‘A Game of Thrones’ af George R. R. Martin

A Game of Thrones: Jeg nød virkelig den måde George R. R. Martin legede med sproget og de middelalderlige udtryk, og jeg tror bare ikke på, at al den sejhed kommer med i en oversættelse, så hvis du vil have mest ud af ‘A Game of Thrones’: læs den på engelsk!

Af Emma, 16 år

Titel:

‘A Game of Thrones: A Song of Ice and Fire’

Forfatter:

George R. R. Martin

Sider:

780

Udkom:

Første gang 1996

Forlag:

Harper Voyager

Følelses-barometer:

Lord Eddard Stark (også kaldet Ned) forbander den dag Robert Baratheon, konge af de syv kongeriger og Neds gamle ven, beder ham om at påtage sig stillingen som kongens Hånd. Ned er stadig i tvivl, da hans hustru modtager et brev fra sin søster, der i hemmelighed anklager Lannister-familien for hendes mands død. Dette afgør det, og Ned drager til syden med Robert Baratheon og hans to døtre, Arya og Sansa, samt selvfølgelig alle de tjenestefolk og andre mennesker, der rejser med en konge og en Lord.

Men før Robert ankommer, finder Eddard og hans sønner en død kæmpeulv, der har født et kuld hvalpe lige inden den døde. En til hver af Neds ægte børn, Arya, Sansa, Robb, Bran og Rickon. De ender med at finde en sidste hvalp, der er albino, som Jon, Neds uægte søn, får. Samtidigt mangler Muren mænd, og noget rører på sig i landet bag Muren.

På samme tid begynder en arving, Viserys, til den Gale Kong Aerys, som Ned og Robert var i krig mod og vandt over, at planlægge en tilbagevenden. Han sælger sin lillesøster Daenerys til en Khal, en konge over nomader til hesteryg, for at få Khalens mænd som allierede, så han kan slå kongens mænd ned og vinde sin retmæssige Jerntrone tilbage.

Originalsprog, originalsprog, originalsprog

Jeg synes, man skal læse ‘A Game of Thrones’ på engelsk. Det gjorde jeg, og det var meget sejere og meget bedre. Helt ærligt: Jon Sne! Så lyder Jon Snow da tusind gange bedre. Desuden er der en hel masse små finurligheder i sproget, stave-måder og bare ord og fraser, der lyder meget bedre på engelsk.

Ikke-kapitler

I ‘A Game of Thrones’ er der ikke noget med ”Kapitel 25: Det store slag”, heller ikke bare ”Kapitel 25”, her er der kun navnet på den persons synspunkt, man læser fra. Og det synes jeg faktisk virkede rigtig godt, fordi det gav en helt anden struktur til bogen; i stedet for at hele fortællingen er små dele, så er den mere flydende og giver en følelse af, at der bare er den her verden, og nu får jeg lov til at følge med i hvad der sker, ved at følge forskellige personer på forskellige steder. Det gjorde læseoplevelsen meget mere virkelig for mig, og det ku’ jeg selvfølgelig godt li’. Desuden følte jeg også, at jeg fik en anden forståelse af personerne, end hvis bogen havde været delt ind i kapitler, fordi man her fik lov at komme ind i hovedet på alle mulige forskellige personer, i stedet for at ha’ én fortæller og én hovedperson. Det gjorde fortællingen meget bredere og omfangsrig, efter min mening.

Mange personer på mange forskellige steder

Handlingen har tre hovedsæder i tre dele af landet Westeros; Winterfell i nord, The Wall helt oppe nordpå, King’s Landing i syd og hvorend Daenerys vælger at være i ‘The Lands of the Summer Sea’. Så er der udvalgte personer man følger fra hvert af disse områder, men de personer kan jo stadig vælge at tage ud på en lille rejse, hvor man så følger med i, hvad der sker. På den måde bliver persongalleriet ret stort, hvilket jeg kun synes er godt, og på grund af GRRMs ikke-kapitler, lærer man dem også virkelig at kende.

Ulempen kan være, at der er nogle personer, der irriterer en så meget, at man nærmest ikke gider læse deres kapitel, fordi de frustrerer en, men alligevel, det er kun naturligt at have præferencer. For eksempel begyndte Bran, Ned’s næstyngste, at irritere mig helt vildt, mens jeg var syg efter at få Daenerys’ kapitler – fordi der er så få af dem – og virkelig nød Tyrion’s sarkastiske humor.

Historie og fantasy

Jeg kunne især godt li’ den autentiske følelse af Westeros’ historie, som GRRM formåede at skabe; de forskellige tidsaldre og folk, der har skabt det Westeros, der findes nu. Det gav bare hele Westeros en ægthed. Hvilket fører mig til fantasy-aspektet: det er ikke sådan, at der bare render elvere rundt over det hele, mens masser af magiske folkefærd bor rundt omkring. Magi og lignende er mere en del af fortiden, selvom der stadig snakkes om dem og spekuleres over, om de stadig findes, hvor drager er uddøde, og alt der findes af dem, er deres kranier i King’s Landing.

På den måde er magi stadig noget mystisk, det samme er folkefærd, der menes at være uddøde, men alligevel snakkes om, og det gør igen det hele mere virkeligt og opslugende; jeg sad selv og havde helt lyst til at finde et eller andet Westeros bibliotek, så jeg kunne læse om dem.

Anbefales

Hvis man ikke ka’ li’ lange bøger, med lange beskrivelse og lange scener, der ikke er fyldt med den stereotype, action-prægede sværdkamp, så er det her nok ikke en bog, man vil finde særlig interessant. Hvis man på den anden side er helt vild med for eksempel ‘Ringenes Herre’, så vil man finde sig selv sluge bogen hel og straks gå på jagt med sværd og spyd efter den næste i serien: ‘A Clash of Kings’.

Jeg ville heller ikke anbefale bogen, eller resten af serien, medmindre man er 15-16 år, for mængden af vold, sex og politiske intriger kræver bare en hvis modenhed og indsigt i verden. ‘A Game of Thrones’ kræver også evnen til at sætte sig ind i mange forskellige karakterers hoveder og kunne skelne mellem dem og forstå, hvorfor de gør som de gør. Derfor anbefaler jeg ‘A Game of Thrones’ til det lidt ældre ungdomspublikum, der er til lange, uddybende og i den grad spændende fantasyromaner.