‘Blogbogen’ af Julia Lahme (anmeldelse)

Blogging: ‘Blogbogen’ udnævner sig selv til at være ‘Den første danske guide om blogging’, ‘hands-on guide’ og ‘en guldgrube af tips og tricks, how-to guides og teksterforfatterskole’, men når du får flået det flotte indpakningspapir med talegaverne af, er der ikke den lovede multifunktions-schweizerkniv indeni. Der er blot en simpel dåseåbner. Og når gratis-gør-det-selv-blogs allerede har en ring monteret på dåselåget, som man bare kan trække i for at installere bloggen, giver det ikke meget mening at skulle læse vejledningen på papir i en bog. For unge mennesker, der er vokset op med IT og er på sociale medier dagligt, er der intet at komme efter. Du kan få alt om blogging fortalt hurtigere, bedre, dybere og mere korrekt af dine klassekammerater i spisefrikvarteret nede i kantinen.

Af Peter Henrichsen

‘Blogbogen’ kan give dig alt, du har savnet. Alt! På bagsiden står der “Bogen er en guldgrube af tips og tricks, how-to guides, teksterforfatterskole, inspiration og idéer, som er lige til at bruge”, “Bliv en endnu bedre tekstforfatter”, “Sådan opretter du din blog”, “Blogdesign”, “Billeder på bloggen”, “Blogging og business”.

Da jeg selv har arbejdet med IT siden 1990, og med IT, kommunikation og reportagefotografering siden 2003, blev jeg både glad og overrasket, da jeg åbnede bogpakken fra forlaget. Jeg havde ikke opdaget, at der skulle udkomme en bog om blogging, og med alle løfterne på bagsiden, lød det hele virkelig godt, så jeg besluttede mig for at tage imod forlagets opfordring: at anmelde bogen.

Dét indeholder ‘Blogbogen’

‘Blogbogen’ er først og fremmest 10 interviews med Julia Lahmes egne læsere eller venindebloggere, og så er der en masse … fyld om blogging. Tre fjerdedele af fyldet er Julia Lahmes subjektive meninger, tanker og følelser, og den sidste fjerdedel er virkelig simpel faktuel viden om internettet og blogging, fortalt efter laveste fællesnævner.

Julia Lahme skriver i indledningen, at ‘Blogbogen’ er en brugsbog og en inspirationsbog. Der står dog ikke, at fordelingen er 95% inspirationsbog og kun 5% brugsbog. ‘Blogbogen’ er altså ikke er en hands-on guide, som der står på forsiden. Du kan heller ikke slå noget op i den, for der er heller ingen stikordsliste i den, og havde der været en stikordsliste, havde emnet med stor sandsynlighed ikke være dækket alligevel.

Blurb’et på bogens bagside er altså faldet i bøtten med selvros. Måske elsker vi rent faktisk også de kortvarige lykkefix, vi får, når vi sluger politikernes valgløfter og selvhjælpsbøgernes bagsidetekster. Det er også ok, hvis vi bare er parate til at hoppe i regntøjet, når det begynder at piske ned på vores lille idylliske paradisø. Men det trak hurtigere op til regn i ‘Blogbogen’, end jeg lige havde forventet.

Selvfølgelig er der mål med blogging

Allerede i Julia Lahmes indledning i bogen, troede jeg, at jeg havde læst forkert:

Selvfølgelig er der mål med blogging! Hundredvis af mål. Det store altoverskyggende mål, er først og fremmest at blive set og læst og meget gerne også at komme i dialog med læserne i form af kommentarer.

Det er heller ikke rigtigt, at blogging ikke er en konkurrence, som Julia Lahme også skriver. I blogging er der lige så hårde konsekvenser for bloggerne, som hvis de stillede sig op på en scene og optrådte for et tilfældigt publikum. Det er klart, at man får et kick, hvis folk klapper og jubler, men hvis folk ikke klapper eller ligefrem forlader salen, er følelsen af at være mislykket stor. Det er derfor, der eksisterer så mange blogs, der kun indeholder indlæg for to måneder.

