Selvmord: ‘Døde piger lyver ikke’ er historien om det værste i livet, nemlig når et ungt menneske vælger at begå selvmord. Er du pige, vil du identificere dig med Hannah i stedet for Clay, og så bliver oplevelsen først rigtig uhyggelig. Når den gribende historie endelig efterlader dig, vil du være mærket for livet — men samtidig har du lært, hvorfor vi alle SKAL gøre det bedre!
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Døde piger lyver ikke’
Forfatter:
Oversat af:
Ida-Marie Rendtorff
Originaltitel:
‘Thirteen reasons why’
Sider:
317
Udkom:
2010
Forlag:
Politikens forlag
Følelses-barometer:
Teenagedrengen Clay modtager en mystisk pakke fyldt med 7 oldnordiske kassettebånd. De viser sig at være fra hans skolekammerat, Hannah Baker, der næsten lige har begået selvmord, kun 16 år gammel. Clay, der troede at han havde hørt Hannahs stemme for sidste gang, lytter nu til hendes hemmelige sidste beretning, hvor hun lover at afsløre de 13 grunde til, at hun har taget livet af sig selv.
I chok og skam lytter Clay båndene igennem ét for ét, mens han går en fast rute, som Hannah guider. Han ved, at kun de personer Hannah synes har haft indflydelse på hendes selvmord, skal modtage båndene. Så Clay er altså én af de 13 grunde!
Mange læseropfordringer
‘Døde piger lyver ikke’ er over et år gammel herhjemme i Danmark, men vi har fået så mange læseropfordringer på at anmelde den, at vi nu endelig har kastet os over den. Heldigvis!
Romanen blev udgivet i USA i 2007 under titlen ‘Thirteen reasons why’. Det er en stille og meget anderledes bog, så det kom egentlig ganske meget bag på Jay Asher, at den efter en langsom start endte med at blive en stor succes. Tre år efter udgivelsen havde den solgt 500.000 eksemplarer alene i USA. Den har ligget på New York Times bestseller-listen i over et år, og er nu solgt til oversættelse og udgivelse i 24 andre lande.
Konstant skiftende fortællere
Clay og Hannah skiftes som jeg-fortællere. Clay i nutid med almindelige skrifttyper, og Hannah i datid med skråskrift. Skråskriften og tiden er altså det eneste, der adskiller Clay og Hannah, og i begyndelsen skifter de næsten ved hver 3. linje. Havde det været en dialog, havde det været nemt at holde styr på Clay og Hannah, men det er Hannahs beretning, der hele tiden bliver afbrudt af Clays tanker eller beskrivelser af hvad der foregår omkring ham – ét konstant ping-pong-spil af fokusskift.
Måden Jay Asher ville have det på
Jeg sad mange gange og ønskede, at synsvinklen kun havde skiftet ved kapitelstart, men Jay Asher fortæller bagerst i bogen i et forfatterinterviw, at det netop var en opbygning han var træt af. Han ville have Clays reaktioner præcis, når Hannah fortalte de afgørende detaljer i sin historie. Og det fik han.
Jeg blev aldrig rigtig gode venner med denne fortælle-stil, men jeg vænnede mig da lidt til den til sidst. Og det er korrekt nok: Jay Asher får en helt anden, meget kraftigere reaktion frem i os læsere, når vi kan mærke hvordan Clay hele tiden reagerer på Hannahs beretning.
Ingen steder at flygte hen
‘Døde piger lyver ikke’ var også en bog, der skulle læses varm. Hannahs små beretninger fra den nye High School, får hende i begyndelsen til at virke lidt som en bitch. Hendes stærke hævnmotiv føles utrolig voldsomt, og Clay har – ligesom man selv har – en tendens til at slå episoderne lidt hen som bagateller. Det kunne være begge parters skyld.
Men holder man ud og læser sig varm, ændres Hannahs historie drastisk. Stikker du hånden ned i en gryde med koldt vand, mens det bliver varmet langsomt op på et komfur, vil du ikke bemærke synderligt at temperaturen stiger. Men lige pludselig er vandet så varmt, at du trækker hånden til dig per refleks. Sådan fungerer Hannahs historie også, det uhyggelige er, at Hannah ikke ved hvordan hun skal komme ud af de dårlige oplevelser når omgivelserne bliver for varme — hun har ingen steder at flygte hen.
Endnu mere uhyggelig for piger
Jeg fik langsomt oparbejdet en masse følelser for Hannah, og da jeg jo er mand, fik jeg identificeret mig med Clay, og kom i rollen hvor jeg blev småforelsket i Hannah og havde en ubærlig lyst til at redde hende, lige som Clay har.
Er man derimod pige, vil man identificere sig med Hannah i stedet for Clay, og så bliver oplevelsen først rigtig uhyggelig. At føle alle Hannahs afvisninger, nederlag og begyndede tanker om selvmord, må være voldsomt intens og skræmmende tæt på. De fleste piger vil nok også have oplevet lignende episoder, som dem Hannah har været igennem, hvilket forstærker identifikationen yderligere. Så jeg forstår fuldt ud, hvorfor ‘Døde piger lyver ikke’ netop har ramt og grebet så mange piger verden over.
Uddrag af ‘Døde piger lyver ikke’
(Hannah red.)
En halv time er lang tid at vente på en valentinedate.
Især når man sidder på Rosies. Alene.
På en halv time kan man når at tænke en masse tanker. Glemte han det? Han virkede ellers oprigtig. Ja, selv hende cheerleaderen troede, at han mente det.
‘Jeg bliver ved med at løbe.’ (Clay, red.)
Slap nu af, Hannah, bliver jeg ved med at sige til mig selv. Du er ikke til grin. Slap nu af.
Synes I, det lyder bekendt? Jeg sagde det samme til mig selv, dengang jeg besluttede at deltage i valentine-undersøgelsen.
Fordi vi skal!
‘Døde piger lyver ikke’ er historien om det værste i livet, nemlig når et ungt menneske vælger at begå selvmord. Det er en historie som langsomt fanger én og ikke vil slippe igen, ligesom Hannah bliver fanget. Når man har vendt sidste blad og bogen spytter én ud, sidder man tilbage med traumatisk oplevelse for livet. Heldigvis er der samtidig vokset en enorm ærefrygt op, en taknemmelighed over at have fået lov til at opleve Hannahs tanker. Så kan vi – der stadig er i live og uanset hvilke rolle vi har i historien – nemlig stadig nå at gøre det bedre. Ikke fordi vi bør, men fordi vi SKAL!
Skriv et svar