Kaninhjerte: I ’Kaninhjerte’ er der spænding, spøgelser og søskendekærlighed på programmet, når de to tvillinger Mary og Anne bevæger sig ud på deres hidtil mest uhyggelige rejse. Ideen er super god, men jeg synes ikke, den er udført så godt, som den kunne have været.
| Af Signe |  |
Titel:
‘Kaninhjerte’
Forfatter:
Originaltitel:
‘Kaninhjärta’
Oversat af:
Nanna Gyldenkærne
Sider:
237
Udkom:
16. august 2013
Forlag:
Høst & Søn
Følelses-barometer:
Mary og Anne er to svenske tvillinger i gymnasiealderen. Udenpå er de stort set helt ens med deres lyse, glatte hår og fregnede ansigter, men indeni er de meget forskellige. Anne er den søde pige, mens Mary er rebellen. Desuden er de to tvillingepiger ikke helt som andre piger: Siden de var helt små, har de nemlig kunne se og snakke med spøgelser. Og nu er der altså et spøgelse, der har fortalt Anne, at Mary planlægger at begå selvmord. Men kan man i det hele taget tro på, hvad de døde har at fortælle?
Da pigernes far forlader deres mor for en yngre kvinde, bestemmer Mary sig for, at de skal stjæle nøglen til hans lejlighed i Göteborg, og bo der, mens han er på ferie. Anne er ikke fan af ideen, men Marys entusiasme får hende til sidst overbevist, og turen bliver starten på et uhyggeligt eventyr.
I Göteborg møder de nemlig Emilia, der er i gang med at lede efter en forsvunden lille pige, og Mary og Anne udgør tilsammen lige det, hun mangler: Et medium med kontakt til åndeverdenen.
Men kan det lade sig gøre at finde en forsvundet lille pige, kun med hjælp fra de døde?
Der er så mange forskellige nuancer i ’Kaninhjerte’, at det næsten er umuligt kun at vælge de vigtigste temaer.
Døden er selvfølgelig højt på listen, i og med, at de to piger jo altså kan snakke med spøgelser. Men kærlighed er også et vigtigt tema. Først og fremmest søskendekærlighed.
En stor del af bogen fokuserer nemlig på søskendeforholdet mellem Anne og Mary, og det er da også en af de ting, der gør bogen spændende. Selvom de ser næsten fuldstændig ens ud, er de nemlig så forskellige, at det nærmest er som om de er ét menneske, der simpelthen har delt sig i to. Det gør det til en ret fed læseoplevelse, at man nærmest ikke kan finde nogen lighedspunkter mellem de to, andet end udseendet.
Desuden er romantisk kærlighed også vigtigt at nævne, hvis man kigger på temaer. Mary er, som den rebelske af de to, nemlig meget langt fremme, når det gælder kærligheden. Hun har allerede været i seng med flere fyre, og synes det er mærkeligt, at Anne ikke deler den interesse. Men som med alt andet, er de to piger meget forskellige. Anne har nemlig fundet ud af, at hun nok i virkeligheden slet ikke har lyst til at gå i seng med fyre, hun er nemlig gået hen og blevet småforelsket i sin fars nye kæreste.
’Kaninhjerte’ er fyldt til bristepunktet med vigtige temaer og budskaber, og selvom der er stort fokus på spøgelser og uhygge, er det de andre, mere hverdagsagtige ting, jeg følte mig mest fanget af.
Anne og Marys forhold var, for mig, det vigtigste i bogen, og også det der fungerede bedst.
Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om at der lå en underliggende kærlighed i alle samtaler, skænderier og brokkerier, og det er lige netop sådan det er, at have søskende.
Jeg er kæmpe fan af ideen om at skrive en dyb historie, med budskaber og vigtige temaer, og så blande det med noget så anderledes, som spøgelser, krimi og forsvundne piger. Jeg tror det vil åbne for et helt nyt publikum, der, ligesom mig, ikke er så glade for socialrealistiske bøger, men har brug for noget spænding og noget overnaturligt!
Bogen er skrevet på en lidt speciel måde, som man nok skal vænne sig til. Anne er nemlig fortæller, og utrolig meget af bogen, er hendes tanker. De flyder hurtigt lidt sammen, og det bliver en lidt mærkelig læseoplevelse.
Jeg blev desuden svært skuffet over udførelsen af spøgelsestemaet. Det virkede, på mig, som to sideløbende fortællinger. Én om Anne og Mary, og deres indbyrdes forhold og problemer, og én om åndeverdenen. Ideen er super god, men jeg synes ikke den er udført så godt, som den kunne være.
Dog skal det da siges, at jeg bestemt var opslugt af mystikken om den forsvundne pige, men det kom lidt i anden række, i forhold til tvillingedynamikken.
Jeg synes ’Kaninhjerte’ er ideel til især piger fra 12 år og opefter – og her snakker jeg langt opefter. Jeg tror nemlig det krimiagtige aspekt vil drage folk i alle aldre.
Jeg har læst mig til, at bogen blev utrolig populær i Sverige hos både voksne og børn, og jeg forstår hvorfor. Der er noget for alle aldre, og bogen virker hverken for barnlig til voksne, eller for voksen til børn. Selvfølgelig er der et lille gys i ny og næ, men det er altså ikke værre end en 23-årig skribent (undertegnede), der stadig er bange for Trolderik, kom igennem den uden mareridt!
Uddrag af ‘Kaninhjerte’
Bussen gyngede af sted, og Anne holdt hårdere om Marys hånd, og Mary holdt op med at snakke og så på hende, og hvis Anne skulle have grebet ind og lavet om på hele forløbet, skulle det have været i det øjeblik. Hun kunne have sagt kom nu, Mary, så står vi af og tager hjem igen, og bliver hjemme. Men det gjorde hun ikke, hun troede ikke det hang sådan sammen, at det var så vigtigt, det med hvilken vej man valgte, og de ville jo tage hjem igen, og det hele ville falde til ro. Hun holdt Marys hånd indtil Mary igen så ud ad vinduet, og solen sank bag dem, gul og brændende, og det som spøgelset havde sagt ville ske, det skete, men meget senere.
Skriv et svar