Blogging er en benhård disciplin, der afhænger fuldstændig af, hvor indbydende man kan præsentere sin historie. Så for at nå målet med at blive set og læst, er man konstant nødt til at optimere en lang række af konkrete færdigheder, ligesom en journaliststuderede må sidde i timevis og gennemskrive sine tekster ud fra retorikkens mange delmål, for at gøre sig håb om at blive læst.

Så når Julia Lahme blæser solrige New age-budskaber ud over læsere, kun for at få dem til at begynde med at blogge, for derefter at slippe dem helt igen, når de først går i gang med det bloggingen og virkelig har brug for at slå praktiske ting op i et stikordsregister, klinger selvudnævnelsen til ‘Den første danske guide om blogging’ også ret hult.

Det er ikke svært at få lyst til at blogge, oprette en gør-det-selv-blog og gå i gang med sine første indlæg. Det kan reelt gøres på under en halv time. Det svære er, at skrive så gode indlæg, at man får læsere og feedback nok til at bevare optimismen, så man ikke bliver endnu en af dem, der drejer nøglen om efter to måneder. Og det kræver færdigheder indenfor en masse fag, ikke yogahilsnen “Namaste”.

Kunne du tænke dig at vide, hvilke søgeord, du skal skrive i dine blogindlægs meta-data for at blive højt placeret i Google? Eller vil du gerne lære at tilpasse dine billeder, så de passer præcis til din blogs bredde og ikke ligger og svømmer tilfældigt rundt? Eller hvad med hjælp til, hvordan du laver en god menu? Eller måske praktiske forslag til, hvordan du fylder lækre annoncer eller spændende plugins i dine sidebars/widgets, så din blog kommunikerer med face og twitter? “Bare ærgerligt, Sonnyboy!” Alt sådan noget står der altså ikke i ‘Den første danske guide om blogging’. Prøv at bruge din karma, eller trøst dig med Julia Lahmes personlige historie om, hvorvidt man skal tage barsel eller tage sin baby med på arbejde.

De 10 interviews

Lad os begynde med de 10 interviews. De er vidt forskellige, og det vil derfor være meget subjektivt, hvilke af dem, man får noget ud af at læse.

Svært at begribe: At en blog som thejulesrules.dk ligger som ‘Blogbogens’ allerførste eksempel på ‘Danmarks mest inspirerende bloggere’, er svært at begribe. Teksterne og det grafiske design fremstår begynder-skrabet og uambitiøst. Det her burde i sig selv være årsagen til, at bloggeren købte sig en bog om grafisk design, én om fotografering/Photoshop og én om retorik. Bloggen er dog trukket frem som det gode eksempel, for – som bogen skriver – en af Danmarks første mommy-bloggere, der har blogget siden 2003. Alle de unge bogbloggere i gymnasiealderen, som jeg har kontakt med, overgår den her blog ganske overlegent, både med hensyn til tekster, blogdesign, menuer, grafik og fotos.

Motiverende: Bogen sidste interview og eksempel farmorfabrikken.dk, burde derimod have have været det første. Der er kælet for det grafiske layout, og det er nogle flotte og professionelle fotos, der gav mig lyst til at hækle bamser lige med det samme (der er nemlig én, der ligner Mr. Beans, og den har jeg altid ønsket mig). Her begyndte blogger-rusen at suse i min krop. Farmorfabrikken er så meget nede på jorden, at man som ny blogger tror på, at det kan lade sig gøre at fremstille noget lignende, og alligevel er bloggens grafiske design så lækkert, at man får lyst til at gøre en stor indsats for at nå dertil. Gløden er tændt, motivationen er skabt. En anden superstærk egenskab ved farmorfabrikken.dk er, at den holder sig til emnet: håndarbejde. What You See Is What You Get (WYSIWYG), det er et meget anvendt begreb indefor design af grafiske flader til IT-programmer, fordi det betyder så utrolig meget for læserne. Vi søger alle meget målrettet på nettet, og når vi får det, vi leder efter (WYSIWYG) og ikke en masse anden udenomssnak om kønskamp, skribentens personlige dilemmaer og så videre, så bliver vi glade læsere/web-brugere.

