tyskers urin består af tyve procent kvælstof, mens det for andre racers vedkommende kun er femten. (s. 14-16)

Læseoplevelsen

Nu har jeg sagt en del om hvor svær den er, og hvor alt for tæt proppet den er af historiske oplysninger, men det er faktisk ikke nogen dårlig bog.

Det der gør denne bog interessant er, at den giver et billede af hvordan mennesker alt for let lader sig styre af hvad medier (aviser og bøger) skriver, og at disse medier måske ligefrem har til hensigt at manipulere med folk, for der er forskel på sandheden, og på det vi tror er sandheden. I bogen er der nogle gang tale om løgne og opspind, men selv små ændringer af sandheden kan gøre en stor forskel.

Jeg har været nødt til at tænke på hvordan jeg selv bare tager ting ind, og igen, så tog jeg bare bogen ind, som var det et historisk dokument, og det er det jo ikke, men bare det at jeg gjorde det, tyder på bogens litterære kvaliteter.

Men det ER en meget svær bog, så hvis jeg ikke lige havde fået den tilsendt af forlaget, og derved forpligtede mig til at læse den, så ville jeg nok have tænkt mig om en ekstra gang før jeg gik i gang.