‘Os som solen skinner på’ er en utrolig smuk beretning om dansk-iranske Sara, der mest i sindet leder efter sin forsvundne lillesøster Maya. Jeg smilede og jeg græd, mens jeg havde en varm følelse indeni, der mest af alt mindede mig om ‘Drageløberen’. Men historien om Sara er unik, fordi den tager udgangspunkt i danske unge, og hvordan det er at have to nationaliteter i Danmark. Selvom bogen er tynd, må du endelig ikke forveksle den med en letlæsningsbog uden dybde. Den er alt andet end, og den rører dine følelser ligeså fint, som en tåre glimter i solen.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Os som solen skinner på’
Forfatter:
Sider:
107
Udkom:
31. oktober 2011
Forlag:
Høst & Søn
Følelses-barometer:
Det er blevet sommerferie, og Sara står i det svære skel, hvor hun netop har forladt folkeskolen og skal begynde i gymnasiet. Sara ønsker egentlig ikke en masse nye venner, for så skal hun til at forklare, at hun har en iransk far og en dansk mor, og hun føler, hun først skal bevise, at hun er en integreret indvandrer, for at blive accepteret af kammeraterne.
Inden gymnasiet, skal Sara dog i sommerhus med den ranglede, danske papfar, Gert, og sin udglattende mor – der gør alt for at minimere diskussioner så familieidyllen bevares – og Mads, Saras halvlillebror. Sara glæder sig kun til at de fire uger er gået, så hun kan komme hjem til sin bedste veninde, Sigrid, igen.
Men tingene trækker ofte i langdrag, når der er noget, man ikke gider, og Sara er nærmest ved at dø over al den danske familie-sommerhus-idyl, som hendes mor og Gert iscenesætter hvert år. Lige indtil hun opdager, at der er oprettet et flygtningecenter, ‘Gille-Lejren’, ganske tæt på. Bevidstheden om at Sara nu er ganske nær en masse andre, der – ligesom hende selv – har fået dobbelt nationalitet, drager hende intenst mod lejren. Måske kan hun oven i købet finde sin lillesøster Maya, der forsvandt på sørgelig vis, dengang hendes far blev dræbt i fængslet i Teheran, og hun og moren flygtede tilbage til Danmark!?
Udfordringerne ved at have dobbelt nationalitet
‘Os som solen skinner på’ er en forholdsvis tynd sag på 107 sider, som de fleste nok kan læse på et par timer. Er du en meget erfaren læser, der har for vane at tro, at bøger skal være over 200 sider og allerhelst 300-400 sider, for at have noget at byde på, skal du dog til at revidere din opfattelse og lytte godt efter nu. For beretningen om halvt danske og halvt iranske Sara’s sommerhus-tur, er spækket med intense følelser og meget lærerige situationer, der fortæller alt om udfordringerne ved at have dobbelt nationalitet. En meget overraskende indsigt, som man måske ikke lige havde forestillet sig, selv om man som etnisk dansker synes, man har hørt alt om flygtninge og indvandrere.
Smeltede sammen med Sara
Én side, og jeg var fuldstændig opslugt af bogen og læste den til ende i et enkelt hug. Karin Feit Almberg beskriver Saras tanker og følelser så præcist og genkendeligt, at jeg med ét smeltede sammen med Sara, blev hende og oplevede alt igennem hende. Beskrivelserne af omgivelserne, sol, sommer og gammelt muggent sommerhus, er på én gang så hyggelige og virkelighedsnære, at det ville være synd at sige, at handlingen spiller sig som en film. For det gør den ikke. Man er der selv.
Tyk, varm dyne af hygge og tryghed
Selv om Sara kæmper med både sorgfulde følelser og den traditionelle teenage-irritation over at have gennemskuet sine forældres simple liv, lægger der sig alligevel en tyk, varm dyne af hygge og tryghed over historien. Det var ganske underligt, da jeg endelig blev bevidst om det, for hvordan fik Karin Feit Almberg lige tryllet det ind i mit sind så ubemærket? Fascinerende balancering mellem stemninger.
En lille smule ‘Drageløberen’
Saras tanker springer få gange tilbage til Iran. Til gode tider og til traumatiske oplevelser. Der er fuldstændig styr på hver eneste detalje i baggrundshistorien, og da hver eneste karakter – lige fra sommerhusveninden Malene, over Rafiq fra flygningecentret og til lillebror Mads, papfar Gert og mor Anne – har brændende klare personligheder, fik jeg pludselig et indre lynglimt. Det her minder om noget kendt. Ikke på den dårlige måde, men på den gode. ‘Drageløberen’ af Khaled Hosseini — intet mindre! Selvfølgelig er det her en kort historie, næsten en novelle, men det hele er så gennemarbejdet, så klart, så hyggeligt og varmt, men på samme tid sørgeligt og gribende. Det her er en historie man kommer til at huske.