Det perfekte udtryk – så langt kan du nå: På en blog som boligcious.dk er vi tæt på det perfekte og meget professionelle udtryk. Jeg synes, det er rigtig spændende at se, hvor langt man kan nå med sin blogging, så alting netop ikke går efter laveste fællesnævner. Julia Lahmes pædagogik virker dog meget skiftende. Først får læseren at vide, at blogging absolut ikke er en konkurrence, og bagefter får vi så en superlækker blog som boligcious.dk præsenteret som det gode eksempel, underforstået: så langt kan I nå en dag. Det er da modstridende kommunikation.

Kvindernes blogs var mere spændende end bogen

Når man som jeg, ikke engang kender en fjerdedel af bogens kvindelige bloggere eller deres blogs, er det jo klart, man vil ind og se deres produkt, før man overhovedet kan forholde sig til deres baggrundshistorie om produktet.

Det betød, at da jeg kom til bogens første interview, måtte jeg i gang med at taste mig ind på de forskellige blogs. Og da jeg var kommet ind på dem, må jeg indrømme, at jeg havde meget mere lyst til at blive hængende, fremfor at skulle vende tilbage til den visuelt og intellektuelt meget lidt inspirerende ‘Blogbogen’.

Nu var der jo spændende beretninger, fine fotos og, mange steder, lækker grafik. I ‘Blogbogen’ er der ingen fotos overhovedet. Der er derfor ikke fotos af de portrætterede kvinder og ej heller skærmbilleder af deres blogs (Julia Lahme har dog huske at få et fint farvefoto af sig selv på bogens bagsiden).

Ikke engang i bogens interview med Sara Andersen, der har fået rubrikken “Bloggeren, der kan noget særligt med fotos” eller i fotograf Line Thit Kleins artikel ‘TIP fra den professionelle fotograf’, er der fotos. Og i afsnittet om ‘Blogdesign, look og udtryk’, er der ikke et eneste skærmbillede som eksempel. Det er simpelthen for skrabet. Tænk, hvis man droppede at sende Mette Blomsterbergs program, ‘Den store bagedyst’ på tv og i stedet for udsendte den i radioen på P1, eller som en tekstbog uden fotos overhovedet. Ville du så have lyst til følge den?

Selve bogens interviews, var heller ikke voldsomt fascinerende at vende tilbage til. I de fleste lægger Julia Lahme ud med spørgsmål på folkeskoleelev-niveau: “Hvor længe har du blogget, og hvorfor begyndte du?”, “Hvad får du ud af at blogge?” og “Hvad er dit bedste råd til …” Det er så banalt spurgt, at det også er svært at glæde sig til svarene. Og det bevirkede også, at nogle af de portrætterede kvinder kom til at fremstå let overfladiske, for når der bliver spurgt om banale ting, kommer man jo oftest også til at svare simpelt tilbage.

Linda Østergaard (der har simpeldagbog.blogspot.dk) formåede dog i overlegen stil selv at strukturere sin historie i interviewet, på trods af spørgsmålene. Den er spækket med interessante overvejelser, der udfordrede mig og fangede mig. Linda Østergaard er så ærlig, har så meget selvindsigt og krydrer sin beretning med et varieret sprog og finurlige ord, at det gør læsningen til en hel rutsjebanetur med aha-oplevelser og genkendelser. Selv om det er hende, der bliver stillet spørgsmål, formår hun at stille en masse nye spørgsmål tilbage til læserne, ved at fortælle om sine overvejelser på en nuanceret og objektiv måde. På de fem sider, hun fik lov til at ytre sig, følte jeg mig for første gang levende i min læseoplevelse af ‘Blogbogen’. Det er sikkert fy fy at skrive – for at bruge Lindas Østergaards egen formulering, der også greb mig – men Lige dér fik jeg et syn af, hvor suveræn ‘Blogbogen’ kunne være blevet, hvis det var Linda Østergaard, der havde skrevet den.

Feministisk opråb – eller frustration?

Når ‘Blogbogen’ ikke rummer nævneværdige guides, undrer man sig måske over, hvad der så er prioriteret. Det er Julia Lahmes personlige skøn og meninger. Først kommer udtalelsen:

Jeg tror nok, der er et par ansatte eller 1000, der vil få kyllingesalaten galt i halsen nede i kantinen på Facebooks hovedkontor i Menlo Park, Californien, når de hører det. Deres 1 milliard 150 millioner brugere er immervæk en sjat, og Twitters over 200 millioner brugere, er da heller ikke ligefrem usynlige.

