Afvigeren: En både spændende og romantisk historie om 16-årige Tris, som har hele livet foran sig som frygtløs og vovet.
Af Sofie, 13 år |
Titel:
‘Afvigeren – Divergent’
Forfatter:
Sider:
384
Udkom:
Juli 2012
Forlag:
Alvilda
Følelses-barometer:
Tris (Beatrice) lever i en verden der er delt op i fem faktioner. Puritanerne; de er de uselviske, Sanddru; de ærlige, Pacifisterne; de fredelige, Intelligentsia; de lærte og Skytsenglene; de frygtløse. Tris er Puritaner, det vil sige totalt uselvisk. Når man fylder 16 år, er man tvunget til at tage en test, der beviser hvilken faktion man er mest egnet til. I sjældne tilfælde er der nogen, der ryger ud af kategori. Så er man en afviger. Desværre ender Tris i denne kategori, hendes liv er i fare. Efter testen vælger man selv, hvilken faktion man vil være i, eller om man overhovedet vil være i en. Hvis man ikke vil, er man faktionløs for evigt. Tris tager valget Skytsengle, men det gør bare, at hendes liv er endnu mere i fare end før.
Du bliver ét med Tris
Nogen betegner bogen som en thriller/gyser, men jeg vil nu sige, at bogen er en fantasy/action/kærligheds-roman. Den er let at leve sig ind i, da det er jeg-fortæller i nutid, og jeg kan bedst lide at læse jeg-fortæller fordi man ligesom bliver ét med hovedpersonen. Hvis du er lidt ligesom mig, kommer du til at kunne føle ligesom Tris. Jeg blev vred, hvis der skete noget dårligt for hende, og jeg blev glad, hvis der skete noget godt for hende.
Hvis du har læst ‘The Hunger Games’ eller set den, synes jeg, at du skulle overveje at læse ‘Divergent’. Bøgerne er ikke så forskellige, da Tris lever i et dystert univers, ligesom i ‘The Hunger Games’.
Den endelige karakter
Jeg giver den 6 ud af 6 stjerner, da jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig igen. Jeg havde den med i skole, i bilen og da jeg skulle sove. Så hvis du er fantasyelsker, er denne bog et klart must. Kan kun anbefales.
Uddrag af ‘Afvigeren – divergent’
Jeg kaster et hurtigt blik på Christina. Hun gengælder det.
“Her,” siger hun. Jeg ser undrende på hånden hun rækker frem, og skal til at sige at jeg ikke har brug for hjælp, da hun tilføjer:
“Jeg… Jeg kan ikke hvis der ikke er en der tvinger mig.” Jeg tager hendes hånd, og vi stiller os i døråbningen. Da vi passerer taget, tæller jeg: “En… To…Tre!” På tre tager vi springet. Et kort sekund med vægtløshed, inden mine fødder rammer ned og sender en skarp smerte op i mine skinneben. Og i næste sekund ligger jeg og spræller på det flade tag og mærker grus mod min kind. Jeg slipper Christinas hånd. Hun griner.
“Det var sjovt,” siger hun. Christina skal nok finde sig til rette blandt skytsenglenes vovehalse. Forsigtigt børster jeg det stikkende grus af min kind. Bortset fra pacifisterne slap alle kandidaterne mere eller mindre heldigt fra springet. Sanddrupigen med de skæve tænder – Molly – fortrukket med smerte, mens sanddrufyren – Peter – sidder stolt og kigger rundt. Han må være landet på benene.
Jeg hører et vræl bag ved mig. En pige står og skriger ned mod jorden, hvor en anden pige ligger. Hendes ben og ligger i forkert stillinger, og hun bevæger sig ikke …
Skriv et svar