Selvbiografi: De fleste kender sikkert historien om østrigske Natascha Kampusch, der blev kidnappet som 10-årig og flygtede som 18-årig. Nu er det hendes tur til at fortælle sin side af historien og om sit liv i et lille rum under jorden. Hendes historie er klart spændende og har potentialet til at blive en bog, man sent vil glemme, men desværre følte jeg ikke rigtig det blev udnyttet.
| Af Rebecca Johansen, 16 år |  |
Titel:
‘3096 dage’
Forfatter:
Medforfattere:
Heike Gronemeier, Corinna Milborn
Originaltitel:
‘3096 Tage’
Oversat af:
Annette Petersen
Sider:
274
Udkom:
15. juni 2011
Forlag:
Gyldendal
Følelses-barometer:
‘3096 dage’ er historien om den østrigske pige Natascha Kampusch, der blev kidnappet som 10årig og flygtede som 18årig. I et lille rum dybt under jordens overflade, blev hun holdt fanget, mishandlet og sultet af sin kidnapper, den sindsforvirrede Wolfgang Prikopil.
Siden 2006, hvor det lykkedes den dengang 18-årige Natascha at flygte, har medierne været efter hende. Mange har ment, at hun ikke opførte sig som et rigtigt offer, da hun valgte ikke at ændre navn eller gå under jorden, og flere har beskyldt hende for at lide under det såkaldte stockholm syndrom (man begynder at udvikle et forhold til sin kidnapper). Men nu er tiden kommet, hvor Natascha fortæller sin side af historien og for alvor sætter et punktum i sagen.
‘3096 dage’ er en bog om en pige, der får frarøvet sin identitet og lever otte år af sit liv på en måde, ingen burde have lov til at leve. Med daglige mishandlinger, flere dage uden mad og hårde ord, bliver Natascha Kampuschs liv fuldstændig forandret, og alligevel har hun modet og styrken til endelig at flygte en sommerdag under et uagtsomt øjeblik fra Wolfgang Prikopils side.
Interessant læsning
Bogen om Nataschas fangeskab var en, jeg glædede mig ret meget til at læse. Det kan godt være, at sagen om Natascha både er skræmmende og sørgelig, men det er trods alt interessant læsning, som virkelig fangede, da jeg kom ordentligt ind i bogen. Sætninger som: ”Hvad ville jeg gøre, hvis det var mig?” og ”Hvem kan dog finde på at gøre sådan noget!?” hvirvlede rundt i mit hoved, hvilket jeg slet ikke tror er unormalt.
Vi starter ud med at høre om Nataschas barndom. Noget, jeg i starten syntes var en lille smule irrelevant, indtil det gik op for mig, at det er nødvendigt. For med den viden, kan vi senere bedre sætte os i hendes sted eller bare forstå, hvorfor forskellige ting påvirker hende sådan som de gør. Jeg tror aldrig rigtig helt, at man kan sætte sig i hendes sted uanset hvor meget man så end prøver.
Påvirkede mig utrolig meget
Hele Nataschas historie påvirkede mig faktisk utrolig meget. Da jeg havde læst de første par kapitler, blev jeg simpelthen nødt til at lægge bogen fra mig, fordi jeg på en eller anden måde syntes det hele var så sørgeligt, barsk og skræmmende. Det er ikke fordi, at Natascha giver os vildt mange detaljer, men mere dét, at en person kan finde på, at kidnappe en lille 10-årig pige. Hendes tanker om det bliver virkelig godt beskrevet, og det gjorde, jeg blev nødt til at holde en pause. Jeg må faktisk også indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at fælde en lille tåre. For selvom Natascha godt ved inderst inde, at hendes situation er ret håbløs, så bliver hun ved med at håbe og prøver virkelig at tage det hele i stiv arm. Noget, der er svært, når man mest af alt bare vil hjem til sin mor og ikke være spærret inde i et rum dybt under jorden hos en fremmed mand.Og sådan havde jeg det igennem resten af bogen. Selvom jeg syntes det var vildt spændende og virkelig gerne ville læse videre, så blev jeg nødt til at holde nogle pauser for ligesom at trække vejret og sige til mig selv: ”Rebecca, det ender godt. Hun slipper fri.”
Uddrag af ‘3096 dage’
”Endnu mere skræmmende var tv-indslagene om mordet på Carla. Den dag i dag kan jeg se journalisterne for mig, som de står med deres mikrofoner ved søen i Wilhermdorf og fortæller, at man ud fra den måde der er rodet op i jorden, kan fastslå, hvor meget modstand pigen har gjort. Mindegudstjenesten blev vist i fjernsynet. Jeg sad foran skærmen med øjne opspilede af rædsel. Alle disse piger var på min alder. Kun én ting beroligede mig, når jeg så billeder af dem i nyhedsudsendelserne: Jeg var ikke den lyshårede, spinkle pige, som gerningsmændene så ud til at fortrække. Jeg anede ikke, hvor meget jeg tog fejl.”
Manglede prikken over i’et
Jeg kan egentlig ret godt lide biografier. Jeg synes det er spændende at komme ind i folks hoveder og se verden gennem deres øjne. Nataschas historie er nemlig spændende og ikke noget, man hører om hver dag. Desværre kan jeg dog ikke lade være med at føle, at jeg mangler noget. Prikken over i’et, der vil få mig til at sidde og tænke: Det var godt, du fik læst dén bog, Rebecca! Jeg manglede virkelig det allersidste, som kunne gøre det for mig.
Bogen blev til tider ret analyserende, og selvom jeg selvfølgelig godt forstår Nataschas behov for at vide, hvorfor hun lige præcis reagerede som hun gjorde i forskellige situationer, så bliver det i længden ret tungt at sidde med. Historien mister simpelthen sit flow.
Lidt for svævende og analyserende
Natascha Kampuschs historie har rørt de fleste og gjort hende verdenskendt, og så er det vel også på sin vis en selvfølge, at få skrevet en biografi, så folk kan få hele historien og hun kan få skrevet sine tanker ned. Måske som en slags terapi. Men jeg tør vædde på, at det også er helt vildt svært at sidde og skulle udlevere sig selv til så mange mennesker, og derfor tror jeg, at det er her alle de analyserende passager kommer ind i billedet. For hvis hun ikke har lyst til at skrive alle de ”saftige” detaljer ned fra sit fangeskab, hvad skal der så stå i bogen? Hvad vil folk gerne læse om? Er det tankerne eller beskrivelserne af alle de ting, hun er blevet udsat for, der vejer mest? Nogle vil mene det ene og nogle det andet. Jeg er sikker på, at folk der interesserer sig for det psykologiske aspekt af en kidnapning vil finde bogen interessant. Tilgengæld vil jeg også sige, at man så skal være forberedt på det, for hvis man som mig begynder på bogen og regner med at man får alt med, så kan man godt få sig lidt af en skuffelse. Ikke fordi jeg vil have, at Natascha skal ud med hele sit privatliv, men det var som om, at bogen blev lidt svævende tiltider og nogle gange blev jeg også bare godt og grundigt forvirret, fordi hun ret tit hoppede i tid og sted.
Godt og grundig splittet
Jeg er ret splittet omkring ‘3096 dage’. På den ene side, så syntes jeg den var vildt spændende og Natascha er en beundringsværdig kvinde, fordi hun netop har formået at holde hovedet koldt i de otte lange år, hun var indespærret. På den anden side, så synes jeg også bare, det er så frygtelig synd, at bogen er så analyserende og langsom som den er. For Nataschas historie har virkelig potientialet til at blive en bog folk sent vil glemme, men det bliver ikke udnyttet.
Skriv et svar