Så falder snakken på kvinder. I ‘Blogbogen’ er det udelukkende kvinder, der er udvalgt til de 10 interviews. Ingen mænd. Overhovedet. Der bliver talt om søstersolidaritet, og så begynder bombardementet for alvor midt i bogen:

Der eksisterer ingen undersøgelser om kønsfordelingen af bloggere i Danmark!

Da de markante udtalelser blev ved, fik jeg til sidst lyst til at undersøge sagen. Jeg kontaktede Danmarks Statistik og spurgte, hvad kønsfordelingen er blandt bloggere i Danmark.

Svaret var : Der eksisterer ingen undersøgelser om kønsfordelingen af bloggere i Danmark!

Danmarks Statistik henviste derimod til denne rapport It-anvendelse i befolkningen, hvor det tydeligt ses, at kønsfordelingen ved al aktivitet på nettet og på computere er stort set ligelig fordelt.

Kvinder er lidt gladere for at surfe koncertbilletter og tøj, og mænd er gladere for at surfe rejser, hardware, it og computerspil. Tumblr angiver, at kønsfordelingens på deres blogs er 53.5% til kvinderne og 46,5% til mændene, og Twitter angiver en kønsfordeling på 53% kvinder og 47% mænd for deres brugere. Skal vi været helt nøjeregnende, siger folketallet (Danmarks Statistik), at der eksisterer 37476 flere kvinder end mænd i Danmark, hvilket igen skubber tallene endnu nærmere en ligelig kønsfordeling.

Ligesom der er en masse skønne piger og kvinder, der blogger, er der selvfølgelig også en masse skønne drenge og mænd, der gør det. Og de er overhovedet ikke svære at finde.

Jeg har fået en mandlig blogger til at smide disse eksempler på bordet i løbet af to minutter. Prøv blot at se kønsfordelingen på Politikens bloggere og Berlingskes bloggere og Version2’s bloggere og Ingeniørens bloggere og Aminos bloggere

Nå vi som her tager stikprøver – for det er alt, hvad det er – ser det ud til, at mænd blot blogger professionelt om deres fag/uddannelse fra deres arbejde og om IT, software, hardware, elektronik/gadget, foto og i særdeleshed politik. Men alle disse dygtige mandebloggere bliver fortiet i ‘Blogbogen’.

Tænk, hvis vi i en tv-avis med en mandlig nyhedsvært, kun blev præsenteret for store præstationer leveret af mænd. Og når der var en kvindelig nyhedsvært, udelukkende blev præsenteret for bedrifter af ledende kvinder indenfor erhverv og politik. Ville du ønske dit eget køn fremhævet på den måde, eller ville du hellere have et objektivt overblik over nyhederne?

Irriterende coach med i købet

I ‘Blogbogen’ stødte jeg på en konstant strøm af udtalelser som disse:

Nu har ‘Blogbogen’ jo vist sig at udelukkede være skrevet til kvinder, men så jeg vil jeg sige: Havde jeg været en kvinde, ville jeg efterhånden være blevet pænt irriteret over bogens tone.

Den er som at have Chris Macdonald fra programmet ‘U-turn’ rendende efter sig med konstante “DU KA’ GODT, DU KA’ GODT!”-råb, mens man er på vej ned til bageren henne på hjørnet efter søndagsrundstykkerne. “Ja tak, Chris, det tror jeg også lige, jeg kan. Der er 50 meter, og jeg har lige sovet ni timer.”

Når en forfatter udnævner sig selv til at være coach for alle læserne som én samlet masse og forsøger at opmuntre dem og udvise medlidenhed overfor dem, som om det var en selvhjælpsbog for folk med depression og manglende selvtillid, er det på grænsen til at blive ulideligt. I særdeleshed når bogens faglige niveau i forvejen er så lavt.

