I dag udkommer Magne Hovdens første bind i serien ‘Åndejægerne’. Historien er velskrevet, men idéen med tre udvalgte børn, der skal læres op i at fange ånder, virker lidt som noget, man har hørt lidt for mange gange før. Se videoanmeldelsen på vores nye BookTube.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Åndejægerne’
(Åndejægerne 1)
Forfatter:
Oversat fra norsk af:
Anne Krogh Hørning
Sider:
217
Udkom:
22. maj 2014
Forlag:
Turbine
Følelses-barometer:
Uddrag af ‘Åndejægerne’
Eirik lod hånden glide gennem det blonde hår og gned sig i panden. Hans lysegrå øjne stirrede tomt ud i luften. Han forsøgte at huske, men hans hjerne var stadig som en grødet masse.
Hans sidste klare erindring var, at han havde været på vej hjem. Ad den smalle landevej, som strakte sig fra bygden nede ved fjorden og gennem hele den trange dal. Sneen lyste terrænet op, men alligevel indhylledes han i et altomsluttende mørke fra fjeldene, der tårnede sig op på begge sider af dalbunden.
Men han var vant til det; han var vokset op der. Der var ingen gadelygter. Det eneste lysglimt, han kunne skimte, mens han gik, kom fra staldlygten på gården nogle kilometer længere oppe ad vejen, hvor han boende sammen med sine bedsteforældre. Når man vokser op et sted som Valldal, bliver man vant til mørket.
Skriv et svar