‘Spiseforstyrrelser og selvskade': I vores tema om spiseforstyrrelser og selvskade, er vi nu kommet til én af de vigtigste bøger overhovedet. Sofia Åkermans beretning om anoreksien er nemlig en biografi — hendes egen historie og beretning. I og med den foregår lige over sundet, er den også utrolig tæt på de danske forhold, modsat mange af de amerikanske romaner om spiseforstyrrelser. Der er fuld plade – 6 stjerner – til en vanvittig vigtig og modig beretning; den hårdeste jeg har læst i hele mit liv, men også én, jeg aldrig nogen sinde vil glemme eller have været foruden. Et stort ‘must read’ for alle, der gerne vil forstå, hvad der foregår i pigers sind og følelser – syge som raske. Når man har læst ‘Zebrapigen’, elsker man Sofia for altid.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Zebrapigen’

Forfatter:

Sofia Åkerman

Oversat af:

Torben Poulsen

Originaltitel:

‘Zebraflickan’

Sider:

263

Udkom:

30. maj 2008

Forlag:

Moskito

Følelses-barometer:








Svenske Sofia Åkermans selvbiografi om anoreksi begynder langt hårdere end andre bøger i samme genre. I første kapitel har Sofia nemlig taget en voldsom overdosis af smertestillende medicin indeholdende paracetamol. Det er en selvmordsmetode som specielt mange unge piger vælger, fordi den virker knapt så makaber, som de voldsomme metoder drengene ofte vælger.

Det virkelig uhyggelige ved forgiftningen er dog, at selv om man bliver reddet, kan kroppen nå at have optaget så meget gift, at leveren beskadiges for evigt. Også så meget at man efterfølgende dør af det, eller får et kortere liv med kroniske og livsfarlige leverproblemer. Så langt tænker Sofia ikke, da hun tager pillerne. Hun ringer selv efter en ambulance, men alt for sent.

På hospitalet tror hun ikke rigtig på lægens beretning om, at hun har skadet sin lever så meget, at hun måske ikke overlever. Lægen vil gerne vide, om hun oprigtigt har tænkt sig at kæmpe for livet og mod anoreksien, inden han indstiller hende til en levertransplantation. Langsomt begynder virkeligheden at gå op for Sofia. De tidligere gange hun har råbt om hjælp på denne måde, har lægerne trods alt smilet til hende, fordi hun overlevede. Nu smiler de pludselig ikke længere. Endnu værre bliver det, da Sofia erfarer, at anoreksiramte piger, der selv har forvoldt skade på deres lever, ikke ligefrem er dem, der står først i transplantationskøen. Hun har leget med døden mange gange, men denne gang er legen blevet til alvor, og hun ser ud til at tabe.

Noget af det stærkeste jeg har læst i mit liv

Alle bøger om spiseforstyrrelser og specielt anoreksi har døden lurende i baggrunden på et eller andet tidspunkt, og handlingen bliver derfor ofte lidt det samme: noget med at skulle igennem det svære og komme ud på den anden side igen — men alligevel uden at manden med leen får lov at nærme sig vores hovedperson. I ‘Zebrapigen’ har døden så at sige allerede hentet Sofia, og lige i begyndelsen, kom jeg på underlig vis til at identificere mig med lægerne og sygeplejerskerne på afdelingen, fordi Sofia beskriver virkeligheden skrevet i deres øjne så klart.

Samtidig vidste jeg jo også, at det her er en virkelig historie, at Sofia virkelig har været det her igennem og lægerne og sygeplejerskerne har stået og kigget på denne vidunderlige pige, der havde underskrevet sin egen dødsdom. Og det er noget af det stærkeste, jeg nogensinde har læst i mit liv. Tårerne flød med det samme ned i bogen, og jeg måtte flere gange holde pause og stirre tomt ud i luften, mens tankerne susede rundt i hovedet, som om jeg selv befandt mig på hospitalet med Sofia.