Aha-oplevelser til etnisk danske unge
På samme tid er ‘Os som solen skinner på’ dejlig unik, fordi unge med dobbelt nationalitet er et utrolig aktuelt emne, jeg ikke har set skildret fra denne vinkel før. Bogen bliver derfor både spændende for dem, der er halvt danske og halvt en anden nationalitet, ligesom Sara, men ligeså interessant for etnisk danske unge, der har venner med dobbelte nationaliteter, og som de tror de forstår, men Som Karin Feit Almberg med stor sandsynlighed alligevel kan give nogle lærerige aha-oplevelser, ved at lukke dem ind i Saras sind.
Som en kludedukke på judomåtter
Nogle af konflikterne i bogen er ofte så genkendelige, ja næste kliché-fyldte, at jeg i begyndelsen ikke troede, at historien stak særlig dybt. Det er for eksempel, når 2. generationsindvandrere kalder piger for ludere, og når danske unge i nattelivet mener, at selvsamme 2. generationsindvandrere kun ønsker at provokere og slås. Men da jeg frygtede, at Karin Feit Almberg så ville samle op på episoderne, som en dommer for, hvem der var de gode, og hvem der var de onde, blev jeg alligevel snydt. Som tidligere nævnt har hver eneste person i historien en stor personlighed og et utal af nuancer, så det endte med, at jeg blev kastet rundt i nogle spændende udviklinger, jeg på ingen måde havde regnet med eller forudset. Hvor er det dog vidunderligt at blive kastet rundt med, som en kludedukke på judomåtter, når man tror, man er så snedig og erfaren, at man har regnet det hele ud.
Spænding, spirende forelskelse og romantik
Jeg havde også frygtet, at så kort en historie nok kun ville køre med en flad spændingskurve, på samme måde som mange noveller gør det, men også der blev mine fordomme gjort til skamme. Godt inde i bogen, bliver den pludselig så spændende, at jeg kom til at springe ord og endog hele sætninger over, for at komme hurtigere frem! Skøn fornemmelse, når man lige må sige til sig selv, at man må læse lidt tilbage, fordi man blev for ivrig. Midt i alle de svære følelser kom der også spirende forelskelse og romantik ind. Ikke bare lidt, men skruet fuldstændig op, igen via de meget flotte beskrivelser. Virkelig overraskende, og endnu engang blev min indre ‘Wauh!’-fornemmelse aktiveret.
Uddrag af ‘Os som solen skinner på’:
“Vi har aftalt med Adam at mødes nede i båden, indtil det bliver mørkt nok til at tænde bål oppe på stranden,” sagde Malene.
Hun stak sin arm ind under min.
“Det er fedt, at vi kan ses heroppe hver sommer, synes du ikke?”
Jeg nikkede og skulle lige til at fortælle hende, at hun simpelthen var grunden til, at jeg overhovedet kunne holde ud at tage med Gert og mor op i sommerhuset i en hel måned. Men jeg sagde ikke noget. Jeg havde på fornemmelsen, at det betød en hel del mere for mig, at hun var heroppe, end omvendt..
Pigen med moren stod ved kiosken, da vi gik forbi. Da hun så mig, løftede hun hånden til et lille bitte, genert vink. Moren bukkede sig ned og spurgte datteren om et eller andet. Bagefter kiggede hun over på mig og smilede på sådan en helt specielt måde, nøjagtigt ligesom maman bozorg plejede at gøre.
“Hvad er der?” spurgte Malene. “Du ser helt ked ud af det.”
“Hvad? Nej — det er bare vinden,” sagde jeg og gned min dumme tåre væk.
Det lysende hjerte
Pludselig fik jeg associationer til et stort lysende hjerte, som var opsat som dekoration til ‘Jul i Tivoli’ – sidste år i december. Jeg mindes, at det stod der midt i det slukkede springvand, midt i al sneen, og at vi stod en samling betagede mennesker i mørket og kiggede på dette enorme hjerte, der skiftede fra intens, flammende og varm rød, til kølig, reflekterende neonblå. Hvert tredje minut blændede hjertet op for en ny af regnbuens farver og skabte endnu en overraskende farvestemning i sneen, som straks forvandlede sig til en følelse i vores indre, midt i den ellers bidende kulde. ‘Os som solen skinner på’ minder mig om det hjerte.
Hvordan Saras sommerhus-tur udvikler sig og udvikler hende, ville være synd at komme nærmere ind på. Du skal absolut have glæden af at læse det selv. Men jeg erkender gerne, at ‘Os som solen skinner på’ fik tårene til at løbe ned ad mine kinder til sidst.
Skriv et svar