Alle de unge piger og kvinder jeg samarbejder med i det daglige, er generelt virkelig stærke, selvsikre, hurtige til at fange nye ting, samtidig med at de også rummer en dejlig portion overskud og humor, så jeg kan slet ikke genkende det billede, hvor kvinder, der skulle have lyst til at påbegynde en blog – men endnu ikke har gjort det – skulle have behov for evig opmuntring for overhovedet at kunne præstere.

Alt i alt

Det er ikke svært at give folk lyst til at gå i gang med at blogge på en gør-det-selv-bog. Den lyst ligger allerede dybt inde i alle, der har behovet for at fortælle andre om et emne, der ligger deres hjerte nær.

Det er heller ikke svært at lære folk at installere en gør-det-selv-blog. Vejledningen dukker op trin for trin på skærmen, så det behøver man ikke en afskrivning i en bog til at finde ud af.

Det er svært at lave en værktøjskasse, en opslagsbog og hands-on-guide til alle de nye bloggere, som de kan slå op i det første år, når de støder på problemer, der i sidste ende kan få dem til at opgive det at blogge. Og det er måske også grunden til at Julia Lahme opgav at lave den, men i stedet valgte at fokusere på sig selv, sine personlige betragtninger og sine egne bloglæsere i en såkaldt inspirationsbog.

Det få faktuelle oplysninger, der er i ‘Blogbogen’, er på så lavt niveau, at ingen unge fra 7.-8. klasse og opefter, vil kunne lære noget nyt, som de ikke kunne lære bedre ved at sætte sig ved computeren en eftermiddag sammen med en ven eller veninde, der allerede ved, hvordan man skruer en blog sammen. Og det er slet ikke noget for gymnasieelever og unge, der går på videregående uddannelser, der er vant til selv at søge og bearbejde informationer, der ikke først er skåret ud i hapser og krydret med personlige meninger.

Uanset om der på et senere tidspunkt kommer en ægte praktisk guide til blogging på dansk, er den ultimativt bedste måde at lære blogging på: at alliere sig med en god ven eller veninde, der allerede brænder for sin egen blog. Så har man også én, man altid kan chatte med, når problemerne og ønskerne om forbedringer dukker op, allerede få dage efter ens nye blog er kommet til verden.

‘Blogbogen’ indeholder :

• Indledning
• Hvad vil du blogge om?
• Hvad skal bloggen hedde?
• Sådan opretter du en blog
• Blogdesign, look og udtryk
• Sådan skriver du et blogindlæg
• Billeder på din blog
• Læseren: Den vigtigste for din blog
• Det kan de sociale medier gøre for dig
• Så tit skal du blogge
• De uskrevne og de skrevne regler i blogland
• Sådan ændrede blogging verden
• Blogging og holdninger til verden
• Blogging & business
• Blog-life balance
• Din fremtid – og bloggens
• Blogordbog

STYRKER:

• Retorikkens grundbegreber: En del af retorikkens grundbegreber er beskrevet i flere af kapitlerne. De er flettet godt ind mellem Julia Lahmes egne skriveregler, men de er der.

• Interviewene: Flere af de interviewede kvinder er spændende at læse. Det er nok meget subjektivt, hvilke man har kemi med. Jeg fandt stor interesse for Linda Østergaards og Mette Königs interview, fordi de fokuserede mest på bloggingens faglige aspekter.

SVAGHEDER:

• Manglende objektivitet og journalistisk overblik: ‘Blogbogen’ giver hverken læseren et journalistisk overblik over blogging-tendenserne i Danmark eller en objektiv vurdering af, hvem der blogger. Specielt udtalelserne om, at kvinder dominerer blogging og sociale medier i Danmark, er helt uden belæg i bogen. Rapporten fra Danmarks Statistik om IT-anvendelse i befolkningen (link ovenfor), indikerer derimod at kønsfordelingen er tæt på at være lige.