Det er ingen spoiler at fortælle, at Sofias krop på mirakuløs vis kæmper hårdere, end lægerne havde troet den kunne. Sofia får lov til at fortsætte sit liv, og vi følger hendes svære tanker, der nu kredser om hvordan hun nu skal vinde over Lucifer – som hun kalder anoreksiens mørke side – når hun kun har én chance tilbage.

Svær kronologi

Selve kronologien i fortællingen var lidt svær for mig at få overblik over, for Sofia fortæller fremefter, altså alt det, der sker efter den alvorlige forgiftning, men der er også utrolig mange og lange tilbageblik fra begyndelsen, hvor hun blev indlagt de første gange. Ofte blev jeg i tvivl om, hvor i tiden vi befandt os. På den anden side betyder det ikke så meget, at man ikke ved præcis, hvilken alder hun har hvornår, for det føles meget som at sidde overfor en rigtig person, der fortæller — og i det virkelig liv kommer man også tit i tanke om nogle vigtige detaljer, man lige har glemt. Det gør faktisk bogen endnu mere virkelighedsnær og autentisk — som om Sofia sidder og fortæller det til én.

Præcise følelsesbeskrivelser der går lige i sjælen

Sofia er så branddygtig til at vise læserne sine følelser; ikke ved at fortælle om dem, men ved at vise dem i sine handlinger. Eksempelvis når hun efter mange år uden rigtige venner endelig bliver inviteret til en pigefødselsdag, og simpelthen laver så mange forberedelser og alligevel holder igen, for ikke at blive alt for skuffet, hvis nu de skulle finde på at ringe og sige, at hun ikke må komme alligevel. Det var en scene, jeg græd mig igennem, og selv når jeg skriver om det her, sidder jeg med tårer i øjnene. Man får sådan lyst til at knuse og holde om den raske del af Sofia og samtidig give Lucifer og hans destruktive tanker et ordentlig los i røven, men det kan man jo ikke som læser, og den frustration trækker virkelig tårer. Bogen er desuden fyldt med nogle af de smukkeste, rørende og mest præcise digte, der får videreformidlet de sidste, vigtige følelser om de hjerteskærende situationer, som epikken ikke kan nå. De gik rent ind i min sjæl, og jeg kan ikke komme det nærmere med ord; du er ganske simpelt selv nødt til at opleve det.

Uddrag af ‘Zebrapigen’

Klokken var over syv. For hvert sekund der gik, gjaldede Lucifers grin i mine tanker:
– De har taget fusen på dig, Sofia! De vil ikke have dig, de har bare fundet på en tid til dig! Du er den lille lort i verden der er nemmest at narre! Gå nu hjem og skam dig, for det er det eneste du er rigtig god til!
Trist, skuffet, men samtidig lettet, tog jeg et lille hop ned fra rækværket og skulle lige til at gå tilbage til bussen da en cykel kom farende. En lyshåret pige i jeansjakke sprang af på den der fikse, sidelæns måde.
– Skal du til det der musicalhalløj? tog jeg mod til mig og spurgte da jeg så at hun havde dansesko og træningsbukser på.
– Ja, sagde hun. – Kan du ikke komme ind?
– Jeg kan ikke dørkoden, svarede jeg og følte mig ret så dum.
– Det kan jeg heller ikke, sagde pigen, stillede cyklen fra sig og kom hen til mig. – Men man kan ringe på klokken.
Hun trykkede på den hvide knap som jeg totalt havde overset, og jeg følte mig endnu dummere end jeg havde gjort før.
– Begynder det ikke klokken syv? spurgte jeg.
– Joeh, det gør det vist, men vi plejer at begynde kvart over.

