‘Martin og Victoria & Victorias år’ af Klaus Lynggaard

’Martin og Victoria & Victorias år’: Den lyder og ser måske ud som om, det er den mest tåbelige og kedelige ungdomsroman, som kun din dansklærer kunne finde på at tvinge dig igennem — men den er mere dybsindig og genial, end den ser ud. Og så kan Klaus Lynggard altså et eller andet med at skrive.

Af Caroline, 15 år

Titel:

‘Martin og Victoria & Victorias år’

Forfatter:

Klaus Lynggard

Sider:

297 + 253 = 550 sider

Udkom:

1985, 1986

Forlag:

Borgen

Følelses-barometer:

Året er 1972 – rødstrømperne, krisen og tjalden huserer i Danmark, og midt i det hele står 16-årige Martin Larsen. Martin er lige flyttet til en af Københavns forstæder, og han skal starte i 3. real på en ny skole. Martin bliver hurtigt venner med den charmende Mikael fra sin klasse og kommer ind i hans klike, som består af en del langhårede fyre og et par piger, som er særligt optagede af udborede knallerter, tjald og rockmusik.

Men på skolen går der ikke kun frisindede hippier som Mikael og alle de andre fra B-klassen – Martins klasse. Der går også en kølig, forfinet og uimodståelig smuk pige ved navn Victoria, og mødet med hende slår Martin fuldstændig ud af kurs. Det er kærlighed ved første blik, men hvordan fanger man en så kold og tilbageholdende skønheds opmærksomhed, når hun ikke engang ved, at man eksisterer?

Victoria er meget anderledes end Martin. Hun kommer fra et velhavende miljø, hører klassisk musik og er yderst konservativ. Men selvom man ikke skulle tro det, så krydses deres veje til alt held.

To bøger i én

‘Martin og Victoria’ og ‘Victorias år’ er egentligt to separate bøger, som faktisk udkom i henholdsvis 1985 og 1986, men det fungerer rigtig godt, at de nu er sat sammen til én, så der ligesom er en glidende overgang imellem dem. De er trods alt skrevet i forlængelse af hinanden, og de kunne lige så godt have været én bog.

Positivt overrasket

Normalt læser jeg aldrig ungdomsromaner som denne, hvor historien udspiller sig i et helt almindeligt miljø uden vampyrer, varulve, skyggejægere eller noget helt fjerde. Jeg dødkeder mig, når vi tvinges igennem sådanne romaner i skolen. Og jeg har aldrig frivilligt åbnet en bog som denne, men jeg er meget glad for, at jeg snuppede ‘Martin og Victoria’ med hjem fra biblioteket.

Selvom jeg elsker action og blod blandet med en sød kærlighedshistorie, så gjorde manglen på action og blod i ‘Martin og Victoria’ mig ikke noget. Den fangede mig lige fra starten af, og jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt, selvom det er en god gammeldags ungdomsroman – som oven i købet foregår i 70’erne. Mine veninder kiggede også mærkeligt på mig, da jeg pegede den ud på skolebiblioteket og sagde: ”Den skal I læse!”

Klaus Lynggaards henrivende, beskidte, poetiske og medrivende sprog

Sprogligt kører den her roman 110 kilometer i timen, og Klaus har simpelthen det dejligste, mest beskidte, sjove, poetiske og interessante sprog. Hold nu op, hvor kan den mand altså finde ud af at skrive, og jeg blev mere og mere forelsket i den her bog, for hver side jeg vendte.

Selvom bogen egentlig er en stor pærevælling af lækkert/sjovt/poetisk sprog, så får Klaus det altså bare til at fungere. Nogle gange blev jeg simpelthen nødt til at stoppe op og læse det, jeg lige havde læst igen, fordi der nærmest gik digt i det hele. Andre gange var jeg nødt til at stoppe op for at grine meget højt, fordi jeg fik kastet de mest humoristiske vendinger lige i hovedet. Eller også måtte jeg læse videre med tårerne løbende ned ad kinderne, fordi Klaus formår at skrive så medrivende, at jeg nærmest følte alt det, Martin følte.

Fantastiske personligheder

Hvis der er noget andet, som Klaus Lynggaard også er genial til, så er det at skildre personer. Persongalleriet er helt og aldeles fremragende.

Mikael (Martins bedste ven) og Victoria – ja, alle personerne i bogen, er så dejligt tredimensionelle og på ingen måde flade, og jeg ikke ville have undret mig, hvis Victoria lige pludselig kom gående igennem skolegården på min skole med sin ranke holdning, eller hvis Mikael ringede på hjemme hos mig og spurgte, om han ikke måtte komme ind, så vi kunne jamme lidt.

70’er rock og altid elskværdige David Bowie

Noget andet, som også fungerer rigtig godt i denne roman, er de små indirekte musikhenvisninger, som man hele tiden får.

Martin, Mikael og deres venner spiller alle sammen et instrument, og de er alle sammen dybt fascinerede af rocken. Det skinner meget igennem, for i hvert kapitel nævnes der i hvert fald mindst tre gange en sang eller en kunster, og vupti – har man et dejligt soundtrack af lækker halvfjerdserrock til det kapitel, man er i gang med.

I starten af bogen er det meget den hårde rock, som man præsenteres for, men senere hen opdager Martin også ‘David Bowie’ og ‘The Beach Boys’. Lækkert, lækkert, lækkert, at nogen ENDELIG har fundet ud af, at ‘The Beatles’ altså ikke var de eneste dygtige kunstnere i 70’erne!

Ikke for klistret og lyserød

Det er svært at forklare, hvad det er, der fangede mig ved denne bog, men for det første er det helt sikkert den utroligt vellykkede kærlighedshistorie. Den er ikke for klistret og lyserød, heller ikke for hed og erotisk, men den er heller ikke totalt fraværende. Den er absolut bedårende og lige tilpas. Jeg sidder ikke og føler mig helt akavet over, at der på hver anden side er dybt detaljerede kyssescener, og jeg sidder heller ikke og vender side efter side, bare for at få en smule romantik.

En anden ting, der også gør bogen så god er, at jeg kan se så meget af mig selv i både Martin og Victoria. Jeg kan virkelig identificere mig med dem. Det gør bare læseoplevelsen meget bedre, når man er inde i hovedet på hovedpersonen og virkelig forstår ham/hende. Jeg hader følelsen af, at man sidder mindst ti meter fra hver eneste scene. Jeg vil gerne føle, at jeg befinder mig inde i hovedpersonen.

Der er ikke meget spænding over selve plottet, men jeg mangler heller ikke spænding, for de små, hyggelige scener flettet sammen med de mere lærerige og barske, er en henrivende blanding.

Alt i alt

Alt i alt er ‘Martin og Victoria & Victoria år’ den eneste så velskrevne og medrivende danske ungdomsroman, jeg nogensinde har læst. Jeg leder med lys og lygte efter en ligemand til den, men det er endnu ikke lykkedes mig.

Det er en gribende fortælling, som får en til ubesværet at tro på den ægte kærlighed. Seks ud af seks stjerner: For alle de følelser, jeg selv og helt sikkert også mange andre unge kender til fra dagligdagen – forvirring, usikkerhed, forelskelse, mindreværd, frustration. Alle de følelser, som er så svære at få sat ord på, får Klaus Lynggaard endelig sat ord på, og jeg føler mig ikke så alene i verden, når jeg læser ‘Martin og Victoria & Victorias år’.