‘Astrids dagbog’: Hvad stiller man op som teenagepige, når ens mor pludselig vender hjem efter syv år i New York og tror, man stadig er en lille pige?
| Af Ditte, 13 år |  |
Titel:
‘Astrids Dagbog – fingrene væk’
Forfatter:
Sider:
196
Udkom:
15. august 2013
Forlag:
Gyldendal
Følelses-barometer:
Astrids mor har boet i New York i mange år. Hun rejste bare fra Astrid og Astrids far. Men hvorfor gjorde hun det? Astrid mener, at hun var ligeglad med Astrid og Astrids far og meget hellere ville arbejde i New York end at være sammen med dem.
Efter syv år i New York, vender Astrids mor hjem. Astrid ved ikke hvad hun skal sige. Astrid har ikke regnet med hun ville komme hjem. Hvordan skal Astrid dog nogensinde kunne tilgive sin mor igen?
Desuden har Astrids også mange andre problemer lige for tiden. Bedsteveninden Mia gider ikke snakke med hende mere, hvorfor mon? Og Astrid er også forelsket i Jonas, som hun har været lige siden de kyssede til en fest. Hvorfor skal det også lige være nu Astrids mor vender hjem?
Venindeproblemer, ulykkelig forelsket og nu hjemvendt mor, som hun aldrig nogensinde vil kunne tilgive igen. Hvad mon der sker efter Astrids mor begynder at være meget sammen med hendes far, flytter ind og begynder og bestemme over Astrid?
- Når ens forældre ikke forstår man bliver ældre: Louise Urth Olsen har skrevet det på den måde, at Astrids mor ikke forstår Astrid er blevet ældre og kan meget mere selv. Det oplever mange i deres hverdag, og det er også svært for ens forældre, at forså man er blevet stor. Man vil jo altid være sine forældres lille pige/dreng. Men det, der er skrevet i bogen, er, at Astrids mor glemmer, at hun er blevet meget ældre, end for de syv år siden, hvor Astrids mor tog til New York.
- At blive svigtet: Mange børn og faktisk også voksne oplever det med at blive svigtet. Nogle gange er det et lille svigt, som man hurtigt kan tilgive igen, men i bogen er der skrevet om et kæmpe svigt, som Astrid simpelthen ikke kan tilgive igen. Hun kan ikke tilgive sin mor for, at hun rejste, og lod Astrids far og Astrid blive tilbage og klare sig selv. Derfor vil Astrid bare helst have hun rejser igen, og alt bliver som det plejer.
- Forsiden er rigtig god, og den giver mig lyst til at læse bogen. Bagsideteksten lyder meget spændende, og derfor giver den også lysten til at læse bogen. Personligt synes jeg ikke, der er så mange forsider mere der giver mig lyst til at læse bøger, men denne er en af dem der giver mig lyst til at læse bogen.
- Bogen er på næsten 200 sider. Jeg synes der er en god forståelse i den, og der er kommet en god historie ud af det. Men den måde, den slutter på, er lidt irriterende. Man vil gerne kunne læse videre, og se hvad der sker. Men så må man jo bare håbe på en 2’er.
- I bogen har Astrid mange problemer, og det kan godt være svært at holde styr på, HVIS forfatteren ikke skriver der overskueligt. Det har Louise Olsen gjort i denne bog. Hun har skrevet det, så man kan holde styr på alle problemerne og ikke blander dem sammen. Det er virkelig dejligt, så man ikke bliver forvirret af at læse den, så er det ikke rart at læse den.
- Sproget i bogen er godt. Det er sådan teenager-agtigt Det er skrevet som en teenager ville skrive det nu til dags.
- Hvis du kender det med, at du skriver dagbog, skriver man tit det samme flere dage, og det bliver kedeligt at læse. Det har Astrid jo også gjort. Så man kører lidt træt i, at det måske er det samme nogen gange, men heldigvis er det kun nogen gange, det er skrevet sådan.
- Bogen passer til en der godt kan lide det virkelige. Det der kan ske i virkeligheden altså. Den passer nok til teenagepiger i alderen 13-16.
Skriv et svar