Serien Skyggespillet: Er du til flotte kvinder? Stærke mænd? Mageløs trolddom, gysende uhygge, vilde eventyr eller hyggelig humor, brusende kærlighed og ubrydelige venskaber? `Skyggen over Niacondra´ har det hele – nogle af aspekterne er dog mere vellykkede end andre.

Af Rikke Foss

Titel:

‘Skyggen over Niacondra’ (Skyggespillet 1)

Forfatter:

Martin Johansen

Sider:

177

Udkom:

April 2003

Forlag:

Forlaget Alrune

Følelses-barometer:









Forfatter Martin Johansens værk, `Skyggen over Niacondra´, er det første bind i fantasytrilogien `Skyggespillet´ og er desuden hans debutroman. I bogen stifter man bekendtskab med et bredt spektrum af forskellige karakterer og personligheder – vigtigst er dog selvfølgelig bogens hovedkarakterer: troldkvinden Kimayor og den langfingrede Taidrus, samt slettemanden Titras og hans følgesvend, dværgen Barzak.

De fire kommer fra vidt forskellige steder og kår, men skæbnen fører dem sammen, og måske er de fire venner lige netop det som kongeriget Niacondra har brug for, i kampen mod det onde. Vennerne bliver kastet ud på vilde eventyr, som byder på både faretruende situationer, nye venskaber og kærlighed – og mens besværgelser bliver kastet og sværd hævet, kan man kun håbe at de følgende bind i serien vil lade det gode sejre over det onde, i Niacondras særprægede fantasyunivers.

Minder lidt om Skammer-universet

Da jeg læste bogen, kom jeg flere gange undervejs til at tænke på Skammer-bøgerne af Lene Kaaberbøl, idet det er mange ligheder mellem Skammer-universet og Niacondras univers – dels foregår begge historier i middelalderlige universer, men også kampene, de magiske symboler, trolddommen, stemningen og enkelte karaktertræk går igen i begge værker. Martin Johansen har dog som forfatter en del ting der skal arbejdes med, før Lene Kaaberbøls niveau er nået.

Flad cola – med god smag

Som nybegynder skal man være heldig for at ramme plet i første forsøg, og selv Robin Hood kom sikkert til at skyde naboens hund i bagdelen, før han lærte at ramme midten af målskiven – Martin Johansen er som forfatter ingen undtagelse.

Jeg kunne tydeligt, hele bogen igennem, mærke forfatterens passion for det middelalderlige fantasyunivers, som i dén grad er veludtænkt med sine kroer, hesteridt, sværdkampe, markeder og små finurlige påfund, som gør universet unikt. Heller ikke trolddom, fantasivæsner og mørke kræfter er der sparet på, og det er beundringsværdig,t at én mand har haft så stort et univers og så mange karakterer væltende rundt inde i hovedet.

Måske har karaktererne desværre været for ivrige for at komme ud og blive nedfældet på papir, for handlingen er meget grov og til tider direkte forhastet, som om forfatteren ikke har kunnet vente med at komme videre i historien, og det er ærgerligt, da det betød, at jeg flere gange blev revet ud af historien følelsesmæssigt og derfor aldrig rigtig fik et forhold til karaktererne.

Når forfattere går på line

Det er en balancegang at være forfatter – og en udfordring at få en spændende, medrivende handling til at gå hånd i hånd med nuancerede karakterer. Vægtskålen tipper let, og derved kan der komme for lidt af det ene og for meget af det andet. Og lige så veludtænkt og kompliceret som det Niacondriske univers er, lige så flade og ukomplicerede er dialogerne i bogen. Jeg har aldrig været stor fan af tredjepersonsfortællere i bøger, da jeg synes at det oftest bliver for upersonligt, og endnu mere upersonligt bliver det, når dialogerne bliver for opstillede og kunstige, idet alt gerne skal fremhæves og alle pointer skal underbygges eller skæres ud i pap – tit en tand eller to for meget.

Forskellige forelskelser – for fyre

Jeg mærker tydeligt forfatterens kærlighed til tiden og universet i Niacondra, med riddere, sværd, øl og magi. Beskrivelserne af omgivelser og personer er meget malende, med masser af nøje udvalgte tillægsord, således at beskrivelserne samtidig rammer plet, men uden at fylde flere sider, og samtidig er det tydeligt, at forfatteren glæder sig lige så meget som læseren, til visse passager som emmer af undertrykt spænding.

Uddrag af ‘Skyggen over Niacondra’

I et af Myths mindre pæne kvarterer skyndte en ung mand sig gennem tusmørket hen til en grim, snavset dør i enden af en smal baggyde. Han var klædt i en sort, diskret dragt med tilhørende kappe og hætte. Sidstnævnte skjulte hans ansigtstræk, men hele dragten lod ikke nogen tvivl om dens kostbarhed og kvalitet. Manden rynkede på næsen over lugten i baggyden og bandede stygt, da han trådte i noget blødt, klistret og ubestemmeligt.

Svært at blive forelsket i “ham den søde”

Det er dog også tydeligt, at bogen især henvender sig til drenge, og ikke piger. De talrige slåskampe, onde væsner, krobesøg med litervis af øl og de lettere seksuelle undertoner, samt det middelalderlige, magiske univers i sig selv, er noget som mange drenge er helt vilde med. Derimod manglede jeg som pige nogle lidt mere følelsesmæssige karakterudviklinger, mere indblik i karakterenes tanker og hjerter – hvilket en tredjepersonsfortæller ikke duer til – samt nogle mere fintfølende og langsomt udviklende forelskelser. Alting, inklusivt forelskelser, meget hurtigt, simpelt og action-præget, og så er det altså svært at blive småforelsket i ”ham den søde”.

Øvelse gør mester

Som debutroman indeholder `Skyggen over Niacondra´ ikke mange fejl, men desværre er de, der er, meget gennemgående og overskyggende, som eksempelvis den manglende følelse i og for karaktererne, samt de lidt flade og opstillede dialoger. Modsat mange af de debutromaner jeg har læst, var der et absolut minimum af stave- og tastefejl, samt grammatiske fejl, men desværre er de blevet erstattet af malplacerede spørgsmålstegn, brug af caps lock midt i sætninger og et lige lovligt heftigt forbrug af udråbstegn, hvilket er særdeles forstyrrende for læseoplevelsen, og mest af alt minder om en af de fejl som findes i fristile.

Alt i alt er det et stort og flot stykke arbejde Martin Johansen har lavet, da han skrev `Skyggen over Niacondra´. Hans fantasi fejler ikke noget, og både karaktererne og universet er meget unikt og meget lidt copy-cat-agtigt, i forhold til andre kendte værker – men der er et godt stykke vej endnu, før der kan stemples UG på forsiden. Værket er lovende, og det har potentiale – men øvelse gør bare mester.