‘Niacondra – Magerens Arvtager’ (Skyggespillet 2) af Martin Johansen

Serien Skyggespillet: Eventyret fortsætter og skyggen over Niacondra får fodfæste i denne, noget forbedrede, efterfølger i trilogien `Skyggespillet´ – hvis du kan lide bøger, som får dig til at skumme tæer af uhygge og holde vejret af spænding, så kan denne 2’er være noget for dig. Den kan oven i købet læses mere eller mindre uafhængigt af første bind i serien!

Af Rikke Foss

Titel:

‘Niacondra – Magerens Arvtager’ (Skyggespillet 2)

Forfatter:

Martin Johansen

Sider:

379

Udkom:

9. juli 2012

Forlag:

Forlaget Uhrskov

Følelses-barometer:








I andet bind af fantasytrilogien `Skyggespillet´ genforenes man med bogens fire hovedkarakterer, samtidig med at tidligere karakterer vokser og nye kommer til. Den unge præst Dosimo bliver en del af vennegruppen sammen med Kiwaren Laquna, som man kortvarigt gør bekendtskab med i første bind i serien.

Sammen kommer de seks på farefulde eventyr hvor både fysiske og psykiske grænser bliver krydset og grænser til andre verdener bliver brudt. Sammen med læseren lærer karaktererne både hinanden og sig selv bedre at kende, nye venskaber bliver skabt og gamle kommer på prøve, i forsøget på at opklare det mørke mysterium som hænger faretruende over Niacondra.

Endeligt spares der ikke på grufulde væsner, blodige kampe og frygtelig tortur i denne efterfølger, hvis univers og fortælling i højere og højere grad nærmer sig det man finder i Skammer-bøgerne.

Ting tar’ tid

Og man må i dén grad sige, at Martin Johansen har brugt tiden fornuftigt! For det er ganske vidst de samme karakterer og det samme univers fortællingen omhandler, men man skulle ikke tro, at der var tale om samme forfatter – på de ni år der nåede at gå mellem udgivelsen af bind 1 og bind 2, er der sket en udvikling på højde med buksemodens udvikling fra trompetbukser til skinny jeans: fra et lidt kikset forsøg på at være moderigtigt og in, til at være noget der rent faktisk holder!

Martin Johansens skrivestil er en helt anden end den var i bind 1, både når man taler sprogbrug, tegnsætning, flow i historien, overgange, karakterrelationer og karakterudvikling, og man kan pludselig leve sig ind i historien, identificere sig med karaktererne og deres følelser, samt blive så opslugt af bogen, at man helt glemmer at man skulle have været til fodbold for halvanden time siden…

Mystiske væsner og jyske dværge

Fantasien har fået frit løb i bind 2, og man stifter bekendtskab med en masse forskellige – og unikke – væsner, besværgelser, genstande og scenarier, hvilket gør denne bog speciel og til god læsning, frem for det hav af copy-paste romaner der efterhånden findes, hvor både karakterer og plot er så genbrugte at man ved hvad der sker, før man så meget som har åbnet bogen. Især på det ondes side har Martin Johansen formået at skabe nogle grufuldt uhyggelige skabninger og scenarier som får det til at vende sig i maven, og det er netop dét en god forfatter skal kunne give sine læsere – unikke fortællinger som kravler helt ind under huden.

Efter at have læst bogen var jeg ærligt talt både forbløffet, overvældet og glad over den enorme forandring og udvikling der var sket på så mange forskellige plan i bogen, men alt med måde – af uforklarlige årsager var den gnavne, madglade dværg Barzak i bind 2 pludselig blevet jysk … Det var i hvert fald sådan jeg læste den accent, der var forsøgt tillagt ham siden bind 1, hvor han talte normalt. Men hvad, måske er togforbindelserne mellem Niacondra og Jylland bare bedre end jeg troede…

Vold frem for kærlighed

Personligt glædede jeg mig over, at det lidt anstrengte forsøg på at få romantik og kærlighed med i bogen, i bind 2 blev erstattet med nogle fede, veltænkte og velskrevne kampe af den gode, gammeldaws slags, med både heste, sværd, økser, blod og flækkede pandeskaller. Og selvom det betyder, at bind 2 i langt højere grad er til drenge i stedet for at være til begge køn, fungerer det langt bedre, nu hvor bogen har en klar målgruppe, som den kan møde med succes.

Uddrag af ‘Niacondra – Magerens Arvtager’

Netop som uhyrets pigbesatte kølle passerede forbi i en lav vinkel, sprang Kiwaren op i luften og lod begge sværd danse i en blændende cirkel omkring dets hoved. Det store bæst kæmpede videre, men virkede hæmmet af skaderne. Dets angreb var stadig voldsomme men virkede mere og mere klodsede. De sidste kræfter forsvandt ved endnu et af Kiwarens lynangreb, hvor hun ramte den tre gange i halsen. Bæstet udstødte en rallende klagen og var død, da det ramte jorden.

Selvom jeg ikke ligefrem er en del af målgruppen og normalt ikke er til blodige kampscener, og selvom der stadig mangler noget finpudsning af værket, synes jeg, at Martin Johansen her har gjort et fantastisk stykke arbejde, og er man til den slags, er det bestemt anbefalelsesværdig læsning.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.