De klassiske svensk-danske misforståelser

Torben Poulsen, der har valgt at oversætte Sofias bog på sit eget forlag Moskito, har min dybeste respekt for at have realiseret så vigtigt et projekt; netop fordi bøger om spiseforstyrrelser sjældent er kommercielle nok til de store danske forlag. Selve oversættelsen fra svensk til dansk er ok og kører for det meste godt, men da jeg selv har boet i Sverige, må jeg dog konstatere, at det er glippet med en hel del af de ord, som staves ens på svensk og dansk, men som har en anden betydning på dansk. For eksempel får man ikke en indsprøjtning i ‘skinken’, men i ‘ballen’, som det hedder på dansk. ‘Skallen’ er et ‘kranie/hoved’, ‘ogräs’ er ‘ukrudt’ på dansk og ikke ‘ugræs’, ‘hvad gör du’ betyder ‘hvad laver du’ og ikke ‘hvad gør du’, ‘kalas’ kalder vi ‘fest’, og en ‘gammal tant’ er en ‘gammel dame’ og ikke en ‘gammel tante’ – og så videre. Det gav anledning til mange smil undervejs, men det ødelægger på ingen måde Sofias fantastiske historie eller romanens helhed. Det minder os blot om de sædvanlige sjove misforståelser, vi altid vikler os ind i, i vores broderland.

Meget man selv skal tænke igennem

Måler man efter hvor spændende og interessant ‘Zebrapigen’ er, kunne man sagtens sluge den på 3-4 timer i et hug, for man bliver fuldstændig grebet af søde Sofia og de vidunderlige veninder hun har i teaterforeningen ‘Teaterkisten’. Jeg holdt dog mange pauser undervejs, fordi jeg havde brug for at gennemtænke Sofias vigtige tanker og følelser undervejs. Selvom Sofias Lucifer er virkelig hæmmende, er det jo ikke syge tanker som sådan, at Sofia har. Det er faktisk utroligt naturlige tanker omkring usikkerhed og selvværd, som alle unge har i teenageårerne. De er bare forstærket så mange gange hos Sofia, at hun bliver syg af dem, og de tager over.

At tankerne ikke er psykotiske, gør netop også at man så nemt identificerer sig med Sofia og sagtens kan forestille sig, at hendes historie kunne være sket for én selv. Sidst i bogen er Sofia også rigtig god til at perspektivere Lucifer mod det sunde liv, så beretningen bliver på ingen måde pro-ana (en forkortelse, man bruger om tankegange, der hylder anoreksien. Hjemmesider/blogs skrevet af anorektikere, der fortæller hvordan man kan snyde plejepersonale, forældre m.m., så de tror man spiser, er pro-ana), som en del kritikere altid er meget bange for i litteratur der omhandler spiseforstyrrelser, selvskade og selvmordsforsøg.

Mit hjerte er vokset til dobbelt størrelse

Jeg ville på ingen måde have undværet ‘Zebrapigen’ i mit liv. Den fik mit hjerte til at vokse til dobbelt størrelse, og jeg har lært 100 gange mere om anoreksien end en fagbog eller en læge nogen sinde vil kunne fortælle mig — for jeg har forstået mange af følelserne bag. Jeg forstår virkelig godt, at ‘Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade’ (LMS) i Danmark anbefaler denne bog på deres hjemmeside. Jeg er forresten også blevet hvisket i mit øre, at Sofia Åkerman har været inde hos LMS og holde foredrag for de dejlige mennesker, der sidder klar ved foreningens rådgivningstelefon — og det skulle have været en meget lærerig og stor oplevelse for dem, som de aldrig glemmer. :)

Uddrag af ‘Zebrapigen’

Jeg vil strø glimmer på dit sygehuslagen
når du sover.
Jeg vil lade solen skinne ind gennem en sprække
i gardinerne og varme dine tårer.

Mens du sover dybt, vil jeg hviske i dit øre
om spurvereder, klukkende latter og om en sommer
fuld af svaler.
Det vil kilde i dit øre
og få dig til at smile i søvnen.

Når du siden vågner er det eneste tegn
på at jeg har været der
en følfod i et glas på bordet
og at du har glimmer i ørerne.

Tak

Til slut en stor tak til Sofie Åkerman for en vanvittig modig beretning, der kommer virkelig mange til gavn fremover — både dem, der selv har en spiseforstyrrelse, men også alle de pårørende, der er mindst lige så berørt.

Sofia Åkerman har i dag uddannet sig til sygeplejerske og kæmper nu for andre unge kvinder, der ryger ind i den kolde og kyniske tvangspleje, som Sofia selv blev et offer for. Du kan følge Sofia på hendes hjemmeside: www.sofiaakerman.com.