• Fravær af faglig og faktuel viden: ‘Blogbogen’ vil lære dig om fotos, men har ikke selv et eneste foto. Den vil lære dig blogdesign, men rummer ikke et eneste skærmbillede eller en eneste vejledning om grafisk design fx i Photoshop. Den vil fortælle dig om WordPress, men fortæller ikke et ord om databaser, plugins, html, css (cascading style sheets) eller besøgsstatistikker. Den vil lære dig at installere en blog, men fortæller aldrig om, hvordan man virkelig gør på en webserver, men beskriver kun gør-det-selv-blogs. Den vil lære dig om blogoptimering, men forklarer aldrig, hvordan en Search Engine Optimizer fungerer, hvordan du indtaster meta-data, laver sitemaps til Google og på den måde opnår Google-juice (Jeff Jarvis’ populære udtryk for at blive højt placeret i Googles søgemaskiner, fra bogen ‘What Would Google Do’). Vi bliver også lovet en hel tekstforfatterskole, men får reelt kun nogle få retoriske skrivetips. Bogens for- og bagside lover dig det hele, men indholdet er ikke andet end appetitvækkere og små smagsprøver.

• Manglende fotos, skærmbilleder og illustrationer: Det er absolut ingen i bogen. Det er katastrofalt i en guide.

• Ikke en hands-on guide: Bogen udgiver sig for at være en hands-on-guide til blogging. Det eneste sted, der er forsøgt på hands-on-instruktion er på de 11 sider, hvor der er vejledning om hvordan man opretter en blog på Blogger, WordPress.com og Tumblr. Det absurde er, at online-vejledningerne hos disse blogfirmaer er meget nemmere at følge end Julia Lahmes afskrivninger. ‘Blogbogen’ har heller ingen stikordsliste, og indholdsfortegnelsen er sparsom i sin forklaring.

• Mange modstridende oplysninger: Eks. 1: Blogging frekvens. Først står der, at 2-3 indlæg om dagen er bedst, hvis man virkelig vil ses, og 2-3 indlæg om ugen er minimum, hvis man ikke vil tabe sine læsere. Senere i afsnittet om stress, står der, at man skal huske at sætte sin blog på pause i 3-ugers-perioder og skrive til læserne, at man er væk.

  Eks. 2: Blogging bliver sammenlignet med yoga, der er ingen mål, det er ingen konkurrence. Senere hiver forfatteren ‘Danmarks mest inspirerende bloggere frem’. Hvis blogging netop ikke er en konkurrence og alle er lige gode, hvordan kan der så eksistere 10 blogs, der er de mest inspirerende?

  Eks. 3 Julia Lahme skriver “Vi har brug for flere stærke (kvinde)stemmer i Danmark, flere holdninger.” Alligevel skriver hun de første fem steder i bogen, at det kun er kvinderne, der sidder på bloggen som medie.

• Opremsninger af, hvad der eksisterer, men manglende vejledning af, hvordan det indlejres i bloggen : ‘Blogbogen’ er i sin faglige del en evig opremsning af, hvad der eksisterer. Der nævnes facebook, twitter, tumblr, instagram, blogger, vine, wordpress, seo-packs (search engine optimizers), Google+, Creatice Commons, men der er ingen vejledning i, hvordan du indbygger det i din blog. Selve opremsningen er ligegyldig info for unge mellem 12 og 30 år, der allerede ved det hele i forvejen.

• Tilfældig valgte henvisninger: Når der henvises til andre websider og programmer og udbydere falder valget fuldstændig tilfældigt. Når man skal lave en header, henvises der kun til 99designs.com/. Idéen om, at man selv kunne lave én i Photoshop eller et andet billedbehandlingsprogram, er slet ikke faldet forfatteren ind. Og når der anbefales billedbehandlingsprogrammer er Photoshop (Elements) eller Picasa ikke engang blandt de 4 udvalgte. Hvis man vil have en host, er kun unoeuro.com og one.com nævnt, og valget af Apps falder lige så tilfældigt ud. Bogen giver et indtryk af, hvad Julia Lahme selv kender og bruger, men det giver ikke læseren det objektive overblik af produkter og websider, som man forventer at få i en guide.

MÅLGRUPPE:

Læs en anden anmeldelse af ‘Blogbogen’

Vi har sendt vores anmeldereksemplar af ‘Blogbogen’ videre til Majasol på 20 år for at få en ung og kvindelig vurdering af bogen. Læs Majasols anmeldelse ved at klikke på billedelinket nedenfor: